30.3.15

Hollywood skal redde kernefamilien

FAMILIELIV: Skydevåbnene gjalder, actionheltene lægger unge damer ned og stofferne flyder i årerne: Hollywoods filmproduktion er ikke en daglig hyldest til det rolige familieliv i en kernefamilie. Men måske er det amerikansk kultur og filmproduktion, som skal redde USA's familier og Amerikas børn. Det argumenterer Michael Barone for i en kronik.

USA's kernefamilie-ideal fra 1950'erne krakelerede i 1970'erne og fremefter med en syndflod af skilsmisser og børn, der vokser op med kun en mor eller far i husstanden. Og mens en god portion singleforældre magter at give børnene en god opvækst, tyder alle tal og erfaringer på, at børn i husstande med kun en forælder får dårligere uddannelse og større risiko for at ryge ud i kriminalitet og misbrug.

Adrenalin til kernefamilien
Kernefamilien har fået et skud adrenalin i USA de seneste årtier, men det gælder kun for den veluddannede og vellønnede elite. Her bor flere og flere som far, mor og børn. Men USA's underklasse er stadig præget af skilsmisser og enlige forældre med alle de tilhørende sociale problemer.

Hvordan løser USA udfordringen? Er flere penge fra staten løsningen?

Nej, siger Barone. Basale udgifter til eksempelvis mad er faktisk faldet betydeligt i USA de senere årtier set i relation til en hel husstands indkomst. Det skyldes blandt andet billigere hypermarkeder som Walmart. Samtidig har selv de fattige husstande som regel både tv, smartphones og bil i dag. Penge er ikke problemet i familierne. Det er værdier og opdragelse.

Løsningen ligger derfor i kulturen. USA's højt uddannede og velfungerende eliter skal sprede fortællingen om kernefamiliens lyksaligheder gennem film, serier og anden kultur. Om Hollywood er med på Barones tanker, melder kronikken intet om.

Læs hele kronikken her. 

22.3.15

Ted Cruz vil være præsident

PRÆSIDENTAMBITIONER: Avisen Houston Chronicle melder, at den republikanske senator Ted Cruz fra Texas i morgen udbasunerer, at han stiller op som republikansk præsidentkandidat.

Udmeldingen vil ske, når Cruz besøger Liberty University i Virginia.

Dermed har teparti-fløjen og den evangelske fløj hos Republikanerne fået en af deres store stjerner kastet ind i kampen.

Cruz' rådgivere fortæller Houston Chronicle, at Cruz vil føre valgkamp for ærkekonservative standpunkter og ikke være på den "mushy middle", som kandidater som Jeb Bush ifølge Cruz er en del af.

Cruz vil blandt andet fjerne nationale standarder i skolerne og helt afskaffe IRS, som er den amerikanske udgave af SKAT.

Tilbage i september 2013 stod Cruz i spidsen for Republikanerne, da et hårdt opgør med præsident Barack Obama om statslige udgifter førte til, at den føderale regering måtte lukke ned for butikken i 16 dage.


8.3.15

Nancy Pelosi er stadig dronningen af Demokraterne i Kongressen

MAGT: Fra 2007 til 2011 nåede demokraten Nancy Pelosi højere, end nogen anden kvinde før har nået i amerikansk politik. Hun var formand - speaker - i Repræsentanternes Hus.

Magten var stor. Fra 2007 til 2009 fik præsident George W. Bush en alvorlig udfordrer i hende og havde meget svært ved at gennemføre sin politik. Det demokratiske flertal i huset blev holdt i kort snor af Pelosi, som let blokerede for Bushs forslag.

Flertallet blev også holdt i kort snor fra 2009 til 2011, hvor Pelosi med præsident Barack Obama i spidsen fik gennemført sundhedsreformen og dermed den største ændring i de amerikanske velfærdstilbud siden Lyndon B. Johnsons "Big Society"- reformer i 1960'erne.

Ved midtvejsvalget i 2010 vandt Republikanerne en jordskredssejr, og i Repræsentanternes Hus skiftede flertallet. Pelosis tid var forbi, lød det - også med det californiske kongresmedlems alder på dengang 70 år in mente.

Forenet parti
Sådan kom det imidlertid slet ikke til at gå. Pelosi er ganske vist "kun" mindretalsleder i dag, men stadigvæk en særdeles magtfuld en af slagsen.

Mens den republikanske formand John Boehner kæmper med et splittet parti med moderate og teparti-medlemmer på højrefløjen, styrer Pelosi et ideologisk forenet parti.

På grund af de republikanske sejre ved de seneste tre valg til Huset, er moderate demokrater i stor stil blevet udryddet. Nu sidder venstreorienterede demokrater på flæsket. Det gør tingene lettere for Pelosi, for hun tilhører selv venstrefløjen i partiet.

De politiske resultater taler for sig selv: Sammen med Republikanerne fik hun et flertal flikket sammen, der sikrer finansiering af det enorme Department of Homeland Security.

Effektivitet = kritik
Hun beskytter Obamas tidligere sejre på sundhedsområdet og i energipolitikken. Det republikanske flertal i Kongressen vedtager love, der gør op med Obamas tiltag. Men Obama nedlægger veto, og Pelosi har nok demokratiske stemmer til at opretholde vetoerne. Republikanerne kan intet stille op - andet end at syde af raseri.

Pelosi har da også altid været et hadeobjekt på højrefløjen. Men som hun selv sagde til datteren i sin tid:

- You have to understand that criticism and effectiveness go hand in hand.

2.3.15

Rand Paul brander sig som Washington-outsideren

Anti-kandidaten: Umiddelbart er der ikke meget outsider over Rand Paul. Faren Ron Paul har to gange forsøgt sig i de republikanske primærvalg, var det libertarianske partis præsidentkandidat i 1988 og har siddet i Repræsentanternes Hus i tre omgange for Republikanerne i 1976-1977, 1979-1985 og 1997-2013.

Rand Paul selv er senator fra delstaten Kentucky siden 2010. Paul-familien har Washington i blodet.

Men sådan ser Rand Paul ikke sig selv. Han er outsideren og den jævne amerikaners repræsentant i hovedstaden.

- For example, if you asked people anywhere in America whether or not we should send money to countries that hate us, burn our flag, persecute Christians or put Christians in jail for interfaith marriage or blasphemy, not one American will say we should do that. But I had a vote in committee up here, where I introduced an amendment that read, ‘Any country that puts to death Christians by law or imprisons them for life for those things shouldn't get any of our money,' and it got only two votes. So really, what happens up here is not only disconnected from the rest of the country, it is completely the opposite of what would be common sense, udtalte han til Triblive.

Anti-anti-anti
Flere politiske forskere hæfter endda mærkatet anti-anti-anti-kandidaten på ham.

Flere vælgere kan lide, at hans isolationisme i udenrigspolitikken adskiller ham markant fra en neokonservativt præget præsident som George W. Bush. Der er heller ikke andre mulige republikanske præsidentkandidater, der er udpræget isolationistske.

Samtidig adskiller Rand Pauls økonomiske politik, der har et tydeligt libertariansk præg, sig fra de fleste kandidater. Særligt kampen mod USA's massivt stigende gæld er vigtig for Paul.

- If I run for president, it is for the same reason that I ran for the Senate — because I am worried about the direction of the country The debt grows by $1 million a minute, and it appears no one in Congress has the wherewithal to actually cut spending, reduce the size of government and really to get our economy growing.

Paul skiller sig også ud, når det kommer til den traditionelle "tough on crime-"linje, som de konservative republikanere typisk forfølger. Paul mener, det amerikanske justitssystem har alvorlige problemer, og at hælde flere og flere borgere i fængsel er ikke løsningen.

- It is important that everybody believes that our justice system is just — whether you are white, black, brown, rich or poor — that all people are treated the same. Twenty years ago, we had 300,000 people in prison in the United States. Now we have 2½ million people in jails. If you look at the percentages, three out of four people for nonviolent drug crimes are black or brown, but if you survey people who are using illegal drugs ... it is really way more white people are using drugs than black people.

Han fortsætter til Triblive:

- The system needs to be reformed because people who are poor, or who have less representation, and people who live in communities that have more police activity get arrested more often. I don't say that there is any purposeful racism, but there has been an inadvertent racial outcome to it.

Svært i South Carolina
Det forventes, at Rand Paul melder officielt ud, at han stiller op som præsidentkandidat i løbet af foråret. Allerede nu er han dog i fuld gang med at gøde jorden i de tidlige primærvalgsstater Iowa, New Hampshire og South Carolina. Sidstnævnte bliver hans største udfordring. Delstatens mange soldater, stærke militærengagement og hundredetusindvis af veteraner siger ikke HUA til Pauls isolationistiske udenrigspolitik.