Fabrikkerne ruster op i fagforeningernes højborg

Faglig kamp: USA har aldrig været et fort for fagforeninger, men United Auto Workers – UAW – opnåede i midten af sidste århundrede en særdeles stærk magtposition, særligt i delstaten Michigan.

Her kunne UAW næsten give bilfabrikanterne hjertestop, hvis de bare nævnte ordet strejke –så stærk var fagforeningen, der i 1979 havde 1,5 millioner medlemmer. Medlemmerne nød godt af tårnhøje lønninger, næsten garanteret jobsikkerhed, en gylden sundhedsforsikring og godt med sedler i pensionskassen.

Nu er der 430.000 tilbage i fagforeningerne, der ikke længere kæmper for flere goder til medlemmerne, men er i skyttegravene for at bevare dem, der er tilbage.

Ford, General Motors og Chrysler, USA’s tre største bilfabrikanter, har mistet op imod halvdelen af deres markedsandel med massefyringer til følge, og det har svækket den ellers så stærke fagforening.

Slunken kasse
Før i tiden var opbakning fra fagforeninger afgørende for, hvilken demokratisk kandidat der blev valgt. Nu er det ikke mange penge tilbage i den slunkne fagforeningskasse.

Tidligere medlem af UAW John Cherry stillede op til primærvalget for at afløse guvernør Jennifer Granholm i Michigan. Men efter at have været langt bagude i meningsmålingerne har han trukket sig. Grunden: Han kan ikke skaffe penge til at føre valgkamp for.

Prestige kan UAW heller ikke hjælpe politikerne med. Michigan er særdeles hårdt ramt af den økonomiske krise, og en del indbyggere placerer skylden hos ufleksible og dogmatiske fagforeninger, der har bebyrdet firmaer med tårnhøje udgifter til pension, løn og sundhed og dermed i sidste ende ført til virksomheders kollaps. I meningsmålingerne giver befolkningen halvdelen af skylden til bilfirmaernes direktion og den anden halvdel til fagforeningerne for bilindustriens krise.

Rustne fabrikker
UAW overvejer ifølge en kilde, som har udtalt sig til Washington Post, at lade være med at bakke kandidater op til midtvejsvalget i november. Fagforeningen er simpelthen bange for reelt at være et dødskys til en kandidat, fordi UAW er så upopulær.

UAW håbede på, at Barack Obama og det store demokratiske flertal i Senatet kunne give fagforeningerne et stød fremad med nye regler, der ville gøre det lettere for medarbejdere at organiserer sig. Men nye fagforeningslove er blevet begravet i sundhedsreform, Afghanistan og general Obama-krise.

I mellemtiden rykker de tilbageværende bilfabrikker til nye fabrikker i de amerikanske sydstater, hvor ”right-to-work” regler er i kraft. Det er love, der forbyder en fagforening og en virksomhedsledelse at lave eksklusivaftaler med hinanden. Fagforeningerne bliver svækket, virksomhederne mere konkurrencedygtige, og i sidste ende bliver der derfor flere jobs i Syden - Kritiske stemmer råber dog op om at jobsikkerhed i sydstaterne er lige så sjældent som en populær Wall Street-bank er det blandt menige amerikanere.

Det ændrer imidlertid ikke på faktum: I fagforeningernes amerikanske højborg ruster arbejdernes fabrikker op i uvirksomhed. Det var der næppe nogen, der havde gættet i de glade dage i 1970'erne.

Obamas tale set fra højre og venstre

State of the Union: Barack Obama holdt i går sin første "State of the Union" tale.

Den højreorienterede tv-station Fox har fået en seer til at kloge sig om sagerne:

På den modsatte fløj kommenterede den venstreorienterede tv-station MSNBC således:

Finanskrisen sparker delstaternes økonomier i sænk

Røde tal: At den amerikanske stat har et gigantunderskud, som kineserne – indtil videre – har valgt at finansiere er en kendt sag.

Knap så kendt er det, at delstaterne samlet lider under et underskud, der kan give den amerikanske økonomi endnu et slag, hvor det gør rigtig ondt.

Skatteindtægterne raslede ned i 2009, hvor arbejdsløshedskøen voksede, og skatteindtægterne derfor faldt proportionalt med, at fyresedlerne blev delt ud.

I alle de 44 stater, der indtil nu har rapporteret foreløbige tal fra 2009, er skatteindtægterne lavere end i 2008.

Oven i det skal delstaterne så finansiere arbejdsløsheds-understøttelse til de mange millioner, der over hele landet vandrer ned på det lokale jobcenter.

Skoler får kniven
Californien har, som tidligere beskrevet her, måtte skære dybt i budgetterne, og særligt delstatens herostratisk berømte og gode uddannelsessystem har måttet bære en stor del af nedskæringerne. Skoler og lærerforeninger har vanen tro raset, men uden at komme med løsninger på, hvor pengene så skal komme fra.

Mange af delstaterne – og særligt Californien og New York – har levet over evne i mange år, hvor de offentlige udgifter er steget væsentligt mere end inflationen. Underskud truede allerede før finanskrisen, og nu har krisen så spændt endegyldigt ben for politikere, der lovede laver skatter og høj offentlig service på samme tid.

Analytikere anslår, at det samlede underskud for delstaterne kan nå helt op på 350 milliarder dollars i 2010 og 2011.

Giftig cocktail
2010 bliver året, hvor guvernørerne skal skaffe i hvert fald en vis balance i regnskaberne. Det kan resultere i et særdeles hårdt slag til den amerikanske økonomi, som ellers viser spæde væksttegn.

Stigende skatter, nedskæringer i de offentlige udgifter eller endda begge dele på samme tid er en giftig cocktail for en økonomi faretruende nær recession – især fordi det bliver kombineret med, at mange af de tiltag, som Barack Obama og Demokraternes vækstpakke satte i gang, udløber senere på året.

Samtidig skal delstaterne ud og låne penge til at finansiere gælden. Det vil presse private ud af lånemarkedet, hvilket yderligere vil svække en mulig vækst.

Delstaternes gæld er kort sagt en tikkende bombe under en svækket amerikansk økonomi, og det kan meget vel være, at den føderale regering må bære endnu flere lån på sine gældstyngede skuldre for at holde delstaterne oven vande i 2010.

Her kan du læse en vurdering af organisationen ”American Schools and Universities’” om, hvordan et 2010 i nedskæringernes tegn vil ramme den amerikanske uddannelsessektor.

Læs her mere om den føderale gæld på bloggen Zieglers Hjørne.

Republikansk sejrherre får det svært i 2012

Udfordring: Republikanerne jubler stadig over at have erobret den ærkedemokratiske plads i Senatet, som Ted Kennedy kontrollerede sikkert fra 1962 til 2009.

Men for sejrherren Scott Brown ligger den helt store udfordring stadig foran ham.

Der er igen valg til senatet i Massachusetts i 2012, og staten er bestemt ikke blevet en sikker republikansk bastion på trods af den spektakulære sejr.

Blandt vælgere, der opfatter Brown som moderat eller venstreorienteret, fik han 79 procent af stemmerne og 18 procent imod sig.

Blandt vælgere, der opfatter ham som konservativ, fik han 32 procent af stemmerne mod 63 procent til andre kandidater.

Det betyder, at vælgerne ikke har noget ønske om en ærkekonservativ republikaner i Senatet, men vil have en moderat stemme.

Sejrherren Scott Brown fortæller efter sejren, at døtrene er ledige på markedet...


Men det vil ikke falde i god jord hos den republikanske gruppe i Senatet. Her kører man en hård, uforsonlig og klart højreorienteret kurs mod Demokraterne.

Stemmer han sammen med de andre republikanere, vil det være meget let for en stærkere demokratisk modkandidat end Martha Coakley at smide Brown ud af Senatet efter to år.

Stemmer han sammen med Demokraterne, kan Brown regne med at blive udfordret af en mere højreorienteret republikaner ved primærvalgene. I en sådan situation kan Brown meget vel tabe, da republikanere, der stemmer ved primærvalgene, ligger endog meget langt til højre for den amerikanske politiske midte. Det samme gør sig for øvrigt gældende for Demokraterne, bare med modsat fortegn.

Samtidig blev Brown hjulpet af, at Coakley førte en særdeles svag valgkamp, hvor hun blandt andet tog på ferie, mens Brown kørte næsten 250.000 kilometer i sin bil rundt i hele Massachusetts.

Finder Demokraterne en bedre egnet kandidat – og det burde ikke være svært i en stat med et så stærkt demokratisk parti – kan Brown, der i øjeblikket hyldes som en ny leder af Republikanerne og endda et muligt præsidentemne i 2012, hurtigt se sin politiske karriere lide skibbrud.

Her kan du finde flere analytikeres vurdering af, hvorfor Brown vandt i den ellers knaldblå stat Massachusetts.

Demokraterne i problemer i knaldblå stat

Udfordring: Barack Obama ringer til vælgerne i staten, tidligere præsidentkandidat John Kerry står ved den demokratiske kandidats side, og millionerne ruller ind i valgkampen.

Demokraterne er ved at gå i panik i Massachussets - en knaldblå stat, der har leveret en række af de mest kendte og mest venstreorienterede demokrater.

For nylig døde en af giganterne, Ted Kennedy.

Ved det valg, hvor hans afløser skal findes, var de politiske nørder overbeviste om, at Martha Coakley blev en sikker vinder. Men republikaneren Scott Brown har - med stor støtte fra de i øjeblikket særdeles aktive og vældigt højreorienterede såkaldte te-selskaber - vundet frem i uset grad og fører i øjeblikket svagt over Coakley.

Den nyeste meningsmåling viser, at Brown får 50 procent mod 46 procent til Coakley - dog med en usikkerhedsmargen på fire procent.

Berlingske Tidendes USA-korrespondent Poul Høi er overbevist om, at Coakley nok skal klare den. I sidste ende er det også det mest sandsynlige - vel at mærke hvis Demokraterne kan få skubbet deres kernevælgere ud af sofaen og ned i stemmeboksen til et af den slags enkeltstående valg, som det er notorisk svært at få vælgerne af huse til.

Spændingen bliver udlæst på tirsdag, når vælgerne i New England-staten får mulighed for at sætte krydset.

Læs også CBS News' pakke om sagen her.

Journalist får smæk

Hårdt arbejde: Aviserne i USA er presset på livet, tusindvis af journalister er blevet fyret og dem, der er tilbage, kæmper for at få nyhederne på gaden til en løn, der sjældent overstiger 200.000 kroner om året.

Nu får de tilbageværende journalister så også smæk af politikernes kampagnestab. Det viser denne video, hvor en af Martha Coakleys - kandidat til senatsvalget i Massachusetts - ansatte sætter en reporter på plads med noget hårdhændede metoder.

Midtvejsvalget bliver højdepunktet i 2010

Stemmeboks: Heldigvis er der aldrig langt mellem valgene i USA, og i år står Barack H. Obama foran folkets domstol efter to år ved magten. Der er valg til 33 af de 100 pladser i Senatet og alle 435 pladser i Repræsentanternes Hus.

Republikanerne vil gå frem. Men spørgsmålet er, om fremgangen bliver så betydelig, at Obama får en reel blodtud.

En fremgang på to-tre pladser i Senatet og fem-ti pladser i Repræsentanternes Hus for Republikanerne er der ikke mange, der vil løfte øjenbrynene over.

For det første sker så godt som altid det, at en nyvalgt præsidents parti går tilbage ved det efterfølgende midtvejsvalg.

For det andet blev mange republikanere hjemme i almindelig desillusionering over de dårlige udsigter og manglende begejstring for John McCain i 2008.

Nu er den hårde kerne blevet mobiliseret ved de såkaldte ”te-selskaber,” og de vil med garanti vælte ud og sætte kryds i november.

Endelig er en række venstreorienterede demokrater skuffede over Obama. Krigene i Irak og Afghanistan fortsætter, og Guantanamo er en hård nød at knække. De vælgere kan meget vel ende med at blive i sofaen og se Oprah på valgdagen.

Spørgsmålet er så, om tilbagegangen for Demokraterne bliver meget stor eller bare som forventet – men uanset hvad vil Demokraterne længes tilbage til den tid i 2009 og 2010, hvor de havde 60 pladser i Senatet og kunne skyde enhver filibuster ned.

Endelig kan en af verdens mest magtfulde mænd miste sit embede. Senatsformand Harry Reid er upopulær i hjemstaten Nevada, og Republikanerne sætter alt ind på at erobre hans plads og tage et prestigefyldt trofæ hjem i pokalskabet. Læs mere om det her.

Krigene
Demokraternes skæbne kommer til at hænge på to andre for USA og Obama afgørende udviklinger i 2010.

I Afghanistan sender Obama titusinder fleresoldater til landet. Bliver det en succes a la George W. Bushs ”surge” i Irak, eller fortsætter den stigende tabskurve i de støvede afghanske bjerge?

Endelig skal den sundhedsreform, som nu er vedtaget i både Repræsentanternes Hus og Senatet, udfærdiges til en endelig lov.

Politikere fra begge kamre mødes snart for at færdiggøre en samlet lov. Det bliver en udfordring, da hvert kammers lov indeholder vidt forskellige opskrifter på en sundhedsreform.

Sundhedsreformen er blevet en art ”vi må tage, hvad vi kan få” for Barack Obama, men uanset resultatet vil han kunne bryste sig af den første større sundhedsreform siden Lyndon B. Johnson i 1960erne. Det kan give et tiltrængt rygstød i stemmeboksene til november.

Endelig er der naturligvis alle de skandaler, økonomiske kriser og terrorangreb, der måske kan sende 2010 i en helt anden retning end ventet. Kedeligt bliver året ikke.

Obamas fede ferie

Afslapning: Ronald Reagan og George W. Bush holdt ferie på deres ranch i henholdsvis Californien og Texas. Fældning af træer, ridning, svømning og køreture ad støvede grusveje var ferieindholdet.

Barack Obama har netop afsluttet sin ferie på Hawaii, og her var familien og ikke mindst is-spisningen i centrum. Som et nyt celebert John og Jacqueline Kennedy-ægtepar sværmede fotografer om familien Obama.

Studér præsidentens isspisning her.

2009 blev Obamas år

Obamas år: 2009 i amerikansk politik startede med den altid historiske indsættelse af en ny præsident.

Denne gang var det dog mere historisk end sædvanligt. 144 år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig og frigivelsen af slaverne indtog en sort præsident Det Hvide Hus.

Først lykkedes det dog Højesteretspræsident John Roberts at klumre i indsættelseseden. Af frygt for højreorienterede konspirationsteorier og påstande om, at han aldrig rigtig blev indsat, tog præsident Barack Obama og John Roberts eden om i Det Hvide Hus et par dage senere.

Bemærk smilet om Obamas mund, da Roberts reciterer forkert. Som tidlige lærer i forfatningsret kan Obama sin ed, men bliver forvirret tilstrækkeligt til også at kludre rundt i ordene.

Næsten samtidig startede USA's 111. kongres sit arbejde. Også her var det historiske tider. Demokraterne kontrollerede igen begge kamre, og var snublende tæt på de 60 pladser i Senatet som umuliggør en filibuster.

28. april nåede Demokraterne reelt målet, da republikaneren Arlen Specter skiftede parti. Læs om afhopningen her.

Sidst på året lykkedes det - til almindelig overraskelse over hele verden til en særdeles overrasket hovedperson - Barack Obama at vinde Nobels Fredspris. Få uger efter offentliggør præsidenten, at han sender titusinder af soldater til Afghanistan. Kritikken hagler ned over uddelerne af prisen.

Republikanerne valgte den sorte Michael Steele som formand. Han ville gå efter hiphop-segmentet - som det kan ses her - men er indtil videre en gedigen fiasko og reelt er Republikanerne lederløse.

Situationen blev ikke bedre for partiet, da Mark Sanford - ærkekonservativ og anset som et godt bud på en præsidentkandidat i 2012 - pludselig forsvandt fra sit guvernørjob i South Carolina i flere uger.

Det viste sig til sidst, at han var blevet ramt af en argentisk Armors pil, og affæren endte hans politiske karriere. Læs om det her.

6. august fik USA sin første latino som højesteretsdommer. Sonia Sotomayor blev med stort flertal godkendt af Senatet.

Finanskrisen hærgede verden og USA. Californien - delstaten der sammen med New York symboliserer den amerikanske drøm - var nær ved at knække og dermed rive verdens ottendestørste økonomi med i faldet.

Efter to meget lange år fyldt med nederlag og konstant defensiv vandt Republikanerne valg i New Jersey og Virginia. Jublen var stor.

Juleaften vedtog Senatet en sundhedsreform, og Barack Obama var særdeles tilfreds - selvom den ikke løser de grundlæggende problemer.

Nu skal Repræsentanternes Hus og Senatet enes om den endelige reform.

For bloggens forfatter var højdepunktet i 2009 den første rejse til USA nogensinde i godt selskab med en også særdeles USA-interesseret ven. New York, Boston, Philadelphia og Washington D.C. blev nydt historisk, kulturelt, gastronomisk og musikalsk.