28.4.18

Trumps tidligere bodyguard får velbetalt job

Der er mange, som Trump er bange for åbner munden og begynder at tale med efterforsker Robert Mueller. Michael Cohen, Trumps advokat, Trumps søn Junior og svigersønnen Jared Kushner er højt på listen.

En anden er Keith Schiller, som i årtier var Trumps bodyguard og fra 2005 chef for Trumps korps af sikkerhedsfolk. Han har været ved siden af Trump ved alle store møder og beslutninger og kan meget vel vide, hvor mange af de grimme hemmeligheder gemmer sig.

I oktober 2017 forlod han Det Hvide Hus. Siden hyrede Republikanerne ham som konsulent for sikkerheden ved det republikanske konvent i 2020. Det afslørede CNN for nogen tid siden.

Hvorfor er det spændende? Det er det, fordi det er et nogenlunde velbetalt job til 15.000 dollars i måneden. Og så kan der næppe være meget at lave. Republikanerne aner endnu ikke, hvornår eller hvor konventet skal være, så der kan ikke være megen sikkerhed at vurdere. Og i øvrigt har partiet med ret stort held sørget for sikkerhed ved konventer siden 1860'erne. Onde tunger mener derfor, at partiet reelt køber Schillers tavshed i forhold til Trump mere end hans sikkerhedsydelser.


23.4.18

Amerikas nedtur i billeder

Meget er der blevet talt om den økonomiske nedtur i USA's rustbæltestater, som sendte Donald Trump ind over målstregen til Det Hvide Hus.

Men hvordan ser den nedtur egentlig ud? Det har fotograf Mark Power nogle smukke bud på i Financial Times.

16.4.18

Paul Ryan trækker sig


I onsdags meldte formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at han trækker sig. 

- You all know that I did not seek this job. I took it reluctantly. But I have given it all that I have and have no regrets having accepted this responsibility. This has been one of the two greatest honors of my life. But the truth is it’s easy to take over everything in your life, and you can’t just let that happen because there are other things in life that can be fleeting as well — namely your time as a husband and a dad, which is the other great honor of my life. And that’s why today I am announcing that this year will be my last one as a member of the House, sagde han ved en pressekonference.

Dermed er en glorværdig politisk karriere foreløbig forbi.

Ryan blev kendt i 2012, da Mitt Romney valgte ham som kandidat til posten som vicepræsident. Den højreorienterede Ryan skulle balancere Romneys mere midtsøgende linje og sikrer opbakning i de midtvestlige stater. Missionen mislykkedes: Præsident Barack Obama blev genvalgt.

I 2015 trak den midtersøgende formand, republikaneren John Boehner, sig. Ryan blev udpeget til posten. Tanken var, han kunne danne bro mellem den stærkt højreorienterede teparti-fløj og centrum-republikanerne. Ryan sagde ja, hvis han kunne få lov at være hos familien i weekenden.

Forpurrede præsidentambitioner 
Sidstnævnte lykkes heller ikke, og selvom posten nok er USA's næstmest magtfulde for en politiker, er Ryan træt. Han har fået sin store sejr, en skattereform. Men hvad venter forude? Et splittet  republikansk parti, der måske kommer i mindretal i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget. Ikke flere lovgivningsmæssige sejre venter lige om hjørnet, da slet ikke med en præsident Trump, der skifter holdning dagligt. Det gad Ryan ikke. Han vil hjem til familien.

Ryan har utvivlsomt haft præsidentambitioner. Han sagde nej til at stille op i 2016, regnede med en Clinton-sejr og ville så stille op i 2020. Den plan forpurrede Trumps valgsejr. Men drømmen er måske ikke forbi:

- I have more thoughts on the future of the GOP. I'll share those thoughts later, lød det under pressekonferencen.

Med Ryan er 25 nuværende republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus på vej til at trække sig. CNN har undersøgt, hvem de, der trækker sig, er. En gruppe er de, der er kritiske over for Trump. De er på vej ud af politik. En anden gruppe er Trump-støtter, som går efter endnu højere poster. Derfor: Republikanerne er ved at blive et parti, der følger Donald Trump i en personkult. Om det er en god strategi på sigt med en 71-årig leder vil vise sig. 

2.4.18

Costello gider ikke mere

Ryan Costello er en 41-årig republikaner, der af to omgange har repræsenteret delstaten Pennsylvania i Repræsentanternes hus. Han er populær og burde sagtens kunne få en lang karriere som politiker.

Men det vil han ikke.

Til mediet Slate fortæller han, at han er dødtræt af, hvordan Donald Trump og hans tweets ødelægger hans drøm om rent faktisk at lave politisk arbejde.

- I wish more of my days were spent at press conferences talking about health care policy rather than talking about Stormy Daniels or whatever Trump said or tweeted. It’s the latter stuff that just wears on you.

Costello forklarer dilemmaet: Du kan ikke gøre alle glade i det skarpt politisk adskilte USA. Demokraterne hader Trump og dermed alle republikanere. Enhver kritik af præsidenten ophidser derimod Trumps mange støtter blandt republikanerne.

Du kan ikke gå på en moderat balancebom, for den findes ikke. Og dermed forsvinder moderate som Costello, og Demokraterne og Republikanerne graver hver deres skyttegrav dybere og dybere. Det brede politiske samarbejde er end ikke at ane i horisonten.