I disse tider med jurister og sære juridiske standpunkter i rigsretssagen, er det værd at notere, hvor Trump mon har lært sin strategi og sin gadekamps-attituder fra.
En mand har været langt mere mentor for præsidenten end farmand Fred Trump - nemlig Roy Cohn.
Den skånselsløse advokat Cohn var først ansat under senator Joseph McCartney, da han jagtede kommunister i USA i 1950'erne.
Siden blev Cohn - der mildest talt havde et flamboyant og alternativt privatliv - en mand, man gik til, hvis man i 1970'ernes beskidte New York skulle have nogle beskidte tricks sat i gang.
Derfor er det måske naturligt nok, at Cohn og Trump mødtes i 1973. Derfra gik to beskidte karrierer hånd i hånd.
Læs et genialt portræt af Cohn i Vanity Fair her.
19.1.20
Halvleg i handelskrigen - og Kina trækker tiden
Præsident Donald J. Trump skal vinde. Indholdet i sejrene er for så vidt ligegyldigt.
Sådan beskriver mange eksperter Trumps ledelsesstil. Sådan kommer det til at være, når hele verdens opmærksomhed i næste uge retter sig mod USA's Senat og rigsretssagen, hvor alle forventer, at Trump bliver frikendt efter partilinjerne i Senatet - selvom substansen måske peger i en anden retning. Men sejren vil blive udbasuneret i alle tænkelige formater.
Men mens alle medier beskriver rigsretssagen fra oven, neden og siden, så lad os finde et andet, aktuelt eksempel på Trumps politiske strategi.
I onsdags indgik USA en handelaftale med Kina. Er det nu Trumps sejr over Riget i Midten efter årelang handelskrig? Det mener Trump.
Og ja, på overfladen kan han og kernevælgerne være glade. Kina forpligter sig til at købe amerikanske varer for yderligere 200 milliarder dollars over 2017-niveau, herunder 75 milliarder dollars i industrien og 40 milliarder dollar i landbruget - to sektorer hårdt ramt af handelskrigen og toldsatsterne. Trump lover til gengæld ikke at indføre nye, lovede toldsatser. De allerede indførte på i alt 370 milliarder dollars forbliver og giver Trump noget at forhandle med fremover.
Kina skal sættes på plads
Mange er enige i, at det giver fin politisk og handelsmæssig mening at vise kineserne døren. Landet valutamanipulerer og er sært nok stadig indskrevet som u-land i WTO's rangering med alle de fordele, der følger af det. Og den voldsomme statsstøtte til kinesiske industrivirksomheder og krav om overførsel af vestlig teknologisk know-how for markedsadgang forvrider konkurrencen og giver Kina klare, unfair fordele.
Men de svære emner er ikke del af den nye aftale.
Trump selv lover, der kommer en anden runde af forhandlinger, hvor de rigtig svære emne skal op.
Det lange, seje, kinesiske træk
Den anden runde er dog hverken fastlagt tidsmæssigt eller indholdsmæssigt. Mon ikke kineserne venter med den til efter præsidentvalget, hvor de håber på en anden leder på den anden side af forhandlingsbordet end Trump. At styrke Trump med en stor handelspolitisk sejr i oktober 2020 har kineserne næppe lyst til.
Som imperium med en flere årtusinder lang historie bag sig kan Kina sagtens vente et år. Landet er vant til det lange, seje træk og værdien af det.
Sådan beskriver mange eksperter Trumps ledelsesstil. Sådan kommer det til at være, når hele verdens opmærksomhed i næste uge retter sig mod USA's Senat og rigsretssagen, hvor alle forventer, at Trump bliver frikendt efter partilinjerne i Senatet - selvom substansen måske peger i en anden retning. Men sejren vil blive udbasuneret i alle tænkelige formater.
Men mens alle medier beskriver rigsretssagen fra oven, neden og siden, så lad os finde et andet, aktuelt eksempel på Trumps politiske strategi.
I onsdags indgik USA en handelaftale med Kina. Er det nu Trumps sejr over Riget i Midten efter årelang handelskrig? Det mener Trump.
Og ja, på overfladen kan han og kernevælgerne være glade. Kina forpligter sig til at købe amerikanske varer for yderligere 200 milliarder dollars over 2017-niveau, herunder 75 milliarder dollars i industrien og 40 milliarder dollar i landbruget - to sektorer hårdt ramt af handelskrigen og toldsatsterne. Trump lover til gengæld ikke at indføre nye, lovede toldsatser. De allerede indførte på i alt 370 milliarder dollars forbliver og giver Trump noget at forhandle med fremover.
Kina skal sættes på plads
Mange er enige i, at det giver fin politisk og handelsmæssig mening at vise kineserne døren. Landet valutamanipulerer og er sært nok stadig indskrevet som u-land i WTO's rangering med alle de fordele, der følger af det. Og den voldsomme statsstøtte til kinesiske industrivirksomheder og krav om overførsel af vestlig teknologisk know-how for markedsadgang forvrider konkurrencen og giver Kina klare, unfair fordele.
Men de svære emner er ikke del af den nye aftale.
Trump selv lover, der kommer en anden runde af forhandlinger, hvor de rigtig svære emne skal op.
I will be signing our very large and comprehensive Phase One Trade Deal with China on January 15. The ceremony will take place at the White House. High level representatives of China will be present. At a later date I will be going to Beijing where talks will begin on Phase Two!— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) December 31, 2019
Det lange, seje, kinesiske træk
Den anden runde er dog hverken fastlagt tidsmæssigt eller indholdsmæssigt. Mon ikke kineserne venter med den til efter præsidentvalget, hvor de håber på en anden leder på den anden side af forhandlingsbordet end Trump. At styrke Trump med en stor handelspolitisk sejr i oktober 2020 har kineserne næppe lyst til.
Som imperium med en flere årtusinder lang historie bag sig kan Kina sagtens vente et år. Landet er vant til det lange, seje træk og værdien af det.
13.1.20
Mediebobler og mediefejltrin skaber Trump-kulten
Da Dansk Folkeparti i 2015 voksede til hidtil uset størrelse, tog i særlig grad Politiken-journalister på rejse til den mørke jungle med eksotiske indbyggere, nogle af os kender som Jylland. Hvordan kunne jyder dog være så sære og intolerante? Det skulle storbyjournalisterne finde ud af i de måske tre dage, de brugte i Bramming og Vejen. Derefter var de tilbage i sikkerhed øst for Valby Bakke.
Efter det amerikanske præsidentvalg i 2016 var det så elitemedier som The New York Times og The Washington Post, der sendte journalister ind i det amerikanske hjerteland. Hvor god dækningen er, når journalister, der ikke forstår livet her, interviewer indbyggere, der afskyer journalisten og det sted han kommer fra, er nok en debat værdig. I hvert fald er det svært at få gode reportager fra Trumpland, der ikke bare gør grin med bonderøvene i de røde MAGA-hatte.
Fra accept over jubel til kult
John Ziegler, en tidligere konservativ radiovært og never-Trumper, gør dog et forsøg. Takket være hans baggrund har han lettere adgang til at tale med Trump-fans, der ikke fra første sekund afskyer ham. Det har affødt denne artikel, hvor han opdeler Trumps tilhængere i fire grupper:
Gruppe et er konservative, der egentlig ikke kan lide Trump. Men de ser ikke andre alternativer, fordi Demokraterne er så skøre. Nogle af dem bliver måske hjemme i 2020. Ellers er Joe Biden den eneste demokrat, de kunne så meget som overveje at stemme for.
Gruppe to er begejstrede følgere af Fox News. Økonomien går godt, og terrorister bliver slået ihjel. Trump gør det godt.
Gruppe tre ser ikke alene Fox News, men også One America News Network (der er Fox News x 10) og følger fansider af Trump på Facebook. Trump er ved at redde USA fra socialisterne, og muligvis spillede Jesus en rolle i, at Trump blev valgt.
Gruppe fire er den rene "Kult 45" efter USA's 45. præsident. Trump er ikke alene placeret som præsident af Gud. Han er muligvis Gud. Demokrater er forrædere mod USA.
Boble-medierne
I juleferien talte John Ziegler med flere familiemedlemmer, han placerer i gruppe 3. De er sådan set gode og fornuftige mennesker. Men på grund af deres medievalg har de aldrig hørt at Trump havde interesser i Rusland før 2016, og at flere af hans samarbejdspartnere er dømt for forbrydelser relateret hertil. De har ikke hørt, at Mueller-rapporten reelt skriver, præsidenten har forhindret opklaring af forbrydelser, men bare ikke anbefalede retsforfølgelse, så længe har var præsident. Kort og godt: De hører aldrig negative historier om præsidenten. Og hvis de hører dem, er det fra medier, de ikke stoler på, så her lytter de ikke længe.
Storbymediernes ansvar
Men ansvaret ligger nu ikke alene hos de nye højreorienterede boble-medier og uoplyste konservative vælgere, understreger Ziegler i en vigtig pointe. Mediernes jubel over Barack Obama i særdeleshed og venstreorienterede kandidater i almindelighed samt deres foragt for anden livsstil end elitelivsstilen i storbyer har været afgørende i at underminere de klassiske mediers troværdighed. Ziegler afslutter:
"And this unpleasant reality was brought into full focus when she asked me which outlets she should have confidence in to get her news and I didn’t have a good answer for her.
Trump’s total takeover of the GOP was made possible by a combination of the traditional media throwing away what was left of their credibility with conservatives by waiving their pom-poms for Barack Obama and the conservative media becoming a house organ for the president.
Now Trump has the base safely ensconced in a protective bubble that cannot be pierced, except on the rare occasion when an oddity like me is allowed into their midst."
Efter det amerikanske præsidentvalg i 2016 var det så elitemedier som The New York Times og The Washington Post, der sendte journalister ind i det amerikanske hjerteland. Hvor god dækningen er, når journalister, der ikke forstår livet her, interviewer indbyggere, der afskyer journalisten og det sted han kommer fra, er nok en debat værdig. I hvert fald er det svært at få gode reportager fra Trumpland, der ikke bare gør grin med bonderøvene i de røde MAGA-hatte.
Fra accept over jubel til kult
John Ziegler, en tidligere konservativ radiovært og never-Trumper, gør dog et forsøg. Takket være hans baggrund har han lettere adgang til at tale med Trump-fans, der ikke fra første sekund afskyer ham. Det har affødt denne artikel, hvor han opdeler Trumps tilhængere i fire grupper:
Gruppe et er konservative, der egentlig ikke kan lide Trump. Men de ser ikke andre alternativer, fordi Demokraterne er så skøre. Nogle af dem bliver måske hjemme i 2020. Ellers er Joe Biden den eneste demokrat, de kunne så meget som overveje at stemme for.
Gruppe to er begejstrede følgere af Fox News. Økonomien går godt, og terrorister bliver slået ihjel. Trump gør det godt.
Gruppe tre ser ikke alene Fox News, men også One America News Network (der er Fox News x 10) og følger fansider af Trump på Facebook. Trump er ved at redde USA fra socialisterne, og muligvis spillede Jesus en rolle i, at Trump blev valgt.
Gruppe fire er den rene "Kult 45" efter USA's 45. præsident. Trump er ikke alene placeret som præsident af Gud. Han er muligvis Gud. Demokrater er forrædere mod USA.
Boble-medierne
I juleferien talte John Ziegler med flere familiemedlemmer, han placerer i gruppe 3. De er sådan set gode og fornuftige mennesker. Men på grund af deres medievalg har de aldrig hørt at Trump havde interesser i Rusland før 2016, og at flere af hans samarbejdspartnere er dømt for forbrydelser relateret hertil. De har ikke hørt, at Mueller-rapporten reelt skriver, præsidenten har forhindret opklaring af forbrydelser, men bare ikke anbefalede retsforfølgelse, så længe har var præsident. Kort og godt: De hører aldrig negative historier om præsidenten. Og hvis de hører dem, er det fra medier, de ikke stoler på, så her lytter de ikke længe.
Storbymediernes ansvar
Men ansvaret ligger nu ikke alene hos de nye højreorienterede boble-medier og uoplyste konservative vælgere, understreger Ziegler i en vigtig pointe. Mediernes jubel over Barack Obama i særdeleshed og venstreorienterede kandidater i almindelighed samt deres foragt for anden livsstil end elitelivsstilen i storbyer har været afgørende i at underminere de klassiske mediers troværdighed. Ziegler afslutter:
"And this unpleasant reality was brought into full focus when she asked me which outlets she should have confidence in to get her news and I didn’t have a good answer for her.
Trump’s total takeover of the GOP was made possible by a combination of the traditional media throwing away what was left of their credibility with conservatives by waiving their pom-poms for Barack Obama and the conservative media becoming a house organ for the president.
Now Trump has the base safely ensconced in a protective bubble that cannot be pierced, except on the rare occasion when an oddity like me is allowed into their midst."
6.1.20
Castro giver op
Nej, der er hverken Fidel Castro (der heldigvis forlængst er død) eller Raul Castro (der lykkeligvis for Cuba gik på pension i 2018, der giver op.
Det er derimod Raul Castro - indtil i sidste uge præsidentkandidat for Demokraterne. Han har tidligere været borgmester i San Antonio og by- og udviklingsminister for Barack Obama.
Han trak sig med de pompøse og ret royale ord: "I’ve determined that it simply isn’t our time."
De kan næsten kun tolkes sådan, at det endnu ikke var latinoernes tid til at blive præsident i USA. Castro var den sidste latinokandidat hos Demokraterne ved dette primærvalg.
Castro er dermed i fuld identitetspolitik-mode: Vælgerne i almindelighed og latinoerne i særdeleshed bør støtte ham, fordi han er latino.
Hudfarve og køn betyder ikke alt
Men sådan spiller klaveret ikke, selvom mange tilhængere af identitetspolitik tror, hudfarve og køn betyder alt for vælgerne.
Selv i hans hjemstat Texas, der har 38 % latino-indbyggere, nåede Castro sjældent over tre procents tilslutning i meningsmålingerne.
Castro er ikke eneste eksempel på det. Sorte kandidater som Cory Booker og Kamala Harris har aldrig været over 5 % tilslutning i South Caroline, hvor delstatens registrerede demokrater er 60 % sorte.
Det store flertal af vælgere går - surprise surprise - mere op i kandidaternes politik, personlighed og chance for at vinde end deres hudfarve. Derfor fører særdeles hvide og mandlige Joe Biden i både South Carolina og Texas.
Men hvem ved - måske en dag. Castro afsluttede i hvert fald sin valgkamp i identitetspolitikkens tegn. "Ganaremos un día!," lød den sidste sætning fra ham som kandidat - en dag vinder vi!
Det er derimod Raul Castro - indtil i sidste uge præsidentkandidat for Demokraterne. Han har tidligere været borgmester i San Antonio og by- og udviklingsminister for Barack Obama.
Han trak sig med de pompøse og ret royale ord: "I’ve determined that it simply isn’t our time."
De kan næsten kun tolkes sådan, at det endnu ikke var latinoernes tid til at blive præsident i USA. Castro var den sidste latinokandidat hos Demokraterne ved dette primærvalg.
Castro er dermed i fuld identitetspolitik-mode: Vælgerne i almindelighed og latinoerne i særdeleshed bør støtte ham, fordi han er latino.
Hudfarve og køn betyder ikke alt
Men sådan spiller klaveret ikke, selvom mange tilhængere af identitetspolitik tror, hudfarve og køn betyder alt for vælgerne.
Selv i hans hjemstat Texas, der har 38 % latino-indbyggere, nåede Castro sjældent over tre procents tilslutning i meningsmålingerne.
Castro er ikke eneste eksempel på det. Sorte kandidater som Cory Booker og Kamala Harris har aldrig været over 5 % tilslutning i South Caroline, hvor delstatens registrerede demokrater er 60 % sorte.
Det store flertal af vælgere går - surprise surprise - mere op i kandidaternes politik, personlighed og chance for at vinde end deres hudfarve. Derfor fører særdeles hvide og mandlige Joe Biden i både South Carolina og Texas.
Men hvem ved - måske en dag. Castro afsluttede i hvert fald sin valgkamp i identitetspolitikkens tegn. "Ganaremos un día!," lød den sidste sætning fra ham som kandidat - en dag vinder vi!
Subscribe to:
Posts (Atom)
