Donald Trump blev præsident, og utallige Demokrater går med nedslåede øjne og vaklende moral, mens Republikanerne tager fuld kontrol over Kongressen og Det Hvide Hus.
Men demografien vil redde Demokraterne, mener flere. I 2032 vil mange se tilbage på 2016 som den hvide arbejderklasses sidste kamp. De vil ikke se 2016 som et paradigmeskifte.
Donald Trumps snævreste sejre var i Florida med 1,3 procentpoint og de tre rustbæltestater Pennsylvania med 1 procentpoint, Wisconsin med 0,9 og Michigan med 0,2.
I de tre stater gik Trumps støtte blandt den hvide arbejderklasse fra 62 til 69 procent.
Hillary Clinton fik støtte i staterne fra minoriteter på op mod 81 procent.
Frem mod 2032 viser befolkningsfremskrivninger, at den hvide arbejderklasses del af vælgerne i de nævnte stater falder med 8-9 procent. Minoritetsvælgerne stiger næsten tilsvarende, og der kommer også flere hvide universitetsuddannede.
Demografi er skæbne, siger de kloge.
For allerede om fire år vil vi kunne se de befolkningsændringer afspejle sig i valgresultater.
Lad os antage, Donald Trump ikke skuffer sine tilhængere og bevarer sit enorme forspring blandt hvide vælgere i 2020. Og Demokraterne formår ikke at øge forspringet blandt minoriteterne.
På landsplan vil Demokraternes andel af det samlede antal stemmer på grund af befolkningsudviklingen alligevel gå fra 2 procentpoints føring til 3-4 procentpoint. Og det vil være nok til at skubbe alle fire delstater over på Demokraternes side. Nu vinder Demokraterne 303-235 i valgmandskollegiet.
Samtidig vil Demokraterne bliver endnu mere konkurrencedygtige i Arizona, Georgia og North Carolina.
Trump og Co. vil altså skulle mobilisere endnu flere hvide vælgere for at vinde. En stor udfordring i betragtning af, hvor højt niveau de nåede i 2016. Kan de vride endnu mere ud af citronen?
Meget tyder på, at Trump og Republikanerne rider på en bølge af lånt, demografisk tid.
Et lille håb for partiet er dog, at latinoer og sorte i lidt højere grad end vanligt stemte på Republikanerne. Hvorfor? Det ved man ikke helt endnu. Men analyserne skal nok komme, og så skal Republikanerne se, om det er en strategi, partiet kan bygge videre på.
19.11.16
Trump vælger sine tre første mænd
Kommende præsident Donald Trump har udpeget sine tre første nye mænd i regeringen.
Og det er de gamle hvide mænd, der sætter sig i chefposterne.
Senator Jeff Sessions fra Alabama bliver justitsminister. Han var den første senator, der offentligt støttede Trump. Loyalitet bliver belønnet.
I sin tid nominerede Ronald Reagan Sessions til dommer. Men den dengang republikansk dominerede justitskomité i Kongressen afviste Sessions med begrundelsen, at han var for racistisk.
Det sker ikke denne gang. Og der bliver næppe ført mange borgerrettighedssager de kommende år.
General Michael Flynn bliver national sikkerhedsrådgiver. Flynn har været Trumps stærkeste støtte blandt militærfolket. Også her belønnes loyalitet. Flynn har gode forhold til Rusland og meget dårlige forhold til muslimske lande.
Det samme gælder for den kommende CIA-chef Michael Pompeo, som i dag er medlem af Repræsentanternes Hus for delstaten Kansas. Han bliver belønnet for at være bannerføren i Benghazi-sagen mod Hillary Clinton.
Apropos Hillary Clinton fik hun en million flere stemmer end Trump, men udnævnelserne er et klart signal om, at Trump ikke af den grund vælger en midtsøgende politik. Vi får et betydeligt politisk kursskifte 20. januar.
Det viser sig også i ambassadør-udnævnelserne. Angiveligt er den evangeliske tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee på vej til Israel som ambassadør. Hans første tiltag vil ifølge rygter være at flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Muslimerne vil rase. Den israelske højrefløj med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen vil juble.
Og det er de gamle hvide mænd, der sætter sig i chefposterne.
Senator Jeff Sessions fra Alabama bliver justitsminister. Han var den første senator, der offentligt støttede Trump. Loyalitet bliver belønnet.
I sin tid nominerede Ronald Reagan Sessions til dommer. Men den dengang republikansk dominerede justitskomité i Kongressen afviste Sessions med begrundelsen, at han var for racistisk.
Det sker ikke denne gang. Og der bliver næppe ført mange borgerrettighedssager de kommende år.
General Michael Flynn bliver national sikkerhedsrådgiver. Flynn har været Trumps stærkeste støtte blandt militærfolket. Også her belønnes loyalitet. Flynn har gode forhold til Rusland og meget dårlige forhold til muslimske lande.
Det samme gælder for den kommende CIA-chef Michael Pompeo, som i dag er medlem af Repræsentanternes Hus for delstaten Kansas. Han bliver belønnet for at være bannerføren i Benghazi-sagen mod Hillary Clinton.
Apropos Hillary Clinton fik hun en million flere stemmer end Trump, men udnævnelserne er et klart signal om, at Trump ikke af den grund vælger en midtsøgende politik. Vi får et betydeligt politisk kursskifte 20. januar.
Det viser sig også i ambassadør-udnævnelserne. Angiveligt er den evangeliske tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee på vej til Israel som ambassadør. Hans første tiltag vil ifølge rygter være at flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Muslimerne vil rase. Den israelske højrefløj med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen vil juble.
14.11.16
Trump fyrer Christie
You're fired, lød det i kommende præsident Donald Trumps tv-program The Apprentice.
Samme besked fik New Jersey-guvernør Chris Christie i fredags. Christie har ledet Donald Trumps såkaldte "transition team", som arbejder med at finde folk og fastlægge politikken fra den dag, Trump indtager Det Hvide Hus.
I stedet har vicepræsident Mike Pence fået posten, mens Christie er blevet en af flere vicedirektører i overtagelsesbiksen.
Grundene er flere. En reelt god grund er, at Christie er ved at blive fældet af en stor skandale i sin hjemstat.
En anden måske mindre god er Trumps svigersøn, Jared Kushner. Han afskyer Christie af den familiære årsag, at Christie smed Kushners far i fængsel, da Christie var statsadvokat.
Den slags infighting, personlige fjendskaber og skiftende alliancer har kendetegnet Trumps valgkamp hele vejen igennem. Og alt tyder på, den fortsætter med al dens medfølgende ustabilitet. Det skriver Politico.
Afløseren, vicepræsident Mike Pence, har al den erfaring som udøvende politisk magthaver, som Trump mangler. Pence har siddet 12 år i Repræsentanternes Hus og været guvernør i Indiana i tre år. Men dermed er han ikke ligefrem det opgør med etablissementet, som Trump lovede. Og Pence er klassisk konservativ republikaner, både økonomisk og ikke mindst socialt med massiv modstand mod abort og homoseksuelle ægteskaber.
Sidstnævnte har aldrig haft Trumps store interesse. Men mere magt til Pence giver antydninger af, at de mere klassiske republikanske mærkesager får mere at skulle have sagt. Og meget tyder på, at vi får samme slags team mellem vicepræsident og præsident, som vi havde mellem George W. Bush og Dick Cheney, hvor den uerfarne Bush lænede sig kraftigt op ad den erfarne Washington-insider Cheney.
Samme besked fik New Jersey-guvernør Chris Christie i fredags. Christie har ledet Donald Trumps såkaldte "transition team", som arbejder med at finde folk og fastlægge politikken fra den dag, Trump indtager Det Hvide Hus.
I stedet har vicepræsident Mike Pence fået posten, mens Christie er blevet en af flere vicedirektører i overtagelsesbiksen.
Grundene er flere. En reelt god grund er, at Christie er ved at blive fældet af en stor skandale i sin hjemstat.
En anden måske mindre god er Trumps svigersøn, Jared Kushner. Han afskyer Christie af den familiære årsag, at Christie smed Kushners far i fængsel, da Christie var statsadvokat.
Den slags infighting, personlige fjendskaber og skiftende alliancer har kendetegnet Trumps valgkamp hele vejen igennem. Og alt tyder på, den fortsætter med al dens medfølgende ustabilitet. Det skriver Politico.
Afløseren, vicepræsident Mike Pence, har al den erfaring som udøvende politisk magthaver, som Trump mangler. Pence har siddet 12 år i Repræsentanternes Hus og været guvernør i Indiana i tre år. Men dermed er han ikke ligefrem det opgør med etablissementet, som Trump lovede. Og Pence er klassisk konservativ republikaner, både økonomisk og ikke mindst socialt med massiv modstand mod abort og homoseksuelle ægteskaber.
Sidstnævnte har aldrig haft Trumps store interesse. Men mere magt til Pence giver antydninger af, at de mere klassiske republikanske mærkesager får mere at skulle have sagt. Og meget tyder på, at vi får samme slags team mellem vicepræsident og præsident, som vi havde mellem George W. Bush og Dick Cheney, hvor den uerfarne Bush lænede sig kraftigt op ad den erfarne Washington-insider Cheney.
12.11.16
Valgmandskollegiet har historisk fundament
Mange, især skuffede Hillary Clinton-tilhængere, er gået til angreb på valgmandskollegiet. Det er udemokratisk at vælge Donald Trump, når nu Hillary Clinton har fået flere stemmer på landsplan, lyder det.
Men her er det afgørende at huske den historiske baggrund for valgmandskollegiet.
Da 13 delstater løsrev sig fra Storbritannien i 1776, var det ikke sikkert på forhånd, at delstaterne ville slutte sig sammen i en samlet nation. Og gjorde de ikke det, frygtede flere et "europæisk Amerika" med småstater og småkrige, der kunne udvikle sig til storkrige. Eller også ville stærke europæiske stater generobre nogle af de små delstater en efter en.
Derfor gjaldt det om at skabe en samlet føderal stat. Men hvordan? Delstaterne var stærke, og efter at have løsrevet sig fra London ønskede de ikke en ny stærk centralmagt. Og 8 ud af 13 delstater skulle ratificere den nye forfatning, før USA var en kendsgerning.
Løsningen blev meget stærke delstater, en i hvert fald dengang svag føderal stat og så ikke mindst valgmandskollegiet ved valgene, hvor hver delstat som minimum er sikret tre valgmandsstemmer: Nemlig delstatens to senatorer og så i vid udstrækning det samme antal valgmandsstemmer, som delstaten har medlemmer af Repræsentanternes Hus.
På den måde lykkedes det at få små stater som Rhode Island og Georgia til at ratificere forfatningen. De følte sig nu sikre på, at store stater som New York eller Virginia ikke kunne dominere dem.
Præsident for hele landet
I dag betyder valgmandskollegiet, at Wyoming har tre valgmandsstemmer, mens Californien har 55. Wyoming har 600.000 indbyggere, mens Californien har 39 millioner. Californien har klart flere valgmandsstemmer og dermed mere magt, men Wyoming er tilgodeset. Her skal der kun 200.000 stemmer til per valgmandsstemme. Californien kræver reelt 700.000.
Er det fair? Nej, ikke som udgangspunkt. Men det sikrer, at præsidentkandidaterne må tage hensyn til langt flere stater og dermed synspunkter i stedet for blot at føre valgkamp i befolkningstunge New York, Los Angeles, Chicago og Atlanta.
I øvrigt har Europa også denne hensyntagen til små stater. I Europa-Parlamentet er store lande som Tyskland og Frankrig reelt underrepræsenteret, mens eksempelvis Danmark og Malta har flere parlamentsmedlemmer, end befolkningsstørrelsen berettiger. Også her vil tyskerne kunne påstå, de ikke får den magt, de fortjener. Men ligesom North Dakota eller Vermont ville Danmark have svært ved at acceptere at blive marginaliseret af de store EU-lande i Europa-Parlamentet.
Skaberne af USA's forfatning og valgmandskollegiet frygtede også, at populister kunne vildlede folket, blive valgt og så etablere et diktatur. Valgmændene skulle dæmme op for det og om muligt stemme imod en kandidat. Den tanke blev dog født i tiden før politiske partier, og den funktion udfører valgmandskollegiet ikke mere i dagens stærkt polariserede partisystem, selvom nogle sikkert ville ønske det.
Meget svært at ændre
Er det muligt at afskaffe valgmandskollegiet? Ja, det er det - men det kræver en forfatningsændring, som 37 delstater skal bakke op om. Det er særdeles usandsynligt. Ligesom Rhode Island i 1776 ikke ville domineres af New York, vil Maine i dag næppe stemme for at blive domineret af Texas.
En række delstater har dog stemt for National Popular Vote Bill. Staterne forpligter sig til at give deres valgmandsstemmer til den kandidat, der vinder flest stemmer på landsplan. I dag repræsenterer de delstater 165 valgmandsstemmer. Kommer flere delstater til, så tallet når de magiske 270, har vi reelt et nyt valgssystem. Den udvikling er mere sandsynlig end en forfatningsændring, men den er stadig næsten uopnåelig. Den kræver, at en række republikanske stater går sammen med demokratiske og vice versa. Og da kun den ene gruppe stater som regel er utilfredse med et valgresultat, mens den anden gruppe er jublende, er det meget svært at nå de 270.
Derfor beholder USA valgmandssystemet. Og det er der gode historiske grunde til.
Men her er det afgørende at huske den historiske baggrund for valgmandskollegiet.
Da 13 delstater løsrev sig fra Storbritannien i 1776, var det ikke sikkert på forhånd, at delstaterne ville slutte sig sammen i en samlet nation. Og gjorde de ikke det, frygtede flere et "europæisk Amerika" med småstater og småkrige, der kunne udvikle sig til storkrige. Eller også ville stærke europæiske stater generobre nogle af de små delstater en efter en.
Derfor gjaldt det om at skabe en samlet føderal stat. Men hvordan? Delstaterne var stærke, og efter at have løsrevet sig fra London ønskede de ikke en ny stærk centralmagt. Og 8 ud af 13 delstater skulle ratificere den nye forfatning, før USA var en kendsgerning.
Løsningen blev meget stærke delstater, en i hvert fald dengang svag føderal stat og så ikke mindst valgmandskollegiet ved valgene, hvor hver delstat som minimum er sikret tre valgmandsstemmer: Nemlig delstatens to senatorer og så i vid udstrækning det samme antal valgmandsstemmer, som delstaten har medlemmer af Repræsentanternes Hus.
På den måde lykkedes det at få små stater som Rhode Island og Georgia til at ratificere forfatningen. De følte sig nu sikre på, at store stater som New York eller Virginia ikke kunne dominere dem.
Præsident for hele landet
I dag betyder valgmandskollegiet, at Wyoming har tre valgmandsstemmer, mens Californien har 55. Wyoming har 600.000 indbyggere, mens Californien har 39 millioner. Californien har klart flere valgmandsstemmer og dermed mere magt, men Wyoming er tilgodeset. Her skal der kun 200.000 stemmer til per valgmandsstemme. Californien kræver reelt 700.000.
Er det fair? Nej, ikke som udgangspunkt. Men det sikrer, at præsidentkandidaterne må tage hensyn til langt flere stater og dermed synspunkter i stedet for blot at føre valgkamp i befolkningstunge New York, Los Angeles, Chicago og Atlanta.
I øvrigt har Europa også denne hensyntagen til små stater. I Europa-Parlamentet er store lande som Tyskland og Frankrig reelt underrepræsenteret, mens eksempelvis Danmark og Malta har flere parlamentsmedlemmer, end befolkningsstørrelsen berettiger. Også her vil tyskerne kunne påstå, de ikke får den magt, de fortjener. Men ligesom North Dakota eller Vermont ville Danmark have svært ved at acceptere at blive marginaliseret af de store EU-lande i Europa-Parlamentet.
Skaberne af USA's forfatning og valgmandskollegiet frygtede også, at populister kunne vildlede folket, blive valgt og så etablere et diktatur. Valgmændene skulle dæmme op for det og om muligt stemme imod en kandidat. Den tanke blev dog født i tiden før politiske partier, og den funktion udfører valgmandskollegiet ikke mere i dagens stærkt polariserede partisystem, selvom nogle sikkert ville ønske det.
Meget svært at ændre
Er det muligt at afskaffe valgmandskollegiet? Ja, det er det - men det kræver en forfatningsændring, som 37 delstater skal bakke op om. Det er særdeles usandsynligt. Ligesom Rhode Island i 1776 ikke ville domineres af New York, vil Maine i dag næppe stemme for at blive domineret af Texas.
En række delstater har dog stemt for National Popular Vote Bill. Staterne forpligter sig til at give deres valgmandsstemmer til den kandidat, der vinder flest stemmer på landsplan. I dag repræsenterer de delstater 165 valgmandsstemmer. Kommer flere delstater til, så tallet når de magiske 270, har vi reelt et nyt valgssystem. Den udvikling er mere sandsynlig end en forfatningsændring, men den er stadig næsten uopnåelig. Den kræver, at en række republikanske stater går sammen med demokratiske og vice versa. Og da kun den ene gruppe stater som regel er utilfredse med et valgresultat, mens den anden gruppe er jublende, er det meget svært at nå de 270.
Derfor beholder USA valgmandssystemet. Og det er der gode historiske grunde til.
9.11.16
Donald Trump vandt valget
På valgnatten i går sneg jeg mig til valgfest hos Socialdemokraterne på Vega i København.
Stemningen var høj - det var Hillary-land blandt de 600-700 fremmødte.
Klokken 6 sad et par hundrede tilbage, tavse og rystende på hovedet, da delstaten Pennsylvania skiftede til Trump-land. Pennsylvania har ikke stemt republikansk siden George H. W. Bush i 1988.
Alle var klar over det: Donald J. Trump var USA's næste præsident.
Og han har grundigt ydmyget alle meningsmålingsinstitutter og mediers forudsigelser - for så vidt også denne lille blog, da jeg i går selvsikkert proklamerede en sikker Clinton-sejr.
Trump talte meget om sin strategi for at vinde de hvide vælgere i rustbæltet. Han besøgte Michigan og Wisconsin ofte de sidste par uger af valgkampen. Hillary Clinton følte presset og svarede igen et par gange i Michigan, men besøgte aldrig Wisconsin. Staterne var en del af Clinton "blå mur", og de nu afklædte analyseinstitutter erklærede, at hendes føring var mellem fem og ti procentpoint i delstaterne.
Fintællingen er endnu ikke helt forbi, men Trump vandt Wisconsin med 47,9 procent af stemmerne mod 46,9 til Clinton. I Michigan lød resultatet 47,6 mod 47,3. Sammenlagt er det kun lidt over 40.000 stemmer, der skiller de to kandidater i de to delstater. Av, hvor må det være bittert for Clinton.
Klart nederlag
Men hendes nederlag i valgmandsstemmer er klart, selvom et par stater stadig tæller. Hillary Clinton får 228 mod 306 til Trump - med det forbehold, at den lille delstat New Hampshire stadig svinger frem og tilbage. Der skal 270 til en sejr. Og Trump tog flotte sejre i svingstater som Florida, Ohio, Pennsylvania, North Carolina og New Hampshire. Kun Nevada, Colorado og Virginia sikrede Clinton sig.
Til gengæld er optællingen stadig i gang i den folkerige delstat Californien. Her vinder Clinton stort, og lige nu tyder meget på, at Clinton derfor får flest stemmer på landsplan trods nederlaget i valgmandskollegiet. Det er sket en håndfuld gange før, senest i 2000 med Al Gore mod George W. Bush.
Hvorfor?
Nu begynder de kloge at dissekere resultaterne og dele domme ud. Nogle mener, at Clinton var den helt forkerte kandidat i et anti-establishment-år. Demokraterne burde have nomineret Joe Biden eller Bernie Sanders.
Mange peger på, at Hillary Clinton manglede FORTÆLLINGEN. Hvorfor ville hun være præsident, og hvad ville hun gøre for landet andet end at skrue på lidt møtrikker?
Og så er der ros til Trump. Han fik flere latinostemmer end Mitt Romney gjorde i 2012, og han fik et flertal af hvide kvinders stemmer. Hvordan han gjorde det med hans udtalelser i baghovedet om begge grupper? Det får vi nok svar på de kommende uger.
Total republikansk dominans
Helt afgørende er det, at Republikanerne bevarer flertallet i begge Kongressens kamre. Og ved midtvejsvalget i 2018 er kortet rigtig skidt for Demokraterne, der har mange udsatte senatorer på valg. Resultatet er, at det konservative USA ledt af Donald Trump samler al magt hos sig de kommende fire år. Kombineret med i hvert fald én og sandsynligvis flere udnævnelser til Højesteret får Trump og Republikanerne sat massive fingeraftryk på USA årtier frem. Checks & balances er der ikke meget af.
I øvrigt har Hillary Clinton i skrivende stund endnu ikke holdt en nederlagstale. Det er meget usædvanligt. Grunden er ukendt.
8.11.16
Hillary Clinton vinder valget
Valgdagen er over os! Uha, hvor bliver det spændende. Selv planlægger jeg naturligvis en all-nighter.
Og dermed er det også blevet tid til at forudsige valget. Jeg kaster mig endda ud i forudsigelser om samtlige stater, så der er rig mulighed for at mobbe mig onsdag morgen.
Så...tada...Hillary Clinton vinder valget, og USA's stater fordeler sig således:
Der skal 270 valgmænd til en sejr, og med 304 er Clinton vinderen i min spåkugle.
Spændende stater
Iowa og Ohio er stater, Barack Obama vandt i 2012. Dem vinder Donald Trump i år. Staterne er fyldt med hvide vælgere, der har levet af industri, som er ved at forsvinde. Det er lige præcis hans kernevælgere, og der er nok af dem til, at staterne falder i hans kurv. Demokraterne vil komme til at savne Ohios 18 valgmandsstemmer.
North Carolina, New Hampshire og Nevada er de stater, jeg er mest i tvivl om. I North Carolina har Republikanerne med succes vedtaget love, der gør det sværere for sorte at stemme. Jeg tror, det er nok til at sikre Trump sejren. I New Hampshire rykker Trump hurtigt fremad i meningsmålingerne. Han sikrer sig staten med et minimalt flertal. Derimod vil Clinton få en lidt større sejr i Nevada. Her tyder de allerede afgivne stemmer på, at Trump ikke kan indhente hende.
Florida er kongen af svingstaterne. Clinton har de seneste uger haft et lille forspring. Meningsmålingerne er så entydige, at Clinton vinder her med et eller to procentpoint. Og selv hvis hun taber både Florida, Ohio og North Carolina, er hun stadig over de 270 valgmænd. Uha, det ser svært ud for Trump.
Trump taber stort i staterne Pennsylvania, Michigan og Minnesota. Her pralede Trump i flere måneder med, at han ville vinde - særligt i Pennsylvania, der har mange hvide vælgere. Men Clinton fører konsekvent staten med høje et-cifrede procentpoint.
Virginia har rykket sig markant de seneste år fra sikker republikansk bastion over svingstat til efterhånden sikker demokratisk fæstning. Onde tunger vil vide, det skyldes mange regeringsansatte fra forbundshovedstaden, der vælger at bo i det nordlige Virginia. Uanset hvad er Clinton og Demokraterne lykkelige for delstatens 13 valgmandsstemmer.
Da det gik allerbedst, troede Clinton hun kunne slå Trump i stater som Arizona og Georgia. Det kommer ikke til at ske. De to trofaste republikanske stater forbliver hos Trump.
Summa summarum: Clinton bliver præsident, og vi kan endelig lægge det mest beskidte og ubehagelige præsidentvalg i mange år bag os. Det har ikke ligefrem været et kvalitetsstempel for vestligt demokrati.
Kongressen
Der er en række andre spændende valg i dag: Guvernørposter skal fordeles, og delstatsparlamenter sammensættes. Afgørende er i høj grad valget til Kongressen: Republikanerne vil holde fast i flertallet i Repræsentanternes Hus, men Demokraterne har gode chancer for at få flertal i Senatet. Lykkes sidstnævnte, kan Clinton rent faktisk ende med at få vedtaget love og indsat sine kandidater til både regeringsposter og ikke mindst domstole. I hvert fald en plads i Højesteret er ledig, og der kommer sandsynligvis snart flere til blandt de aldrende dommere.
Og spørgsmålet er også, hvordan vinderen og taberen reagerer. Vil Trump accepterer et nederlag, eller går han til domstolene? Og hvad med tilhængerne - går de på gaden i oprør? Mange uafklarede spørgsmål venter.
God valgdag og valgnat til alle, der ejer fascinationen af USA og dets valg.
Og dermed er det også blevet tid til at forudsige valget. Jeg kaster mig endda ud i forudsigelser om samtlige stater, så der er rig mulighed for at mobbe mig onsdag morgen.
Så...tada...Hillary Clinton vinder valget, og USA's stater fordeler sig således:
Click the map to create your own at Der skal 270 valgmænd til en sejr, og med 304 er Clinton vinderen i min spåkugle.
Spændende stater
Iowa og Ohio er stater, Barack Obama vandt i 2012. Dem vinder Donald Trump i år. Staterne er fyldt med hvide vælgere, der har levet af industri, som er ved at forsvinde. Det er lige præcis hans kernevælgere, og der er nok af dem til, at staterne falder i hans kurv. Demokraterne vil komme til at savne Ohios 18 valgmandsstemmer.
North Carolina, New Hampshire og Nevada er de stater, jeg er mest i tvivl om. I North Carolina har Republikanerne med succes vedtaget love, der gør det sværere for sorte at stemme. Jeg tror, det er nok til at sikre Trump sejren. I New Hampshire rykker Trump hurtigt fremad i meningsmålingerne. Han sikrer sig staten med et minimalt flertal. Derimod vil Clinton få en lidt større sejr i Nevada. Her tyder de allerede afgivne stemmer på, at Trump ikke kan indhente hende.
Florida er kongen af svingstaterne. Clinton har de seneste uger haft et lille forspring. Meningsmålingerne er så entydige, at Clinton vinder her med et eller to procentpoint. Og selv hvis hun taber både Florida, Ohio og North Carolina, er hun stadig over de 270 valgmænd. Uha, det ser svært ud for Trump.
Trump taber stort i staterne Pennsylvania, Michigan og Minnesota. Her pralede Trump i flere måneder med, at han ville vinde - særligt i Pennsylvania, der har mange hvide vælgere. Men Clinton fører konsekvent staten med høje et-cifrede procentpoint.
Virginia har rykket sig markant de seneste år fra sikker republikansk bastion over svingstat til efterhånden sikker demokratisk fæstning. Onde tunger vil vide, det skyldes mange regeringsansatte fra forbundshovedstaden, der vælger at bo i det nordlige Virginia. Uanset hvad er Clinton og Demokraterne lykkelige for delstatens 13 valgmandsstemmer.
Da det gik allerbedst, troede Clinton hun kunne slå Trump i stater som Arizona og Georgia. Det kommer ikke til at ske. De to trofaste republikanske stater forbliver hos Trump.
Summa summarum: Clinton bliver præsident, og vi kan endelig lægge det mest beskidte og ubehagelige præsidentvalg i mange år bag os. Det har ikke ligefrem været et kvalitetsstempel for vestligt demokrati.
Kongressen
Der er en række andre spændende valg i dag: Guvernørposter skal fordeles, og delstatsparlamenter sammensættes. Afgørende er i høj grad valget til Kongressen: Republikanerne vil holde fast i flertallet i Repræsentanternes Hus, men Demokraterne har gode chancer for at få flertal i Senatet. Lykkes sidstnævnte, kan Clinton rent faktisk ende med at få vedtaget love og indsat sine kandidater til både regeringsposter og ikke mindst domstole. I hvert fald en plads i Højesteret er ledig, og der kommer sandsynligvis snart flere til blandt de aldrende dommere.
Og spørgsmålet er også, hvordan vinderen og taberen reagerer. Vil Trump accepterer et nederlag, eller går han til domstolene? Og hvad med tilhængerne - går de på gaden i oprør? Mange uafklarede spørgsmål venter.
God valgdag og valgnat til alle, der ejer fascinationen af USA og dets valg.
1.11.16
Kom indenfor i Donald Trumps valgkamp
Hvordan Hillary Clintons disciplinerede valgstab fører valgkamp, har jeg før linket til på bloggen.
Men hvordan ser det ud i Trump-land? Det har to medier dykket ned i i fine baggrundsartikler.
Der har været flere historier om, at Donald Trump ikke interesserer sig for big data. Det afviser kampagnen selv ved at give mediet Bloomberg adgang til Trumps datacentral og manden bag. Historien fortæller også, at Trumps mål måske er at skabe en tv-netværk på den anden side af valget. Tjek historien ud her.
New York Magazine har en klassisk artikel om hovedpersonerne i Trumps valgkamp og den umulige kamp for at styre kandidaten Trump. Den historie finder du her.
Begge artikler er skrevet, før den opdaterede udgave af Clintons email-skandale begyndte at rulle. Det må formodes, at humøret i Trump-lejren dags dato er langt mere festligt. Angiveligt er der en bunke meningsmålinger på vej, der viser dødt løb eller endog smal Trump-føring!
Men hvordan ser det ud i Trump-land? Det har to medier dykket ned i i fine baggrundsartikler.
Der har været flere historier om, at Donald Trump ikke interesserer sig for big data. Det afviser kampagnen selv ved at give mediet Bloomberg adgang til Trumps datacentral og manden bag. Historien fortæller også, at Trumps mål måske er at skabe en tv-netværk på den anden side af valget. Tjek historien ud her.
New York Magazine har en klassisk artikel om hovedpersonerne i Trumps valgkamp og den umulige kamp for at styre kandidaten Trump. Den historie finder du her.
Begge artikler er skrevet, før den opdaterede udgave af Clintons email-skandale begyndte at rulle. Det må formodes, at humøret i Trump-lejren dags dato er langt mere festligt. Angiveligt er der en bunke meningsmålinger på vej, der viser dødt løb eller endog smal Trump-føring!
Subscribe to:
Posts (Atom)
