27.11.11

Favoritten har den mindste valgstab

PRIMÆRVALG 2012: Newt Gingrich fører i de republikanske meningsmålinger, og det har stort set overrasket ham selv lige så meget, som det har overrasket alle andre.

I de første ni måneder af 2011 havde Gingrich kun opbakning fra få procent af vælgerne. Det afspejlede sig i antallet af indsamlede dollarsedler, som det ikke har taget alt for lang tid at tælle. Gingrich fik hevet 2,8 millioner dollars ind i perioden. Til sammenligning fik Mitt Romney, der konsekvent har været blandt favoritterne, over 32 millioner dollars ind i den samme periode.

Nu fører Gingrich, men pengestrømmen er først nu ved at tage fart. Den noget hult klingende pengekasser betyder, at valgstaben langt fra er på plads.

Politiske kendere mener, at en landsdækkende primærvalgkamp på nuværende tidspunkt bør have mindst 120 ansatte i staben. Gingrich har 30.

Det betyder, at han ofte kører rundt til valgsteder med valgkampslederen, en pressesekretær og en assistent som eneste medpassagerer, mens kandidater som Rick Perry og Mitt Romney kommer med busfulde af medarbejdere.

Gingrich siger, at han i oktober fik hevet tre millioner dollars hjem og dermed mere end i de foregående ni måneder tilsammen.

De penge kan hurtigt få ben at gå på, når han skal indhente de andre kandidaters større valgkamps-setup. Blandt andet har Gingrich ikke en eneste betalt medarbejder i den vigtige delstat Iowa, hvor den første afgørelse i det republikanske primærvalg falder 3. januar. Her vil det vise sig, om Gingrich kan klare sig i slutspurten med entusiastiske tilhængere og græsrødder frem for en valgkamp ledet og udført af professionelle, betalte medarbejdere.

21.11.11

Gingrich - den ukonventionelle favorit

PRIMÆRVALG 2012: Newt Gingrich stormer overraskende frem i det republikanske primærvalg, og der er tale om en særdeles utraditionel favorit.

Det har The Weekly Standard lavet en fascinerende fortælling om. Her følger læseren Gingrich rundt på en kampagnedag i Iowa. Han bruger en kandidats kostbare tid på at tale med unge, der ikke kan stemme, og hans jokes er særdeles kringlede, intellektuelle og absolut ikke egnede til late night-talkshows. Alligevel fører han nu i Iowa.

Artiklen kan læses her.

Iowa er staten med det første republikanske primærvalg, som finder sted 3. januar 2012.

16.11.11

Gingrich vinder frem

PRIMÆRVALG 2012: Newt Gingrich er færdig, proklamerede bloggeren i juni i dette indlæg efter en særdeles uheldig start på præsidentvalgkampen for den erfarne politiker.

Heldigvis satte jeg i modsætning til Henrik Qvortrup og Liberal Alliance ikke spisningen af en hat på højkant, da den bombastiske rubrik blev skrevet.

Således er Newt Gingrich nemlig godt på vej tilbage i valgkampen. CNN's seneste meningsmåling viser 24 procent til Mitt Romney, 22 procent til Newt Gingrich og kun 14 procent til Herman Cain, der efter en række sexskandaler er ved at kollapse.

Dermed er Cain den tredje højrefløjskandidat, der imploderer på lige så få måneder. Først røg Michelle Bachmann ned i sølet med få procents opbakning, og så var det Texas-guvernør Rick Perrys tur til at styrte ned i meningsmålingerne efter en mildest talt uheldig optræden i debatterne, hvor Perry ikke kunne huske, hvilke ministerier han ville nedlægge.

Det efterlader plads til Gingrich, som nu nærmer sig den evige frontløber Romney, der endnu ikke har formået at vække nævneværdig begejstring blandt de republikanske græsrødder.

Gingrich har den fordel, at han har været aktiv i politik meget længere end Bachmann, Perry og Cain. Derfor kender amerikanerne Gingrichs beskidte vasketøj med affærer og andre saftige sager. Der venter næppe nogen overraskelser, og det er svært at opnå samme punch på anklagerne om utroskab, når alle kender til dem.

Gingrich har dog endnu ikke formået at stable en effektiv valgmaskine på benene i de tidligere valgstater. Det skyldes, at han gennem flere måneder har haft svært ved at samle penge ind, fordi han var så langt bagud. Ændrer det sig, skal Romney se, om han kan slå en fjerde af højrefløjens kandidater og sikre sig Republikanernes noget uentusiastiske opbakning til at kæmpe mod præsident Barack Obama.

9.11.11

Sexanklager skader ikke Cain

PRIMÆRVALG 2012: Umiddelbart ser Herman Cain, en af de overraskende favoritter i det republikanske primærvalg, ikke ud til at blive skadet af flere kvinders anklager om sexchikane.

Det tyder denne artikel på. Her bliver flere republikanske aktivister interviewet, og langt de fleste af dem er klar til at lade tvivlen kommer Cain til gode.

Herman Cain og hans stab er utvivlsomt lykkelige over den slags udtalelser. Det er altafgørende at bevare opbakningen fra aktivisterne i månederne op til de første primærvalg, hvis ikke kampen om præsidentposten skal fise ud, før den overhovedet kom rigtigt i gang.

Men som det også kan læses ud af citaterne, forlanger flere en snarlig afklaring fra Cain om anklagerne. Kommer der ikke en stærk og fornuftig forklaring, vil støtten erodere. Derfor bliver de kommende uger særdeles afgørende for den tidligere pizzakonges valgkamp.

7.11.11

Igen flere arbejdspladser i USA

ARBEJDSLØSHED: Amerikanske økonomer og politikere var positivt overraskede, da jobtallene for oktober blev offentliggjort i fredags.

88.000 nye stillinger blev der skabt, og det betyder, at arbejdsløsheden er på ni procent. Der er en langt bedre jobskabelse end i sommermånederne, hvor der blev oprettet 20.000 jobs hver måned.

Der er dog stadig lang vej mod de glade dage før finanskrisen, hvor arbejdsløsheden ramte det laveste niveau med 4,6 procent uden en månedlig løncheck.

Jobskabelsen holder lige trit med de mange nyuddannede og andre, der kommer ind på arbejdsmarkedet i løbet af en given måned. Imidlertid er der ikke meget tilovers til at få de 14 millioner arbejdsløse tilbage i job.

Følger man en ren lineær udvikling, skal USA helt frem til 2023, før arbejdsløsheden igen er 4,6 procent. Den nedslående statistik holder også, selvom mange babyboomere går på pension de kommende ti år.

Det er den private sektor, der trækker læsset. Her er der skabt 1,34 millioner nye arbejdspladser i 2011. Den offentlige sektor spænder derimod livremmen ind. Her er der sket et fald på 267.000 arbejdspladser, når dybt forgældede delstater og den føderale regering forsøger at få de tårnhøje underskud ned.

Det største fald i antal arbejdspladser er da også sket i en enkelt, stor offentlig virksomhed: U.S. Postal Service, USA's svar på Post Danmark. U.S. Postal Service får et underskud på op imod ti milliarder dollars i regnskabsåret 2009/2010, og selskabet overvejer at fyre yderligere 120.000 ansatte.

Læs mere om den kriseramte postgigant her og her.