25.5.17

Dagen før valg: Politiker smadrer reporters briller

Jeg bærer selv briller og passer særdeles godt på dem. Derfor gør det ond i en brilleelskende mands hoved, når han hører, at briller bliver smadret af aggressive typer. Og det er netop, hvad der er sket i Montana dagen før en lokal valgdag.

Montana er en bomstærk republikansk bastion. Donald Trump vandt staten med 20 procentpoint.

Siden udpegede Trump delstatens eneste medlem af Repræsentanternes Hus, Ryan Zinke, til indenrigsminister. Derfor skulle der være nyvalg til Kongressen i Montana. Valget finder sted i dag, og her står republikaneren Greg Gianforte over for demokraten Rob Quist.

Quist klarer sig bedre end Hillary Clinton, men Gianforte førte alligevel med 6-7 procentpoint - indtil i går aftes.

Sigtet for vold
En journalist fra The Guardian, Ben Jacobs, spurgte ganske professionelt Gianforte om Trumps sundhedsreform. Gianfortes reaktion: Han kastede Jacobs ned på gulvet, gav ham flere knytnæveslag og smadrede Jacobs' briller. 

Kort efter erklærede Gianfortes valgkampsteam, at det skyldtes "aggressive behavior from a liberal journalist." Den købte ingen. Gianforte er nu sigtet for vold.

Kaan det nå at ændre valgresultatet? Måske. Men 250.000 vælgere har allerede stemt med brev, og her kan stemmerne ikke ændres. Meget afhænger af, hvor mange vælgere der dukker op i dag.

Det hele skriver sig ind i Gianfortes og Republikanernes foragt for medierne. Gianforte har tidligere truet journalister med vold og erklæret nyhedsmedierne for det amerikanske folks fjender.

21.5.17

Det Hvide Hus vil spænde ben for Mueller

Tidligere på ugen udpegede den politisk ansvarlige for Rusland-efterforskningen i USA, vicejustitsminister Rod Rosenstein, en særlig efterforsker af sagen: Robert Mueller. Ikke overraskende er præsident Trump ikke begejstret.




Det Hvide Hus undersøger nu, hvordan Muellers liv kan gøres besværligt.

Således kigger jurister på, om Mueller kan få forbud mod efterforske ellers centrale personer som Paul Manafort, tidligere kampagneleder med stærke bånd til Rusland, og svigersøn Jared Kushner. Både Kushner og Manafort er nemlig klienter hos Muellers tidligere arbejdsgiver, det private advokatfirma WilmerHale. Begrundelsen skulle være, at etiske regler forbyder nyligt ansatte føderale jurister fra at efterforske personer, der var klienter hos den tidligere arbejdsgiver.

Justistsministeriet kan dog give tilladelse til, at det må Mueller godt. Her lander bolden igen hos Rod Rosenstein, da justitsminister Jeff Sessions helt har trukket sig fra beslutninger om sagen på grund af inhabilitet.

Det er også Rosenstein, der beslutter, hvor mange penge og ressourcer Mueller faktisk skal have til undersøgelserne. Og med alle de ledetråde, der er at gå efter, kan det blive dyrt. Rosenstein er utvivlsomt under pres fra Det Hvide Hus for at gøre budgettet så lille som muligt. Men vil Mueller finder sig i det?

I hvert fald er det tænkeligt, at Rosenstein ærgrer sig over, han påtog sig jobbet aka uriasposten som vicejustitsminister tilbage i april.

13.5.17

Den hemmelige skam - et liv på den økonomiske afgrund

Mens Donald Trump i øjeblikket er godt i gang med at skabe forfatningsmæssig krise i USA med fyringen af FBI-chef James Comey, er det nogle gange godt at minde sig selv om en af hovedårsagerne til, at Trump faktisk vandt valget. Og en afgørende årsag var, at rigtig mange amerikanere lever økonomisk lige ved afgrunden.

Blandt USA's middeklasse vil knap halvdelen have svært ved at finde 400 dollars - lige over 2.500 kroner - hvis der dukker en uforudset udgift op i privatøkonomien lige fra værkstedsregninger over ny vaskemaskine til lægeregninger. En middelklasseamerikaner fortæller i denne artikel, hvordan det er konstant at være i fare for økonomisk ruin.

Den uafbrudte økonomiske usikkerhed hos vælgere, der føler sig oversete og marginaliserede, er forklaringen bag mange nylige valgresultater i Vesten. Men sjældent har det været beskrevet så godt og detaljeret ud fra en enkelt mands oplevelser  som i artiklen i The Atlantic.

6.5.17

Trumps sundhedsreform har lang vej endnu

En uge er lang tid i politik. 

For en uge siden var den republikanske sundhedsreform AHCA død og borte. Partiet var splittet mellem konservative og moderate. Præsident Donald Trump ville intet få igennem efter sundheds-fiaskoen. Var Trump reelt uduelig som forhandler?

Men pludselig genopstod AHCA i Repræsentanternes Hus. Og igen gik reformen i stå. Trump gik i aktion. Reformens største republikanske modstander, repræsentant Fred Upton fra Michigan, blev ringet op af præsidenten.

Med en blanding af trusler, bandeord og løfte om syv milliarder dollars mere til højrisiko-forsikringsgruppen blev Upton tilhænger af AHCA, som den republikanske sundhedsreform hedder. Reformen gled igennem med mindst muligt flertal.

Donald Trump fik sin sejr, og han var glad:



Glæden var stor blandt de republikanske VIP'ere. 

Er Republikanerne nu forenet, og Trumps status som mesterforhandler slået fast?

Nej. Der er lang vej endnu.

Nu skal AHCA vedtages i Senatet, hvor de moderate republikanske stemmer har langt mere indflydelse end i Repræsentanternes Hus, hvor teparti-fløjen sætter meget af dagsordenen.

Skulle en form for AHCA blive vedtaget i Senatet, skal et udvalg af medlemmer fra begge Kongressens kamre skrue et kompromis sammen baseret på de vedtagne lovforslag fra begge kamre. Herefter skal hvert kammer igen stemme ja til den samlede lov. Med minimalt flertal i Repræsentanternes Hus og stor splittelse i Senatet kan denne uges jubel meget vel blive den eneste for Trump på sundhedsområdet. Opløser AHCA sig i forgæves kompromiser, og opgiver Republikanerne lovforslaget, består Obamacare.

Demokratisk kampagne
Det vil muligvis passe en række udsatte republikanske kongresmedlemmer godt. Demokraterne er allerede ved at lave reklamer og kampagner, der fortæller, at nu mister over 20 millioner amerikanere deres sundhedsforsikring. Republikanerne frygter for deres pladser i Kongressen.


Det tog 24 timer. Så var den første demokratiske tv-reklame i luften vendt mod AHCA.

Også den magtfulde amerikanske udgave af Ældresagen er gået i krig mod udsatte Republikanere og vil have dem til at stemme nej. 

Hvad sker der så i Senatet? Senatet har reelt allerede kasseret hele loven fra Repræsentanternes Hus for at skabe sin egen fra bunden. Men det bliver svært.

Jimmy Kimmel-testen
Senator Bill Cassidy fra Louisiana vil ikke stemme for en lov, medmindre den består "Jimmy Kimmel-testen." Den amerikanske komiker Jimmy Kimmel fik forleden en søn, der straks måtte opereres for en hjertesygdom. Far Kimmel gik herefter ud med en appel om, at den mulighed skal alle børn og forældre have, uanset hvor rige eller fattige de måtte være. Det skal en ny lov give mulighed for, mener Cassidy, men det gør Repræsentantenes Hus AHCA-lov ikke.

To yderligere moderate republikanere, Susan Collins fra Maine og Lisa Murkowski fra Alaska, støtter Cassidy. Allerede der har AHCA i sin nuværende form ikke flertal i Senatet. Og den moderate AHCA-lov, der måske kommer fra Senatet, vil møde stor modstand hos den store konservative gruppe i Repræsentanternes Hus.