25.3.12

Santorum satser på uafgjort

PRIMÆRVALG 2012: I går sikrede Rick Santorum sig tæt på halvdelen af stemmerne i sydstaten Louisiana.

49 procent af de republikanske primærvælgere stemte på Santorum, 27 procent på Mitt Romney, 17 procent på Newt Gingrich, mens Ron Paul fik 6 procent.

Gårsdagens resultat giver klart bevis på, at Newt Gingrich er færdig. Når han ikke kan slå Romney i en stærkt konservativ sydstat, er han en knækket kandidat. Det tyder det også på, at han selv erkender. Således sagde han i går, at enten bliver Romney kandidaten, eller også bliver det uafgjort, og det republikanske konvent bliver delt og en kamparena.

Sidstnævnte er tydeligvis Rick Santorums strategi, for han kan reelt ikke vinde ved at samle delegerede sammen i de resterede primærvalg.

Langt flere stemmer
Romney har over halvdelen af de i alt 1044 delegerede, han behøver for at få flertal i første afstemning på konventet. For at overhale Romney, skal Santorum have 70 procent af de resterende delegerede. Det er reelt en umulighed. Samtidig har Romney sikret sig 1,3 millioner flere stemmer end Santorum, så Romney kan sige, at han har det folkelige mandat.

Den mest sandsynlige udgang på det hele er, at Romney sikrer sig nomineringen før konventet. Der mangler stadig 21 delstater og District of Columbia. Fortsætter Romney med sin nuværende andel af delegathøsten, når han de 1044 delegerede før konventet.

Samtidig kan de såkaldt "superdelegerede" beslutte sig for, at nok er nok, og nu skal partiet samle sig til kampen mod Barack Obama. Superdelegerede er republikanske spidser og partiledere, som samtidig har stemmeret til konventet. Normalt betyder deres stemmer intet, men det kan de komme til denne gang, og deres mål vil være at skubbe Romney det sidste stykke over målstregen før konventet.

Santorums håb er det splittede konvent. Her vil Romney få langt flere stemmer i første valgrunde, men herefter er de delegerede ifølge reglerne frit stillede. Santorum håber så, at de vil samle sig om "den ægte, konservative kandidat."

Flere politiske kommentatorer peger dog på, at det vil være svært for Santorum at slå på det, når faktum vil være, at mere end en million flere republikanske vælgere i stedet har peget på Romney.

Kandidat ind fra sidelinjen
I sidste ende kan det gå sådan, at en helt tredje kandidat bliver hevet ind for at redde partiet. Det skete sidst i 1952, hvor Demokraterne valgte Adlai Stevenson på deres konvent. Republikanernes sidste forsøg ud i den disciplin fandt sted i 1920, hvor Warren Harding blev kandidat og senere præsident.

Foreløbig tager kandidaterne i 2012 mod en række nordstater, hvor Romney kan forvente at udbygge sit forspring.

Læs mere om splittede konventer her.

19.3.12

Californiens byer på vej mod bankerot

KONKURS: Den mest elendige, håbløse og trøstesløse by i USA.

Sådan beskrev Forbes Magazine byen Stockton. Byen med 300.000 indbyggere i landbrugsdalen San Joaquin Valley kan være billedet på  den generelle fremtid for flere af Californiens byer.

Stockton har kurs mod en konkurserklæring.

Byens gæld er på over 760 millioner dollars. Mordraten er en af de højeste i USA, flere kvarterer i centrum er nærmest mennesketomme, og antallet af huse på tvangsauktion stiger dag for dag.

For bare få år siden så tingene lysere ud for Stockton. Byen, som ligger cirka 100 kilometer øst for San Francisco, var en glimrende pendlerby for dem, der ikke havde råd til en ejendom i San Francisco.

Men en 20 år gammel lov var i fuld gang med at undergrave byen. Dengang vedtog byrådet en sundheds- og pensionspakke til byens ansatte.

Resultatet var, at alle medarbejdere og deres ægtefælle fik sundhedsforsikring på livstid efter en måneds ansættelse. Næsten 100 tidligere medarbejdere får i dag over 100.000 dollars i pension om året.

Imidlertid satte byrådet ingen penge af til at betale for de mange goder. Nu er tiden så kommet til at betale regningen, men kassen er gabende tom.

Byens fagforeninger for offentlige ansatte blokerer dog ethvert tilløb til reform og kræver i stedet betydelige skatteforhøjelser. Det nægter byrådet, da det næppe vil sætte gang i den hensygnende by. I stedet truer bankerotten.

Konkurserne spreder sig
Flere byer kan snart risikere samme omgang.

I San Diego går de fleste af lønudgifterne til at betale pensioner. Byrådet har nu sat en plan til afstemning, hvor flere af pensionsforpligtigelserne bliver plantet hos medarbejderne. Også her er fagforeningerne dog gået til modoffensiv og erklærer, at de kæmper for et nej i afstemningen. At skrue op for skatten er også her løsningen ifølge fagforeningerne.

På delstatsplan kæmper politikerne med de samme problemer. Den demokratiske guvernør Jerry Brown har lanceret en moderat pensionsreform, som Republikanerne i delstatens kongres støtter. Det demokratiske flertal, hvoraf mange politikere har fået store pengesummer fra fagforeningerne til deres valgkamp, siger imidlertid klart nej.

Ifølge Stanford-professor Joe Nation har pensionskasserne i delstaten kun 54 cent for hver dollar, de skylder. Det betyder, at kommunernes penge ryger til pensioner i stedet for parker, biblioteker, kriminalitetsbekæmpelse og så videre. Joe Nation giver ingen løsning, men opsummerer udfordringen på en linje:

- Fra Stockton til San Diego knuser pensionskravene kommunerne.

12.3.12

Amerikanerne er usikre på fremtiden for caucus-møderne

CAUCUS: Det republikanske primærvalg i 2012 har ødelagt renomméet for de såkaldte "caucuses," og flere overvejer nu, om den form for afstemning helt skal droppes.

Et caucus er et lokalt møde, hvor registrerede vælgere udtrykker deres tilslutning til deres partis kandidater. Begge partier holder caucuses efter regler, der varierer fra stat til stat. Det er partierne selv, som arrangerer et caucus.

Det adskiller sig fra et primærvalg, hvor den enkelte delstat har ansvaret.

Imidlertid har der i år været flere problemer i republikanernes caucuses.

Til at begynde med "mistede" otte distrikter i Iowa resultaterne. Om det skyldtes generel inkompetence, eller at en lokal republikansk formand ikke kunne lide resultatet, står hen i det uvisse.

Siden "opdagede" Republikanerne nogle uger senere, at det var Rick Santorum, som havde vundet og ikke Mitt Romney.  Var Santorum blevet kåret til sejrherren på valgaftenen, havde han fået meget mere momentum, og det politiske landskab kunne i dag se anderledes ud.

I Nevada var der caucuses både om dagen og om aftenen. Imidlertid viste det sig, at hvis man kom om aftenen, skulle vælgerne nogle steder skriver under på, at de på grund af "religiøse årsager" ikke havde haft mulighed for at komme om dagen.

Det nægtede flere tilhængere af den libertarianske kandidat Ron Paul at gøre, og således fik de ikke stemt.

I delstaten Washington tog det utallige timer at få talt stemmerne, og flere tusinde vælgere kom ikke ind at stemme på grund af logistiske problemer.

Problemerne har ført til en diskussion af, om caucuses skal afløses af primærvalg alle steder.

Ved primærvalg har delstaterne ansvaret, og valgene bliver styret af embedsmænd, hvis professionelle job det er at styre valghandlingerne. Ved at caucus ledes det hele af frivillige, som kun styrer valg hvert fjerde år og dårligt kender de komplicerede regler.

Ideologi bremser
Der er dog flere udfordringer ved at gå over til primærvalg. For det første bliver det skatteyderne, der skal betale for partiernes valg af præsidentkandidat. Ved et caucus skal det enkelte parti selv betale for valgfesten.

Samtidig har alle vælgere principielt adgang til et primærvalg, mens partierne selv må bestemme, hvem der kan stemme ved at caucus. Den, der betaler, bestemmer musikken.

Imidlertid vil både demokrater og republikanere næppe være begejstrede over, at modstanderne kan "invadere" deres primærvalg og afgøre, hvem der skal repræsentere partiet til novembervalget.

Samtidig er der den rent ideologiske vinkel, at det vil passe dårligt ind i Republikanernes verdensopfattelse at lade delstaterne overtage valghandlingerne fra private borgere. At erkende, at delstaterne muligvis gør arbejdet bedre end frivillige enkeltpersoner, passer meget dårligt ind i Republikanernes selvopfattelse.

5.3.12

Republikanerne er klar til supertirsdagen

PRIMÆRVALG 2012: Mitt Romney har netop sikret sig sejren i delstaten Washington og ligger i pole position frem til supertirsdagen i morgen. Ti delstater stemmer, heriblandt Georgia, Virginia, Ohio, Massachussets og Virginia.

Kandidaterne har allerede gjort det klart, hvad succeskriterierne er for dem.

Mitt Romney satser på stærke sejre i det nordøstlige USA, hvor den moderate favorit står stærkt. Den tidligere guvernør sikrer sig let en sejr i Massachussets, mens Vermont også gerne skulle være en overbevisende sejr.

På grund af delstatens valgtekniske regler er hverken Rick Santorum eller Newt Gingrich på stemmesedlen i Virginia. Her skulle Romney gerne hive en storsejr hjem over den eneste anden kandidat, Ron Paul. Samtidig vil Romney gerne have en sikker sejr i Idaho.

Ohio i centrum
Mange sydstater stemmer, men her står den socialt konservative Santorum ikke overraskende stærkt. I sydstaterne er målet for Romney enten små, men meget overraskende sejre eller blot en stærk andenplads.

Rick Santorum satser på syden, men kandidatens helt store opmærksomhed retter sig mod Ohio - en afgørende stat til november. Santorum kommer fra nabostaten Pennsylvania, og hans religiøse budskaber har god klangbund hos delstatens arbejdervælgere. Både for Romney og Santorum er Ohio en prestigestat. Vinder Romney, er Santorum alvorligt svækket, mens en Santorum-sejr vil sikre, at kapløbet fortsætter hen i forårsmånederne.

Newt Gingrich er ved at være færdig. Han erkender selv, at han skal vinde i hjemstaten Georgia for at fortsætte i valgkampen. Det ser dog ud til at lykkes. En vægtning af flere meningsmålinger viser, at Gingrich fører i delstaten med 16 procentpoint.

Valgkampen slutter ikke i morgen. Santorum og sandsynligvis også Gingrich vil fortsætte valgkampen. Men sikrer Romney sig en god portion delegerede og i særlig grad Ohio, vil han snart have en så stor føring i antal delegerede. at presset på Santorum og Gingrich for at droppe ud af valgkampen vil stige. Republikanerne vil samle sig om Romney og vil have sat en stopper for den beskidte interne kamp.

Avisen LA Times har en gennemgang af alle de delstater, som stemmer i morgen, her.