31.12.09

Godt nytår

2009/2010: Blogforfatteren ønsker læserne et godt nytår.
USA-perspektiv blev en del af www-verdenen med det første indlæg nogensinde 1. februar i år.
December har været den hidtil mest velbesøgte måned for bloggen med 241 besøgende i løbet af julemåneden, der ellers er berygtet for at være en sløj måned for online-medier.
Det er en stigning på 230 procent i antal besøgende i forhold til den første hele, aktive måned, februar.
Forfatteren håber, at læserne har fået noget ud af den skønsomme blanding af tekst, billeder og video og satser på endnu et flermedielt år i 2010.

27.12.09

Obamas reform løser ikke prisernes himmelflugt

Sundhedsreform: Som et sort hul suger sundhedsvæsenet flere og flere penge til sig og udgør en større og større andel af de offentlige udgifter i de vestlige lande.

Særligt i USA står det skidt til. I Guds eget land udgør udgifterne efterhånden 16 procent af BNP mod 8-9 procent i Danmark.

Barack Obamas sundhedsreform gør, at flere fattige amerikanere får en sundhedsforsikring på grund af tvungne forsikringsordninger og statslige subsidier.

Forsikringsselskaberne er jublende lykkelige. Obama og Demokraterne smider 30-40 millioner nye kunder ind i butikken.

Pengemaskinen lever
Men udgifterne vil fortsat opfører sig som en rivende og svulmende flod, der sultent sluger mere og mere ud i strømmen og fortærer alt på vejen.


Obama er stolt af sin sundhedsreform, men omkostningerne har han ikke fået styr på.

Lægerne vil fortsat få indtægter baseret på, hvor mange undersøgelser, scanninger og andre medicinske krumspring, de laver. Jo flere test, jo flere penge - og jo dyrere bliver det for både statskassen og forsikringsselskaberne. I sidste ende skal den menige amerikaner betale enten i form af skattestigninger eller forhøjede forsikringspræmier.

Situationen bliver kun værre af, at læger og sygehuse bliver ramt af eksorbitante erstatsningskrav fra patienter eller pårørende, hvis noget går galt.

Det fører til endnu flere undersøgelser og tests, for at lægerne kan holde ryggen fri. På det punkt var en juridisk reform af det medicinske ansvar stærkt påkrævet.

Endelig er det amerikanske sundhedsvæsen - modsat hvad mange tror - ikke en liberalists paradis med stor konkurrence mellem private aktører.

Sundhedsvæsenet er derimod et miskmask af offentlige sygekasser som Medicare og Medicaid samt forsikringsselskaber med regionale monopoler.

Hvis reformen havde sikret øget konkurrence mellem forsikringsselskaberne, kunne effektiv konkurrencet meget vel have reduceret eller i hvert fald dæmpet stigningen i sundhedsudgifter.

Som det plejer
Nu ser det ud til at forsætter som i dag: Forsikringsselskaber har regionale monopoler, som de uhæmmet malker, og firmaer kan ofte kun få et tilbud på sundhedsforsikringer til deres medarbejdere. Dermed har de ikke mulighed for at vælge mellem billigere eller bedre alternativer.

Barack Obama jubler nu, og de nys forsikrede kan give ham et rygstød ved valgene i 2010 og 2012. Men Obamas efterfølger vil om fem, ti eller 15 år komme til at sidde med en gigantisk regning, når et i forvejen dyrt sundhedssystem har budt yderligere 40 millioner mennesker ind til middag.

Medicare og Medicaid kan meget vel gå bankerot - eller skatteniveauer i europæisk størrelsesorden kan lamme den amerikanske økonomi.

Enkelte sundhedsøkonomer anslår, at udgifterne til sundhed i USA midt i dette århundrede måske kan nå 40 procent af BNP, og konklusionen er, at Obamas reform ikke giver nogen løsninger på, hvordan amerikanerne skal kunne betale for det.

24.12.09

Fairytale of New York

Merry Christmas:

You scumbag, you maggot,
you cheap lousy faggot
merry Christmas your arse
I pray God it's our last



20.12.09

Ingen kender Obamas ønskeliste

Ønsker: Det er snart jul, og øverst på præsident Barack Obamas ønskeliste står en sundhedsreform.
Derfor har Kongressen nu i flere måneder kæmpet med mulige forslag til en Sundhedsreform.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at ingen ser ud til at ane, hvordan Obama ønsker, at en reform ser ud. Han overlader simpelthen ethvert initiativ til Kongressen, og det kan i sidste ende svække det endelige resultat.
Det står i skarp modsætning til Bill og Hillary Clintons tusindvis-af-sider lange forslag i 1994.
Også Lyndon B. Johnson var langt mere involveret- og ofte særdeles hårdhåndet - ved Medicaid-udvidelsen i 1960'erne.

Læs en lille snas om Johnsons ledelsesstil i den første del af dette indlæg.

15.12.09

Obama: Isolering er sexet

Hot stuff: Vi har nok alle forskellige opfattelser af, hvad der er sexet.

Det har Barack Obama også, og ifølge ham er isolering tilsyneladende en af de ting, der kan gøre ham lige så "hot" som global opvarmning er i øjeblikket.

Obama benyttede nemlig et virksomhedsbesøg i Virginia til at tale om fordelene ved isolering, hvor han producerede dette ganske nydelige citat:

- I'm excited about it. I hope you are, too. See, I told you, insulation is sexy. Thank you very much, everybody.

Obama kommer som bekendt også snart til at tale endnu mere om klima, når han om kort tid lander i Danmark til klimakset på klimatopmødet - hvor demonstranterne i morgen, som angiveligt har en storm af Bella Centret som målet, i øvrigt kan forvente at få dagsfrost og en god portion sne i hovedet i det koldeste decembervejr i syv år.

Se Obamas korte tale om sexet isolering herunder.

13.12.09

Demokraterne deler penge og lønforhøjelser ud

Julegaver: Første januar når USA en gæld på 12.100.000.000.000 dollars.

I bogstaver er tallet med de mange nuller 12,1 billioner dollars.

Det skræmmer dog tilsyneladende ikke Demokraterne, som i går valgte at give flere penge til en række statslige organisationer. FBI og NASA kan i det kommende år lune sig med næsten ti procent mere i budgetposen. Også lønforhøjelser til mange statsligt ansatte er blandt julegodterne.

Alt i alt lyder udgiften på den nye lov på 1,1 billion dollars.

Lige fra 1980 og frem til 2004 rettede Republikanerne altid de samme kanoner mod Demokraterne: Demokraterne var ”tax and spend liberals,” som bare gravede dybere ned i den enkelte amerikaners pengepung med højere skatter, når de fandt det nødvendigt at forsøde tilværelsen for den offentlige sektor – og det gjorde de ifølge Republikanerne altid.

Nedslidte kanoner
Med tiden var disse kanoner blevet tyndslidte, og granaterne ramte ikke længere plet. Ved valgene i 2006 og 2008 virkede skræmmetaktikken ikke længere, og Demokraterne erobrede kontrollen i begge kamre i Kongressen samt Det Hvide Hus.

Nu er Demokraterne så godt i gang med at reparere de tyndslidte republikanske kanoner. En sådan lov, som den der blev vedtaget i går, vækker ubehagelige minder for mange amerikanere om stagflations-tiden i Jimmy Carters år, hvor de offentlige udgifter og skatterne steg og steg.

Bedre bliver det ikke af, at en interesseorganisation for skatteyderne har regnet ud, at næsten fire milliarder dollars i den nye lov er såkaldt ”pork barrel” – lokale projekter, der bliver udført i en senators hjemstat. Senatoren kan så holde et triumferende pressemøde i den by, der nyder godt af projektet og sikre sig stemmer og donationer til næste valgkamp.

Bushs nedskæringer
Den republikanske senator John Kyl udtalte til nyhedsbureauet AP, at selvfølgelig skal regeringen have penge til at fungere – men når de amerikanske familier i øjeblikket spænder livremmen ind, burde regeringen vel det samme.

Demokraten Dick Durbin svarede igen og sagde, at pengene kun rækker til at rette op på nedskæringer foretaget under George W. Bush.

I 24 år virkede de republikanske kanoner, og i fem år har de nu være tavse. Fortsætter Demokraterne deres udskrivning af penge kan det meget vel være, at kanonerne igen glinser af olie og finpudset metal til midtvejsvalget i november 2010 – og så risikerer Demokraterne at se deres skyttegrave skudt i grus.

9.12.09

Sarah Palin opfordrer Obama til at boykotte København

Klimagate: Barack Obama skal boykotte klimatopmødet i København.

Sådan lyder rådet fra tidlige vicepræsidentkandidat Sarah Palin, der sammen med John McCain kæmpede mod og tabte til Obama og Biden for lidt over et år siden.

Palin har spændt den såkaldte klimagate-sag for sin klimaskeptiske vogn, og hun benytter sagen til et svidende angreb på både Obamas og EU's klimastrategi.

Bliver der færre snefnug i luften i fremtiden, er det ikke menneskets skyld, mener Sarah Palin.
Foto: Freefoto.com

I en kronik i Washington Post skriver Palin således, at topmødet i København er drevet af personer, der ikke kan påvirke vejret - men kan skubbe både den amerikanske økonomi og verdensøkonomien ud i en ny krise med deres krav om regulering og flere skatter og afgifter.

Videnskabsmændende har ifølge Palin ikke ageret som videnskabsmænd i den rette ånd, man har manipuleret med dataene for at nå frem til det resultat, da de begyndte deres forskning.

Hun anerkender, at klimaet ændrer sig - og gennemførte ifølge eget udsagn flere tiltag i sin (korte) tid som guvernør i Alaska, der skulle hjælpe ramte områder i den iskolde stat. Imidlertid understreger hun, at der er tale om en naturlig cyklus og ikke et menneskeskabt fænomen.

Kort og godt den klassiske klimaskeptiske kamp, som sluttes af med en skarp kritik af Obamas beslutning om at komme til København under topmødets klimaks og nå en "aftale." Som hun skriver:

Whatever deal he gets, it will be no deal for the American people.

Læs kronikken her.

6.12.09

Skeptiske demokrater afpresser Reid

Sundhedsreform: Før han blev præsident var Lyndon B. Johnson gennem flere år flertalsleder i Senatet - og en særdeles hårdhændet en af slagsen.
Ville han have noget gennemført, fik han det det gjort. Det var så sikker som et amen i en kirke i Alabama. Det skete ved en blanding af trusler om fratagelse af magtfulde poster, løfter om politisk fryns og enkelte gange noget nær fysisk pression af medlemmerne.
Den fysisk store Johnson var kendt for sine noget hårdhændede omfavnelser af sine kolleger i Senatet, hvis de ikke makkede ret.
Et kollektivt lettelsens suk undslap derfor Senatet, da Johnson i 1961 blev vicepræsident i John F. Kennedys administration.
Den nuværende flertalsleder Harry Reid er langt fra nogen Lyndon Johnson.
Den flinke leder
Reidsatser ganske simpelt på at være flink og håbe på, at senatsmedlemmerne betaler for hans venlighed med loyalitet.
Sådan spiller det politiske klaver dog sjældent, og i øjeblikket er det demokratiske flertal godt i gang med at presse diverse krævende løfter ud af Reid, hvis de skal stemme for sundhedsreformen.
Reid har valgt ikke at gøre brug af en speciel procedure, der ville betyde, at kun 50 stemmer kræves for at vedtage lovgivning.
I stedet skal 60 medlemmer af Senatet støtte lovgivning, hvis ikke en filibuster vil kunne agere stopklods.
Det demokratiske flertal er netop 60, og dermed har hvert enkelt medlem nu en enorm magt til at klemme goder ud af Reid.
Abort
Den konservative demokrat Ben Nelson fra Nebraska har presset Reid til at inkludere en tilføjelse til loven, der sætter en del begrænsninger for adgangen til abort.
Det støder flere mere liberale medlemmer af Senatet, som truer med at blokere for at lovforslag med en sådan tilføjelse.
De to konservative sydstatssenatorer Mary Landrieu og Blanche Lincoln siger til gengæld, at de ikke kan stemme for den nuværende lov, der også indeholder en offentlig sygesikring.
Reids strategi som flink mand er nær ved at vælte læsset på målstregen for Barack Obama og Demokraterne, der ellers er tættere end nogensinde på en omfattende drejning af sundhedssystemet mod mere stat og mindre privat.
De næste par dage bliver afgørende. Læs mere om det spegede forhandlingsforløb her.

2.12.09

Hverken højre eller venstre er imponerede

Kommentarer: Fox News - berømt eller berygtet alt afhængig af hvordan man ser det for stationens slogan "Fair and Balanced" - har indhentet bedømmelser af Barack Obamas plan for Afghanistan.

Betydningen af planen i den politiske verden er, at Barack Obama om et års tid ikke længere kan skyde skylden på George W. Bush for fiaskoer i krigsførslen.

Med sine planer ejer Obama nu krigen.

Kampen på den politiske arena bedømmer Fox ikke venligt. Obama skuffer såvel venstrefløjen som højrefløjen, lyder det.

Læs kommentarerne fra både skuffede demokrater og republikanere her.

29.11.09

Krigen mod sundhedsreformen fortsætter

Kamp: Demokraterne fik for nylig en forslag til sundhedsreform gennem Senatet med 60 stemmer, og dermed kan Republikanerne ikke længere blokere for en reform.

De fortsætter dog ufortrødent kampen, som det kan ses i denne tale fra Mike Pence, republikaner fra Indiana.


24.11.09

Du kan komme helt tæt på Barack Obama i aften

Nærhed: I hvert fald så tæt, som en tv-skærm og en god dokumentar tillader.

DR2 viser dokumentarfilmen "By the People," som har fået et mere end godkendt stempel af politiske nørder og giver minder om en klassiker som "The War Room," der fulgte Bill Clintons kampagnestab i 1992.

Filmen følger Barack Obama fra 2007 og helt frem til valgdagen.

Se den på DR2 i aften 20.45 - og læs om den her inden.

22.11.09

Skønhedsdronning puster nyt liv i partiet

Fremgang: Partiet havde langt fra det bedste rygte. Organisatorisk var der ikke styr på meget, og meget af tiden gik med at kritiserende hinanden frem for modparten.

Ind fra højre kom så Sue Lowden, Miss New Jersey i 1973 og nummer to i den efterfølgende Miss America-skønhedskonkurrence. Hun blev ny formand for Republikanerne i Nevada.

Efter skønhedsdronning-karrieren havde Lowden en karriere som journalist, og blev hurtigt anerkendt som en dygtig en af slagsen.

I 1992 stillede hun op til delstats-senatet i Nevada for Republikanerne i et demokratisk-domineret distrikt og slog den daværende flertalsleder Jack Vergiels.


I denne video taler Lowden for første gang åbenlyst om sine ambitioner.

I senatet blev hun kendt som en trofast og dedikeret højreorienteret stemme.

24. april 2007 blev hun så formand for Republikanerne i Nevada og fik hurtigt styr på partiet.

På det tidspunkt var Republikanerne ellers ved at komme i problemer og led under den demokratiske bølge, der snart skyllede ind over Nevada.

Den kunne Lowden ene kvinde ikke gøre meget for at stoppe, og delstatens flertal gik til Barack Obama i 2008, ligesom de to senatorer er demokrater.

Modoffensiv
Men et trods alt revitaliseret republikansk parti - og meget af den revitalisering skyldes Sue Lowden - er nu klar til at slå tilbage.

Harry Reid, demokraterne magtfulde flertalsleder i Senatet, er i knibe i sin hjemstat.

Det har både Sue Lowden og Danny Tarkanian opdaget.

De kæmper nu mod hinanden i et republikansk primærvalg for at kunne gå op imod Reid til midtvejsvalget i 2010.

Både Lowden og Tarkanian slår Reid med op imod 5-10 procent af stemmerne i meningsmålinger.

Lowden har netop trukket sig som formand for Republikanerne i Nevada for at hellige sig valgkampen til Senatet.

Mulig kvindelig stjerne
Hvis hun kan gentage succesen fra 1992 og slå en demokratisk flertalsleder, er der næppe tvivl om, at hun kan erobre en rolle som partiets ledende kvinde.

Det vil passe mange pragmatiske republikanere godt, for så må Sarah Palin i hvert fald delvist give slip på den rolle. Palin er vildt populær blandt den højreorienterede base – men vil blive sparket eftertrykkeligt ned i en valgkamp af Barack Obama og midtervælgerne ved præsidentvalget i 2012.

Læs mere om Reids problemer her.

Læs mere om Sue Lowden her.

18.11.09

Politikere tillader homoseksuelle ægteskaber - borgerne forbyder dem

Folkeafstemning: Politikerne i delstaten Maine må erkende, at de tilsyneladende er ude af trit med deres vælgere.

Politikerne vedtog ellers i maj, at homoseksuelle skulle kunne gifte sig.

Modstandere lancerede straks en folkeafstemning om lovforslaget, og for nylig 53 procent så for igen at forbyde homoseksuelle at gifte sig, mens 47 procent ville bevare tilladelsen.

Det er noget af en bét for venstreorienterede, som ellers følte sig sikre i Maine - en blå stat i den tradionelt venstreorienterede New England-region.

Læs mere om sagen hos Bangor Daily News her.

15.11.09

John McCain kæmper videre for sit parti

Fremad: For efterhånden lidt over et år siden måtte John McCain indkassere et svidende nederlag til Barack Obama og se ellers så sikre republikanske stater som Virginia og North Carolina forsvinde ud af det højreorienterede partis greb.

Mange regnede nu med, at den aldrende McCain ville nyde sin plads i Senatet, måske gå på pension i 2010 og i hvert fald ikke gad kaste sig ud i opslidende valgkampe på andres vegne.

Men der er stadig masser af energi tilbage hos den tidligere Vietnam-pilot og krigsfange. Han er stærkt bekymret over Republikanernes skarpe ryk mod højre og tror ikke på, at det er vejen frem.

Derfor har han i de seneste måder kaster sig ud i at støtte de republikanere, han foretrækker, i primærvalg over hele landet.

Centrum-højre
Hvilke kandidater falder så i McCains smag?

Ganske naturligt er det kandidater, der står for den samme form for republikansk politik som Arizona-senatoren selv: En centrum-højre politik med meget stærkt fokus på moderate værdier - og ikke mindst et oprigtigt ønske om samarbejde på tværs af partierne.

Den slags har John McCain tidligere været vidt berømmet for - blandt andet med McCain-Feingold-loven om pengebidrag til politiske valgkampe og sidste års fejlslagne forsøg på en bred aftale om at løse den store udfordring med illegale immigranter i USA.

- I think it’s important, at this stage in my career, to try to support candidates that I think represent the next generation of leadership in the Republican Party, sagde John McCain til det politiske online-magasin Politico i oktober.

Således har han støttet den mere moderate Jerry Moran mod den konservative Todd Tiahrt ved primærvalget til senatet i Kansas.

McCain fik også den moderate Mark Kirk til at stille op til senatsvalget i 2010 i Illinois - her skal vælgerne finde en afløser for Roland Burris, manden der blev udpeget af den korruptionsanklagede guvernør Rod Blagojevich til at overtage Barack Obamas ledige plads i Senatet.

McCain nøjes ikke med at støtte Kirk med ord. Han har frigivet sin store donorliste til manden og lader også sine betroede medarbejdere give gode råd til Kirk.

Ikke populært
Den slagne præsidentkandidats store engagement falder ikke i god jord hos de mere højreorienterede republikanere, som aldrig har været særligt forelskede i McCain og først blev sikre støtte af ham sidste år, da han udpegede Sarah Palin til vicepræsidentkandidat.

McCain har derfor ingen planer om at trække sig tilbage i 2010, men vil være kandidat til Senatet og fortsætter sin kamp for et republikansk parti efter hans hoved: Et moderat centrumparti med en vis hældning til højre.

11.11.09

Demokrat vil blokere Obamas sundhedsreform

Stopklods: Barack Obama og og venstrefløjen hos Demokraterne skal ikke glæde sig for tidligt. Senator Ben Nelson, konservativ demokratisk senator fra Nebraska, vil blokere for en sundhedsreform, hvis den ligner den, der blev vedtaget i Repræsentanternes Hus forleden.


8.11.09

Borgerkrigen er brudt ud

Kamp: Der blev revet i håret, kradset i øjnene og blodet flød.

Mens Republikanerne let sikrede sig sejre i Virginia og New Jersey - og genskabte lidt af troen på succes internt i partiet - udviklede et ellers obskurt valg i kongresdistriktet NY-23 sig til en regulær skyttegravskrig - og desværre for Republikanerne var det ikke dem mod demokraterne.

Det var derimod en republikansk borgerkrig.

Det republikanske "establishment" nominerede Dede Scozzafava, en højreorienteret kandidat på det økonomiske område, mens hun er mere moderat omkring homoseksualitet og abort.

Republikanernes stærke højrefløj gjorde oprør.

Doug Hoffman blev nomineret, og pludselig havde demokraten Bill Owens en god chance i et ellers historisk stærkt republikanske distrikt.


Selv fra Empire State Building kan man ikke se hele vejen til New Yorks 23. kongresdistrikt - men det gemmer sig et sted derude i horisonten. Foto: www.usa-perspektiv.blogspot.com

Newt Gingrich har længe været højrerepublikanernes stjerne, men han "kom til" at støtte Scozzafava, og fik en verbal skidtspand i hovedet af flere toppolitikere.

Højrefløjens darling Sarah Palin udtalte sin støtte til Hoffman og fik følgeskab af dignitarer som Michele Bachman, Rick Santorum, Tim Pawlenty og Fred Thompson.

Rædsel
Gingrich var rædselsslagen. Hellere have en trods alt fornuftig republikaner i kongressen end en demokrat, mener han, men ideologerne til højre ville have den rene vare.

Scozzafavas valgkamp kollapsede, og 31. oktober trak hun sig ud af valgkampen.

3. november vandt Bill Owens valget.

Omend det på kort sigt er et smerteligt og selvpåført nederlag, er Gingrich-fløjen godt tilfreds.

Målet for den fløj er at få flertal i kongressen - kandidaterne behøver ikke være krystalklare ideologer.

Det er meget lig den taktik, Demokraterne har brugt, hvor en anseelig del af deres kongresmedlemmer er forholdsvist konservative.

Gingrich-fløjen håber på, at den ideologiske højrefløj nu har lært, at det er en dårlig strategi at gå efter de rene varer. Kompromiser er nødvendige, ellers løber Demokraterne med det hele.

Var Hoffman løbet af med sejren, ville det have styrket Palin-fløjen gevaldigt, og det ville - alt andet lige- have svækket de republikanske chancer for at gøre indhug i demokraternes flertal i 2010.

Taktisk genistreg
Formand Michael Steele og mere moderate republikanere, som det mulige præsidentemne i 2012 Mitt Romney, får deres hyr med at samle partiet.

I mellemtiden kan Barack Obama og Demokraterne glæde sig over deres taktiske genistreg, som måske endda kan ende i en strategisk sejr. Det var nemlig Obama, som udpegede republikaneren John M. McHugh som ny "Secretary of the Army" og dermed nødvendiggjorde et nyvalg i distriktet.

Spreder splittelsen mellem moderate og mere ideologiske republikanere sig, kan Demokraterne med ro i sindet se frem til midtvejsvalget i 2010. Obama og stabschef Rahm Emanuel må gnide sig i hænderne i det ovale kontor...


4.11.09

Festen var til højre

Forløsning: Det er efterhånden fem år siden, partiet sidst virkelig kunne feste efter en række sejre og lade ballonerne dale ned over slipseklædte mænd og papskilte-vinkende støtter.

Siden har der kun været små lyspunkter i en række afklapsninger i 2006 og 2008.

Men i går var der endelig godt nyt til Republikanerne, der sejrede ved guvernørvalgene i både New Jersey og Virginia - og det endda med noget større flertal, end de fleste regnede med.

Det er et signal til Barack Obama og Demokraterne om, at det hurtigt kan gå den anden vej - og et hårdt tiltrængt rygstød for de trængte republikanere.


McDonnell vandt med 59 procent af stemmerne mod 41 procent til demokraten Creigh Deeds.



Chris Christie vandt med 49 procent af stemmerne mod 44 procent til den siddende guvernør Jon Corzine. Den uafhængige kandidat Chris Daggett
fik knap seks procent - han lå ellers til mellem otte og 15 procent i meningsmålingerne.

1.11.09

Republikanerne styrer mod sikker valgsejr

Saltvandsindsprøjtning: Efter fire år med ikke meget andet end desillusionerende nederlag i præsidentvalg, valg til kongressen og guvernørposter er der endelig opmuntring på vej til det hårdt trængte højreorienterede USA.

Opmuntringen kommer tilmed i en delstat, som ellers om noget har symboliseret de seneste års demokratiske succes.

Barack Obama vandt sydstaten Virginia som den første demokrat siden Lyndon B. Johnsen i 1964.

Delstatens to senatorer er også demokrater, Jim Webb og Mark Warner – valgt i henholdvis 2006 og 2008.

De sidste to guvernører er også demokrater – Mark Warner og i dag Tim Kaine.

Virginia er altså en stat, der som så mange andre i USA har marcheret fra rød blok til blå over de sidste valgrunder.

Slut
Men nu er venstredrejningen måske forbi.



Obama forsøgte - tilsyneladende uden held - at give førstehjælp til Deeds' valgkampagne.


I hvert fald fører republikaneren Bob McDonnel med 10-15 procent over demokraten Creigh Deeds i meningsmålingerne. Meget mere sikker på en sejr kan McDonnel næppe være.

Deeds slog ellers Terry McAuliffe i primærvalget – en mand med mange flere penge og ikke mindst mange flere forbindelse end Deeds. McAuliffe var formand for Demokraterne i 2001-2005.

Men succesen i primærvalget ser altså ikke ud til at fortsætte i den reelle kamp om guvernørposten. Det er en grum bet for Demokraterne, som tilmed har sat det tungeste artilleri muligt ind i kampen.

I juli var vicepræsident Joe Biden således i Virginia, og i august dukkede Barack Obama himself op og forsøgte – forgæves –at give Deeds et rygstød.

McCain-vælgerne møder frem
Obama vandt staten ved at vinde stemmer i den mere og mere venstreorienterede nordøstlige del af staten – der, hvor alle Washington-bureaukraterne bosætter sig. Derimod vandt John McCain sikkert den sydlige, landlige og konservative del af Virginia.

Obama vandt den nordøstlige del af Virginia med 60 procent.

Her fører McDonnel nu med 56 procent.

Valgkampen, der i finanskrisens kølvand primært har handlet om arbejdsløshed og økonomi, har dog ikke vækket Obama-vælgerne.

Meget tyder på, at dem, der vil stemme, var John McCain-vælgere ved præsidentvalget.

Således er det mere end sandsynligt, at Republikanerne får en hårdt tiltrængt rygstød til deres moral, når vælgerne i delstaten sætter krydset om under en uge.

Valget finder sted den 3. november.

28.10.09

Sundhedsreform "for dummies"

Forklaring: Sundhedsreformen er som en hæklabyrint af gigantiske dimensioner, som det er mere end sandsynligt at fare fuldstændig vild i.

Det er naturligvis lidt snyd at fælde hækkene for at skaffe sig et fornemt overblik, men det er vel den fineste opgave for journalister - og også de bedste bloggere.

En af verdens bedste bloggere om amerikansk politik er Andrew Tannenbaum fra Electoral Vote, og han har leveret en knivskarp destillering af, hvad status for sundhedsreformen er i øjeblikket, hvilke faldgruber der er, og ikke mindst hvad følgerne af reformen bliver.

Læs det glimrende overblik her.

25.10.09

Tronen vakler under en af verdens mest magtfulde mænd

Usikker: Han er en af USA's - og dermed verdens - mest magtfulde mænd. Det betyder også, at han vil kunne sikre sin hjemstat Nevada store frynsegoder.

Alligevel er Harry Reid - flertalsleder i Senatet - ifølge meningsmålingerne i store problemer forud for det kommende midtvejsvalg i 2010.

Han er bagud 43 procent mod 49 procent til Danny Tarkanian, republikaner og søn af en meget populær basketball-træner i Nevada.

Mod Sue Lowden, formand for Republikanerne i delstaten, står Reid kun til 39 procent mod 49 procent til Lowden.

Nevada har USA's næsthøjeste arbejdsløshed, som nu har nået 13,2 procent af delstatens indbyggere.

Det er en del af forklaringen på Harry Reids fald fra tronen.

En anden er den, at stater i og lige omkring Rocky Mountains har libertarianske traditioner - og sundhedsreformen ligner for mange vælgere et stort, statsligt monster, som vil sluge enhver frihed til at vælge egen læge og selv sammensætte sin sygesikring.

Et nederlag for Senatets flertalsleder vil være et prestigetab af episke dimensioner, både for Reid, men bestemt også for hans parteigenossen.


Den negative reklamekampagne mod Harry Reid er skudt i gang. Republikanerne har bragt deres tungeste artilleri i stilling: Ronald Reagan

Fortilfælde findes. I 2004 tabte Tom Daschle, demokrat og dengang Senatets flertalsleder, valget i South Dakota til John Thune - med 4508 stemmer.

Nederlaget ætsede, Republikanerne tog flertallet i Senatet, og Demokraternes ydmygelse var komplet.

Uanset hvad mister Demokraterne næppe flertallet i Senatet, i 2010 men prestigetabet vil være betydeligt og kan få indflydelse på præsident Barack Obamas magtbase og dermed hans muligheder for at gennemføre lovgivning.

Republikanerne skal dog ikke glæde sig for tidligt. Sejrens sødme vil umiddelbart smage som det mest lækre kvalitetssukker fra tropiske plantager, men den kan hurtigt ende med at smage som rådne sukkerrør.

Harry Reid vil nemlig blive afløst af enten Dick Durbin fra Illinois eller Chuck Schumer fra New York. Begge er langt mere partipolitiske og venstreorienterede end Reid, og de vil gøre mere for at smække døren i foran Republikanerne og gennemtromle demokratiske reformer med udgangspunkt i en klassisk venstrefløjstænkning.

I så fald vil Republikanerne have vundet et senatssæde - men alligevel tabt magt og indflydelse. Men så igen - som parti har Republikanerne intet andet valg end at gå efter at banke Reid tilbage til Las Vegas.

21.10.09

De californiske drømme er forduftet

Krise: Sultestrejkende lærere, enorme underskud og mobile toiletter og brusebade til de nyligt hjemløse på delstatens parkeringspladser.

Sådan er en del af livet i Californien, som bloggen beskrev her for nogen tid siden.

Indtægten fra bloggen ligger - mildest talt - endnu langt fra at gøre det muligt for undertegnede at tage på en reportagerejse til Californien.

Det har mainstream-medierne heldigvis stadig penge til, så læs en interessant reportage fra The Guardian om Californiens store problemer her.


Der er ikke megen "California Dreamin'" i delstaten lige nu - forresten af få pop/rock sange med en fløjtesolo!

18.10.09

Vælgerne vandrer væk fra Demokraterne

Defensiv: Festivitas og dalende balloner over sejrrige demokratiske kandidater har været billedet for Demokraterne ved valgene i 2006 og 2008.

Nu sidder partiet så med al magten og ansvaret, og det slider.

I hvert fald stiger moralen hos Republikanerne, som tror på, at de kan gøre et godt indhug i Demokraternes flertal i Senatet og særligt i Repræsentanternes Hus.

Demokraterne bliver udfordret fra tre sider.

Den ene er fra de ærkekonservative republikanere, som hader Barack Obama i endog meget stor grad – Fox News-segmentet, om man vil.

Kan Republikanerne få dem ud på gader og stræder for at føre valgkamp og donere penge, vil det betyde en stor ekstra styrke for partiet, som det ikke kunne gøre brug af ved de sidste to valg – her var de republikanske partisoldater udbredt desillusionerede.

Udfordringen for Republikanerne ligger i, at udtalelserne fra højrefløjen ikke må blive alt for rabiate. Så risikerer partiet at skubbe de vigtige midtervælgere fra sig. Det bliver en delikat balancegang for Republikanerne.



Fox News-segmentet – her et typisk klip fra Glenn Becks vildt populære program – bliver afgørende for Republikanerne i 2010.

Midtervælgerne er bestemt et muligt mål for Republikanerne, og det er her, den anden udfordring er for Demokraterne. I juni støttede 66 procent af midtervælgerne Obama ifølge en meningsmåling bestilt af Washington Post og ABC News. I september var tallet faldet til 49 procent.

Midtervælgerne sikrede den store demokratiske fremgang i 2006 og 2008, og demokratiske strateger er da også fuldt bevidst om udfordringen. Blandt andet skulle Barack Obamas nære rådgiver David Axelrod gøre sig en del overvejelser om, hvordan den udfordring tackles.

Midtervælgerne har vendt sig mod Obama på grund af økonomisk usikkerhed, bekymring over det voldsomt stigende budgetunderskud og følelsen af, at Obama har prøvet at gøre alt for meget på alt for lidt tid – og den voldsomme og forvirrende debat om sundhedsreform gør ikke tingene bedre.

Lider sundhedsreformen skibbrud, får de demokratiske kongresmedlemmer et meget stort forklaringsproblem over for vælgerne. Kan en lov ikke vedtages, når partiet reelt har de stemmer, der skal til for at stoppe en ”filibuster,” hvornår kan den så?

Ligesom med Bill Clintons fejlslagne reformforsøg i 1994 kan det ende med en gevaldig afklapsning til Demokraterne.

Endelig er den demokratiske venstrefløj et problem for partiet. Barack Obama er ved at beslutte sig for at sende flere soldater til Afghanistan – noget fredsaktivister på venstrefløjen vender sig skarpt imod.

Bliver de hjemme i vrede i stedet for at sætte et ellers sikkert kryds vedDemokraterne, kan det blive et betydeligt stemmetab for Demokraterne.

Det helt afgørende bliver, om den høje arbejdsløshed fortsætter. Den republikanske strateg og tidligere toppolitiker Newt Gingrich har sagt, at Demokraterne meget vel kan komme til at lede landet gennem en ”Winter of Discontent,” ligesom Labour gjorde i England i 1979.

Resultatet blev en jordskredssejr for Margaret Thatcher og De Konservative senere på året.

Gingrich håber naturligvis på det samme resultat i USA.

Men vender økonomien, vil Demokraterne pege på, at det skyldes deres økonomiske hjælpepakker. I så fald kan modvinden måske ende med at blive medvind, som giver rygstød nok til, at flertallet bevares uden større tab.

14.10.09

Politiker: Du er for fed til at blive valgt

Vægt: Umiddelbart et groft budskab. En politiker beskylder ganske enkelt sin modstander for at være for fed til at besidde et embede i en politisk tv-reklame.

Det drejer sig om guvernørposten i New Jersey, hvor republikaneren Chris Christie længe har ført over den upopulære siddende demokrat Jon Corzine forud for valget i november.

Nu står de næsten lige efter en række grove reklamer fra Corzines side.

Den mest berygtede er en, hvor Corzines budskab ifølge Christie er, at Christie er for fed til at være en dygtig guvernør. Nøglesætningen er "throw his weight around" - foruden en masse måske ikke helt sande beskyldninger.

Grov er reklamen, men om den ligefrem spiller på Christies trods alt massive skikkelse er ikke helt klart. Desuden er flertallet af amerikanere som bekendt overvægtige, så de burde vel egentlig blive begejstrede for Christie, hvis reklamens budskab indirekte rammer dem - simpelthen for at tage hævn over Corzine...


Den berygtede reklame

11.10.09

Verdens ottendestørste økonomi er faretruende nær kollaps

Krise: Staten er verdens ottendestørste økonomi. Alligevel går folk fra hus og hjem, lærerne er gået på sultestrejke, arbejdsløsheden er den højeste i 70 år og årligt kæmper politikerne med gigantiske budgetunderskud.

Skulle staten krakke endegyldigt, vil det kunne knække de spæde skridt ud af finanskrisen, som verden har taget.

Staten er Californien, som er i den største økonomiske krise nogensinde. Politikeres og indbyggernes vilde vilje til at bruge penge – uden at vise tilsvarende vilje til at få modsvarende indtægter – og en husboble af enorme dimensioner har ført til krisen.

Arbejdsløsheden er nu nær 12 procent. I de første sommermåneder måtte staten udstede gældsbeviser til sine ansatte i stedet for løn, da der ganske simpelt ikke var nok rede penge i kassen.

I år manglede der 26 milliarder dollars for at få tingene til at gå op, da budgettet skulle forhandles.

Derfor måtte politikerne vedtage et budget med nedskæringer på 15 milliarder dollars ud af et oprindeligt budget på 102,5 milliarder dollars. 60.000 statsansatte bliver fyret, mens alle andre statsansatte skal tage tre dages ulønnede fridage hver måned.



Blå himmel og store drømme har længe været Californiens kendetegn - men kulsorte skyer truer delstaten. Foto: Freefoto.com


Denne nedskæring kom først efter voldsomme politiske kampe og skyttegravskrige i Californiens kongres.

Processen har været hård. En særlig paragraf i Californiens grundlov siger, at delstatens budget skal vedtages med 66 procent af stemmerne i kongressen.

Det betyder, at det demokratiske flertal ikke kan hæve skatterne, som de vil på grund af republikansk modstand. Samtidig kan Republikanerne ikke komme igennem med de store nedskæringer, de vil på grund af demokratisk modstand.

Resultatet blev i mange år stilstand.

Det gjorde det hele værre, og i år var der således ingen vej uden om store nedskæringer.

Blandt andet uddannelse blev hårdt ramt, hvor flere milliarder dollars blev skåret fra – hvilket også er sket andre år. Nogle mener, at det kan forklare, at i 1996 var 43 procent af statens 19-årige på universitetet - nu er det 30 procent.

Goder uden at ville betale

En af grundende til miseren er indbyggernes store lyst til at sende dyre lovforslag til folkeafstemning. Igennem flere årtier vedtog delstatens borgere for eksempel en del forslag, der bandt store udgifter til uddannelse, men samtidig forbød en høj ejendomsskat, som ellers er det, der betaler for uddannelsessystemet i mange amerikanske delstater.

Politikerne blev altså af borgerne tvunget til at lade pengene fosse ud – men forbudt af de selv samme borgere at få tilstrækkeligt med penge til at kunne betale for de mange ønsker.

Politikerne selv stillede også pakker på gavebordet. I 2003 var delstatens budget 76,3 milliarder dollars. I 2008 var budgettet 102,5 milliarder dollars.

En stigning på næsten 35 procent, som imidlertid kun blev modsvaret en befolkningsstigning og inflation på samlet 21,5 procent.

Pengene til at betale for de voldsomt stigende offentlige udgifter er der ganske simpelt ikke.

Resultatet blev den tyngende gæld, som delstaten nu må slås med.

Og så kom finanskrisen og knockoutede Californien med en grum uppercut.

Husprisernes kollaps

De californiske huspriser tordnede mod himlen i årene op til krisen – langt mere end de fleste andre steder i USA. Boligejerne lånte til motorcykler og svømmepøle.

Nu er huspriserne i enkelte dele af Californien faldet med op til 70 procent.

Tvangsauktionerne styrer nu boligmarkedet, og hjemløse flokkes om de transportable toiletter og brusebade, som lokale bystyrer har stillet op på parkeringspladser.

Californien i dag er langt fra den gyldne stat, som guldjægere i 1800-tallet og dotcom-entusiaster i starten af dette årtusinde myldrede til.

I de sidste par år har op imod en halv million indbyggere forladt delstaten, som måske står til at miste et kongresmedlem, når USA’s befolkning bliver talt op i 2010.

Den nu særdeles upopulære guvernør Arnold Schwarzenegger og de californiske politikere står over for en særdeles kritisk tid. Både forskere, kommentatorer og politikere vil da også gerne have ryddet op i den californiske grundlov, så udgiftskrævende forslag sendt til folkeafstemning ikke fremover kan binde politikerne på hænder og fødder.

Det endegyldige resultatet af den økonomiske krise i Californien er endnu ukendt. Men lige nu er den amerikanske drøm i hvert fald sat på standby i en stat, der ellers om nogen har symboliseret den.

6.10.09

Retten afgør retten til skydevåben

Bevæbnet: Retten til at have våben er en central - og meget omdiskuteret - del af USA og den amerikanske selvforståelse.
Det er afgjort juridisk, at den føderale stat skal anerkende indbyggernes ret til at have våben.
Men hvad med delstaterne?
En retssag nærmer sig Højesteret, som skal afgøre, om delstaterne godt må begrænse amerikaneres våben-rettigheder.
Nikolaj Stenberg fra bloggen Verden fra min altan har som jura-studerende styr på det juridiske, og han giver en fin gennemgang af sagen i en række indlæg. De kan findes her.

4.10.09

Harry & Louise kæmper nu for Obama

Reklamer: Mens Barack Obama bruger fire timer og 32 minutter på at tonse rundt i København, fortsætter hans kamp for at stable en sundhedsreform på benene i USA.
Det samme forsøgte Bill Clinton - og Hillary Clinton - også i 1993, hvilket endte i et totalt nederlag, der var med til at sikre Republikanernes jordsskredssejr ved midtvejsvalget i 1994.
Et element i den daværende modstand mod reformen var naturligvis tv-reklamer, og her blev "Harry and Louise"- reklamerne berømte.

"If we let the government chose, we lose." Reklamerne var lavet af reklamefirmaet Goddard Clausen for lobbyist-sammenslutningen HIAA, der arbejder for de private sundheds-forsikringsselskaber. Budskabet var, at statslig indblanden på området ville skabe massivt bureaukrati.
HIAA - Health Insurance Association of America - stod bag reklamerne, som hurtigt opnåede stor popularitet. Det ærke-amerikanske ægtepar, der blev overvældet af statsligt bureaukrati, ramte en regeringskritisk åre, der var meget stærk i USA på det tidspunkt.
Selv efter Clintons nederlag levede reklamerne videre. HIAA brugte parret igen i 2000, og også i 2004 blev de blandet ind i valgkampen.
I 2002 blev "Harry and Louise" i ægte amerikansk stil del af en retssag. Reklamens budskab var, at kloning af mennesker var godt for den medicinske forskning. HIAA brød sig ikke om brugen af skuespillerne og konceptet uden deres accept, og sagen endte i retten - HIAA tabte. Læs mere om retssagen i Sacramento Business Journal her.
For at slutte cirklen bruger Barack Obamas og Demokraternes allierede nu "Harry and Louise" til at sætte skub i deres vision for et nyt sundhedssystem i USA.
Den nye reklame er lanceret af organisationer, der støtter Obamas og Demokraternes visioner for en sundhedsreform. Reform er nu en god ting for "Harry and Louise."
Det efterhånden ganske velkendte par giver sandsynligvis tv-reklamerne ekstra styrke, simpelthen på grund af menneskers forkærlighed for det velkendte. Men om de får samme succes som reklamerne fra starten af 1990'erne - dengang med det modsatte budskab - må vi vente nogen tid endnu med at få svaret på.

28.9.09

Konkurrencen halter i det amerikanske sundhedsvæsen

Dyrt: Barack Obama og Demokraterne kæmper hårdt for at få vedtaget en sundhedsreform.

Det i øjeblikket mest sandsynlige er, at en reform bliver vedtaget, som øger statens finansiering af fattige amerikaneres sundhedsbehov, og samtidig kræver at alle amerikanere skal have en sundhedsforsikring hos et forsikringsselskab.

Det sidste vil betyde store summer ned i lommen for de private forsikringsselskaber.

Monopol
På den amerikanske venstrefløj – og i Europa – er forklaringen på amerikanernes dyre sundhedsvæsen, at markedet ikke fungerer.

Ironisk nok har de ret – men ikke helt på den måde, de selv tror.

Konkurrencen mellem forsikringsselskaberne er så godt som ikke-eksisterende.

I 1945 vedtog Senatet loven ”McCarran-Ferguson Act.” Den giver de amerikanske delstater stor magt i udformningen af regler og love for forsikringsselskaber i hver enkelt delstat.

Resultatet i dag er, at der eksisterer 50 monopoler eller duopoler i de fleste stater. Indbyggerne i for eksempel Nevada må ikke tegne en forsikring hos et selskab i Florida.

Dermed kan forsikringsselskaberne skruer priserne op og udnytte monopolet – og derved vil liberalister gerne give venstrefløjen ret i, at markedet ikke fungerer.

4000 dollars dyrere
Tænketanken NCPA – National Center for Policy Analysis – har lavet en undersøgelse, som viser, at en 25-årig mand ved godt helbred kan købe en forsikring for 960 dollars om året i Kentucky.

En tilsvarende forsikring koster 5880 kroner i New Jersey.

En anden forsikring koster i Iowa 1692 dollars mod 4032 i Massachusetts.

Dermed ikke sagt at forsikringsselskaberne malker deres kunder meget mere i Massachusetts eller New Jersey. Delstatsregeringerne kan her have vedtaget love og regler, som gør forsikringerne meget dyrere end i de andre stater – for eksempel krav om, at alle forsikringstagere solidarisk skal være med til at betale for en overvægtig højrisiko-kunde med forhøjet blodtryk.

En sundhedsreform, som vil åbne for konkurrence på tværs af statsgrænserne, vil dog alt andet lige tvinge priserne ned – særligt hvis delstaterne ikke længere står så frit til at regulere og fordyre sundhedsbranchen som i dag.

Men i øjeblikket er der ingen tegn på, at en sådan interstatslig konkurrence er på vej – og sundhedsomkostningerne vil fortsætte deres himmelfart.

Læs et uddrag af NCPA's analyse her.

20.9.09

Manden med nøglen til en sundhedsreform

Magt: USA ser ud til at være på sikker kurs mod – en eller anden form for – sundhedsreform. Men det er hverken præsident Barack Obama eller senatsleder Harry Reid, der er nøglepersonen i de kommende ugers politiske slagsmål. Manden med nøglen er Max Baucus, demokratisk senator fra den ellers sikre republikanske bastion Montana.

67-årige Baucus blev valg til Repræsentanters Hus i 1974. I 1978 skiftede han til Senatet og er vældig populær i sin hjemstat. I 2002 vandt han valget med 63 procent af stemmerne, og i 2008 sikrede han sig 73 % af stemmerne i Montana.

Han er nummer ni på listen over længstsiddende senatorer. Anciennitet er afgørende i Senatet, og den magt og indflydelse øger kun hans popularitet i den bjergrige hjemstat.

Således sidder han sikkert i sadlen, og derfor er han svær at lægge pres på for Republikanerne - og for demokratiske græsrødder.

Det har betydning, fordi Baucus er formand for ”Senate Finance Committee” – en særdeles magtfuld komite i senatet.

Den behandler således spørgsmål om skat, handel og – sundhed.

Baucus er dermed blevet den mest centrale spiller i sundhedsreform-debatten i øjeblikket.

Derfor lyttede politikerne også grundigt, da Baucus og hans komite lancerede deres udgave af en sundhedsreform – en moppedreng af en lov på 223 sider.

Stillingskrig
Umiddelbart tyder det på, at det bliver den lov, der vil danne udgangspunkt for den juridiske stillingskrig, der vil folde sig ud i de kommende måneder.

Baucus er en moderat demokrat. Han er således tilhænger af frihandel, stemte for Bushs skattelettelser i 2001 og går ind for retten til at have våben. Derfor får det venstreorienterede USA ikke det udgangspunkt for en sundhedsdebat, som det ønsker sig.

Baucus afviste således et såkaldt ”single-payer” system. Det vil sige et sundhedssystem modelleret efter en typisk europæisk velfærdsstat. Staten kræver penge ind, og sørger herefter for at betale for borgernes sundhedsbehov – det være sig hos private eller offentlige leverandører.

Baucus’ lovforslag sætter blandt andet grænsen op for, hvor meget man må tjene, før man kan komme ind under Medicare – således må man ifølge forslaget tjener 133 % over fattigdomsgrænsen, og stadigvæk få en statslig sundhedspakke. Det er guf for den demokratiske venstrefløj.

Der er også noget for højreorienterede amerikanere i forslaget. Der er således ingen regeringsstyret forsikringsmodel. Samtidig kræver loven, at alle amerikanere skal tegne en forsikring. Det betyder voldsomt øgede indtægter for de private forsikringsselskaber.


Afhængig af medicinalindustrien?
Fra venstreorienteret hold er kritikken haglet ned over Baucus for dette punkt. Han anklages for alt for tætte forhold til medicinalindustrien og de private forsikringsselskaber. Montana er en af de stater i USA, hvor færrest har en sundhedsforsikring – og fra 2003 til 2008 har Baucus modtaget næsten fire millioner dollars i kampagnestøtte fra medicinal- og sundhedsindustrien.

Det ændrer ikke på, at han er manden med nøglen, der kan låse op for en fastlåst situation.

Men først nu begynder den virkelige kamp. I selve komiteen skal det nu afgøres, hvilke tilføjelser og ændringer medlemmerne her vil have.

Derefter kører lovforslaget videre til Senatet, hvor alle medlemmer forhandler videre.

Bliver der endelig vedtaget noget her, skal Senatet forhandle et kompromis på plads med det sundhedsreform-forslag, som Repræsentanternes Hus lancerer.

Altimens bliver kongresmedlemmerne overvåget og presset af både Det Hvide Hus og diverse interesseorganisationer – som hver trækker i deres retning.

Kommer der en sundhedsreform vil den med garanti ikke ligne Max Baucus’ forslag 100 procent – men hans forslag bliver med stor sandsynlighed det skelet, som alle dele af sundhedsreformen skal holdes oppe af.

Her er et interview på næsten 50 minutters længde, hvor Baucus bliver udfrittet om sine tanker.


11.9.09

Wilson bliver symbolet på "nej-partiet"

Republikanerne bliver i disse uger anklaget for hele tiden at sige nej til reformforslag og ikke komme med konstruktive forslag eller modtiltag, når Demokraterne lancerer deres idéer.

Dette blev senest symboliseret under præsident Barack Obamas sundhedsreform-tale.

Det ellers obskure medlem af Repræsentanternes Hus Joe Wilson fra South Carolina opnåede pludselig verdensomspændende berømthed, da han midt i Obamas tale rejste sig, rød i hovedet, og med en sitrende og anklagende pegefinger pegede på præsidenten:

Du lyver, råbte han.

Dermed blev han symbolet på nej-strategien - og et ikon i blogosfæren og på Twitter.

Kongresavisen "The Hill" skriver her en interessant artikel om Wilsons udbrud - og efterfølgende retræte og undskyldning.

19.8.09

Højesteret vil forblive delt over midten

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg fik i februar konstateret en farlig kræftsygdom, mens dommer John Paul Stevens er blevet 89 år gammel.

Alt tyder på, at det bliver disse to, der enten trækker sig eller dør i embedet, og dermed skal præsident Barack Obama udpege nye dommere, ligesom han for nylig gjorde med Sonia Sotomayor.

I den for kontroversielle politiske afgørelser meget vigtige Højesteret vil det imidlertid ikke ændre på magtbalancen, der stadig vil lyde på fire liberale, fire konservative og en moderat.

Såvel Ginsburg som Stevens tilhører nemlig domstolens liberale fløj, på trods af at Stevens blev udpeget af republikaneren Gerald Ford i 1975.

Unge konservative
Den konservative fløj bestående af højesteretspræsidenten John G. Roberts, Antonin Scalia, Clarence Thomas og Samuel Alito er væsentligt yngre end den nuværende liberale fløj. Scalia skiller sig ud med sine 73 år, men ellers er de alle fra midten af 50'erne til midt i 60'erne.

Dermed får Barack Obama - med mindre en uventet begivenhed sker - næppe mulighed for at skubbe domstolens politiske holdninger til venstre.

Tværtimod kan den konservative fløj sidde og håbe på, at en republikaner bliver præsident i 2012 eller 2016 og således roligt lade sig udskifte til den tid. Tre-syv år er ingen tid for en højesteretsdommer.

Souter overraskede
Dog skal Obama passe på ikke at lade sig overraske ved at udnævne en dommer, der så viser sig at tilhøre den politisk modsatte fløj i retssalen.

Det skete for præsident George H. W. Bush, som i 1990 udpegede den netop pensionerede David Souter som ny dommer.

Her regnede de fleste konservative med, at de nu fik styrket deres fløj i Højesteret, men Souter etablerede sig hurtigt som del af den liberale fløj - til ærkekonservatives store vrede.

En sådan "skjult dagsorden" hos en dommer er måske den eneste mulighed for reelt at skubbe til magtbalancen i Højesteret i dag - men det vil være svært at overraske for en dommer med den massive mediebevågenhed fra såvel aviser og tv som de tusindvis af ideologisk motiverede blogs, der gennemtrawler enhver dom og udtalelse fra en kandidat til USA's Højesteret.

9.8.09

Højesteret er stadig delt over midten

6. august fik Barack Obama sin kandidat til USA's Højesteret godkendt i Senatet med 68 stemmer for og 31 imod. Men den politiske sejr ændrer ikke på balancen i Højesteret.

Sonia Sotomayor erstatter nemlig dommer David Souter, der i en alder af 69 år går på pension for at nyde tilværelsen i New Hampshire. Udpegningen som højesteretsdommer er ellers på livstid, hvad mange dommere da også har benyttet sig af. Men Souter ville altså nyde de gyldne år i New Hampshires smukke natur.

Souter blev udpeget af republikaneren George H. W. Bush, men skuffede hurtigt de republikanere, der troede, de nu fik en konservativt medlem af Højesteret.

Souter blev en del af den liberale blok i Højesteret, og således var Højesteret i mange år delt med fire konservative, fire liberale og en moderat - nemlig Anthony Kennedy, som dermed afgør mange af sagerne. Kennedy blev udpeget af Ronald Reagan i 1988.

Sotomayor skaber dermed ingen politisk venstredrejning i Højesteret - lige nu.

Men på lang sigt kan det få stor betydning, idet Sotomayor med en alder på 55 har mange år foran sig i Højesteret - måske endda tre-fire årtier. Får Obama mulighed for at udpege flere Højesteretsdommere - hvad meget tyder på - kan den liberale blok i sidste ende sidde med flertallet.

Lige nu ligger feststemningen dog hos USA's latinoer, idet Sotomayor er landets første højesteretsdommer fra den etniske gruppe. Dermed har Obama også sikret sig taknemmelighed og dermed også fortsat stor opbakning fra en gruppe, der med 67 procent af stemmerne til den demokratiske kandidat var en vigtig del af Obamas vindende koalition i november sidste år.

2.8.09

Senator trækker sig

Heldigvis for Republikanerne har senator Jim Bunning fra Kentucky besluttet at trække sig og ikke stille op til genvalg i 2010.
Bunning blev af begge partier anset som Republikanernes svage punkt ved næste midtvejsvalg i 2010, og tabte han valget, ville Demokraterne kunne have udbygget deres forspring endnu mere i Senatet.
Mindretalsleder Mitch McConnel gjorde alt, hvad han kunne for at presse Bunning ud. Bunning truede med at melde sig ud af partiet, men sådan gik det altså ikke. Han har kapituleret, sandsynligvis på baggrund af, at det negative pres har ført til få donationer til valgkampen.
En tilfreds McConnel kan dermed lade Trey Greyson, lokalpolitiker i Kentucky, være en langt stærkere kandidat for Republikanerne. I en overvejende republikansk stat har partiet nu gode muligheder for at beholde begge sæder i Senatet.
Læs mere om sagen her.

18.7.09

Guvernør Paterson ender som en døgnflue

David Paterson fik sit livs største chance, da guvernør Elliot Spitzer blev afsløret i at betale dyre domme for luksus-escortpiger.

Viceguvernør Paterson blev ny leder af staten New York, og forhåbningerne til den i øvrigt blinde politiker var høje.

Siden er hans popularitet raslet ned. Årsagerne er flere.

Underskud
En er han uden megen kontrol over, men han får skylden alligevel. Finanskrisen har også ramt staten New York, og budgettet er ved at kollapse. På fire år kan underskuddet nå 47 milliarder dollars.

Skylden ligger dog ikke så meget på finanskrisen som på delstatens politikers vilde stigninger i budgettet over de sidste 15 år. Her er budgettet steget med 4,9 procent om året – et godt stykke over inflationen på 2,7 procent i samme periode.

Nu sidder Paterson med aben og får skylden. Løsningen er enten budgetnedskæringer, skattestigninger eller mere sandsynligt begge dele – og i sidste ende får Paterson sparket af vælgerne.

En anden grund er hans mislykkede udnævnelse af Kirsten Gillibrand til ny senator. Stærke demokratiske kræfter i byen New York raser over udnævnelsen og mener, Gillibrand er for konservativ.

Gillibrand var tidligere kongresmedlem for et republikansk-hældende distrikt i den nordlige del af staten, hvor hun støttede retten til at have våben.

Men siden udnævnelsen til senator har hun bevæget sig mod venstre. Det hjælper ikke Paterson, som også lagde sig ud med Kennedy-familien, der blev ydmyget, fordi Caroline Kennedy blev blandet ind i striden om Hillary Clintons åbne plads i Senatet.

Endelig er det nylige sammenbrud i delstaten New Yorks forsamling en giftpille for Paterson. Demokrater og Republikanere står efter en række politiske studehandler 31-31 mod hinanden, og intet bliver gennemført.

Ny Cuomo
Det benytter den voldsomt populære justitsminister i delstaten, Andrew Cuomo, til sin fordel.

Cuomo er søn af Mario Cuomo, der var guvernør i delstaten fra 1983-1994. Han var voldsomt populær og blev flere gange anset for Demokraternes bedste bud ved et præsidentvalg.

Andrew Cuomo lagde sig forleden ud med Paterson (læs om det her) og det anses for et tydeligt bevis på, at Patersons tid rinder ud. Han vil ikke have nogen chance for at slå Cuomo i et primærvalg.

Paterson kan kun håbe på, at Cuomo af en eller anden grund ikke stiller op. Men gør han det, vil Paterson nok ikke engang forsøge at slå ham. Så handler det bare om at undgå ydmygelsen og trække sig tilbage med æren i behold.

12.7.09

Demokraterne slipper af med ”enfant terrible”



Da den korruptionsanklagede guvernør i Illinois Rod Blagojevich udpegede Roland Burris som ny senator, lige før guvernøren selv blev afsat, fik Demokraterne et anseeligt problem.

Nægtede de at lade ham få sin plads, ville det betyde et svækket flertal i Senatet og stor vrede fra sorte organisationer både i Illinois og resten af landet – Burris er i dag det eneste sorte medlem af Senatet.

Lod de ham få pladsen, ville det være en etisk skamplet for Demokraterne, og et senatssæde den upopulære Burris let kunne tabe til en republikaner i 2010.

Det endte således med, at han blev medlem af Senatet.

Problemløsning
Men nu har Barack Obamas afløser i Senatet løst problemet af sig selv. Han stiller nemlig ikke op til valget i 2010. Det skriver avisen Chicago Tribune her.

Ifølge Burris selv skyldes det, at han ikke vil bruge tid og penge på at føre valgkamp, men i stedet vil bruge sin tid i Senatet på at ”kæmpe for Illinois.”

Imidlertid er det ikke svært at se, hvorfor Burris ikke tør tage en valgkamp.

I april blev det afsløret, at Burris kun havde fået 845 dollars ind i donationer til at føre valgkamp for. Burris kan altså dårligt betale for sandwich til de fremmødte journalister ved et valgmøde.

Det må siges at være et problem af en vis størrelse, da en typisk senatsvalgkamp i 2006 kostede 7,8 millioner dollars.

Et spørgsmål om ære
Samtidig har Burris haft sværere og sværere ved at forklare, om han på en eller anden måde var involveret i Blagojevich’s valg af ham som senator.

Burris ville med en vis sandsynlighed havde fået læsterlige tæsk i et demokratisk primærvalg, og havde i hvert fald ikke opnået genvalg.

Derfor vælger den noget forfængelige Burris altså at trække sig med en smule af æren i behold.

Er ære virkelig så vigtig for Burris? Ja, der kan der næppe være tvivl om – bare se dette billede af hans gravmomument, som allerede er bygget og med en god portion tekst på plads. En ”trailblazer” vil næppe finde sig i et forsmædeligt valgnederlag…



5.7.09

Republikanernes annus horribilis

Republikanerne var blevet tæsket gule og blå og lå blødende ved kantstenen efter valget i november.

Men nu kunne det da kun gå fremad, mente de fleste.

Steele flopper
Med Michael Steele som nyvalgt formand skulle partiet række ud til minoriterne.

Samtidig linede kandidaterne til præsidentvalget i 2012 sig op. Mike Huckabee og Sarah Palin tiltrak de evangeliske kernevælgere, og Mitt Romney og Mark Sanford kunne tiltrække minimaltstatsvælgerne.

Steele har efterhånden ingen kontrol over partiet længere, og det er tydeligt for flere kommentatorer, at han har fået en opgave langt ud over, hvad hans evner række til. De kiksede hiphop-referencer og skærmydslen med Bill O’Reilly ødelagde enhver troværdighed og tiltro til Steele.

Sanford bliver forelsket
Så imploderede guvernør Mark Sanford, da han indrømmede at have en affære med argentinske ”Maria” – hvis fulde navn ifølge The New York Times er ”María Belén Chapur.” Han stak ganske simpelt af fra ledelsen af staten i en uge, og da han vendte tilbage efter pres fra medier og embedsmænd faldt han hurtigt fra tinderne.

Han fik en stor stjerne hos konservative amerikanere, da han afviste præsident Barack Obamas føderale hjælp til sin hjemstat – om end han til sidst blev tvunget til at tage imod den.

I 2004 slæbte han levende grise ind i delstaten South Carolinas parlament som protest over politikers store kærlighed til ”pork barrel” – statspenge til at vinde gunst hos vælgerne med byggeprojekter og lignende.

Men nu er faktum, at et kandidatur i 2012 er udelukket for den indtil nu vældigt populære guvernør.

Palin flygter
Så var det Sarah Palins tur til at overraske.

Havde hun erklæret, at hun ikke stillede op til genvalg i 2010 ville det ikke havde ført til voldsomt store overskrifter i medierne. Det ville være naturligt, hvis hun havde præsidentambitioner. Der er langt fra Alaska til New Hampshire og Iowa, hvis man hver dag skal flyve fra hovedstaden Juneau.

Men nu har hun trukket sig helt ud af politik, og et noget forvirrende pressemøde – hvor pressen ikke fik lov til at stille et eneste spørgsmål – fik ikke ligefrem bragt lys over kaosset.

Vil hun stadig stille op i 2012, har hun nu enorme granitsten fra Alaskas bjerge hængende om halsen. Modstanderne vil spørge:

Hvilken erfaring har du for at blive præsident efter 2½ som guvernør af befolkningsmæssigt lille Alaska? (Onde tunger kalder Alaska for en stor, tom dybfryser)
Vil du også løbe fra pladsen, hvis præsidentembedet bliver for hårdt?

Palin-familien har haft et hårdt år med teenagegraviditet, anklager om magtmisbrug, anklager om at spenderer enorme partipenge på tøj – og så en anklage mod Palin for ganske simpelt at være uvidende.

Måske gemmer der sig en stor skandale, der snart åbenbarer sig. Så kan en tilbagetrækning pludselig give lidt mening for at punkterer ballonen en smule. Men også for Palin er vejen til Det Hvide Hus spærret af en flere kilometer bred rivende flod, som reelt er umulig at krydse.

Hun kan muligvis vinde det republikanske primærvalg stadigvæk, men demokrater og uafhængige afskyer hende som pesten og ser hende nu også som en, der giver fortabt, når udfordringerne vokser. Hun kan ikke vinde et valg mod Obama.

Kærlighed, trods alt
Kort og godt har 2009 utroligt nok vist sig at være endnu mere katastrofalt for Republikanerne end 2008. Hvad er næste skandale, spørger mange konservative amerikanere sig, mens angste små hår rejser sig i nakken.

Romantiske anlagte republikanere må nøjes med at glæde sig over, at en mand nok har fundet sit livs kærlighed. Sanford erkender nemlig, at han stadig er voldsomt forelsket i ”Maria,” og derfor er han ikke sikker på, at han kan redde sit nuværende ægteskab. Det er da ærlighed.

Læs her en artikel fra "The American Conservative" fra foråret om Sanford Mandens popularitet blandt konservative er åbenbar.

23.5.09

Demokraterne kan tvinge sundhedsreform igennem

Præsident Barack Obamas reformer fortsætter i USA, og en ting er allerede sikker: USA vil være meget mere ”europæiseret” om fire år.

Næste mål for præsidenten og Demokraterne er en sundhedsreform.

Sundhed har i årtier været et giftigt emne for amerikanske politikere.

I begyndelsen af Bill Clintons første præsidentperiode kastede Hillary Clinton sig aktivt ind i kampen for at nationalisere sundhedssystemet. Hun løb panden imod bred offentlig modstand, en forenet republikansk opposition og stærke lobbyister og brancheorganisationer.

Resultatet var, at der slet ingen sundhedsreform kom, og Demokraterne fik tæsk ved midtvejsvalget i 1994, hvor Newt Gingrichs republikanere stormede frem i Kongressen.

Koalition splintret
I dag er den koalition, som slog Clinton-familien, i opløsning. Offentligheden hælder mod sundhedsreformer, og flere er villige til at acceptere staten som en stor del af løsningen. Republikanerne er svækkede og splittede. Kun lobbyisterne har fordums styrke, men om de ene og alene kan sætte Obama og Demokraterne skakmat er særdeles tvivlsomt.

Alligevel har Demokraterne sikret, at de med garanti får en sundhedsreform igennem.

Partiet har nemlig sørget for, at sundhedsreformen bliver en del af en såkaldt ”reconciliation bill.” Det betyder, at loven bliver påklistret det årlige budget, som kun kræver 50 stemmer i Senatet for at blive vedtaget i det hus.

Grunden til det er, at politikerne ikke ønsker, at budgettet skulle kunne blive offer for en ”filibuster,” så staten ville lukke ned.

Republikanerne spytter af vrede, men kan ikke gøre meget. Således er det nu kun nødvendigt, at 50 demokratiske senatorer stemmer ja. Og da der er 59 af dem med afhopperen Arlen Specter, kommer der en sundhedsreform – selv hvis konservative demokrater som Ben Nelson fra Nebraska stemmer imod.

Republikanerne har i øvrigt selv før brugt ”reconciliation bills” – nogle af George W. Bushs skattelettelser blev vedtaget på den måde.

Ambitiøs
Obamas og Demokraternes plan må siges at være ambitiøs. Sundhed skal være et universelt gode, sikret af staten, om end både private firmaer og staten skal udbyde forsikringer. Samtidig skal sundhedsudgifterne over de næste ti år reduceres med 1,5 procent hvert år.

Det mål skal nås ved mere forebyggende behandling, ved at fjerne offentligt spild og indføre elektroniske journaler.

Republikanerne er målløse over, at Demokraterne tror, de kan reducere udgifterne ved at blande staten endnu mere ind i systemet. Historien beviser det modsatte, mener de.

Partiet har således lanceret deres eget forslag til sundhedsreform, som især indebærer skattefradrag for private sundhedsforsikringer.

I øjeblikket forhandler de to partiet i Kongressen, men mister Demokraterne tålmodigheden med Republikanerne har de nu en ladeport af en udvej: ”En "reconciliation bill.” Sundhedsreform bliver der – indholdet må vi vente på.

Mere lokale nyheder: Bloggen går på en midlertidig pause, da forfatteren skal til – USA. På gensyn.

16.5.09

Vandt Taylor eller Cass Tennessee i 1848?

Det bør naturligvis ikke være muligt at gå gennem livet uden at kende svaret på ovenstående spørgsmål.

Lige så vigtigt er at få afklaret, hvorvidt Ulysses S. Grant fik over tre millioner stemmer ved valget i 1868.

Derfor findes heldigvis siden http://www.uselectionatlas.org/.

Siden er en skatkiste af viden om stemmefordelingen ved ALLE amerikanske valg siden 1789.

De senere valg er meget rigt repræsenteret, og det er muligt at gå ned i byniveau for at følge stemmeafgivningen i hver enkelt by ved primærvalget i 2008.

Derfor kan siden stærkt anbefales, når man skal have fyldt lidt viden på for at nørde over for kammeraterne eller erobre en obskur ost i Trivial Pursuit.

I øvrigt vandt Zachary Taylor Tennessee i 1848 med 52,85 procent af stemmerne, og Ulysses S. Grant fik 3,013,790 stemmer i 1868 og dermed lige over tre millioner.

9.5.09

Romney skyder præsidentvalget i gang

Knap har Barack Obama indtaget Det Hvide Hus, før kampen om præsidentposten i 2012 tager til.
Demokraterne tager det naturligvis stille og roligt. Barack Obama bliver deres kandidat.
Men hos Republikanerne satser Mitt Romney på at komme endog meget tidligt ud af startboksen.
Han har netop solgt sine huse i Utah og Massachussets for at flytte til Wolfeboro i New Hampshire.
New Hampshire er den første stat med et åbent primærvalg i præsidentvalgkampen, og den anden stat til at stemme efter Iowa. En sejr i New Hampshire giver som regel god medvind til en kandidat.
Ved at bo i New Hampshire kan Romney naturligt nok skabe et fantastisk netværk i staten og gøde jorden for en jordskredssejr ved primærvalget om en del år.
Vrøvl og gisninger
Netop ordene "en del år" er afgørende. For det er ganske omsonst at diskutere præsidentkandidater på dette tidspunkt.
Ingen - end ikke Barack Obama - regnede i foråret 2005 med, at Obama ville stille op i 2008, banke den ellers usårlige Hillary Clinton og ride ind i Det Hvide Hus på en finanskrise-bølge med en let sejr over John McCain.
Derfor skal man ikke lægge mere i de tidlige kandidater, diverse medier og blogs vrøvler om, end det det er - vrøvl og gisninger.
Og således har denne blog altså også gjort sit - og vil nok gøre det igen senere i år. Undskyld på forhånd.
Uanset hvad er der dog ikke meget at sige til, at en del amerikanere er godt og grundigt trætte af den valgmaskine, der ruller hele tiden. Men konsulenter og PR-folk skal jo have noget at rive i.

3.5.09

Demokraterne scorer mål på stribe

Der må have været jubelscener i Det Ovale Kontor og diverse demokratiske senatorkontorer i denne uge i Washington D.C.

Først hoppede den republikanske senator i Pennsylvania, Arlen Specter, over til Demokraterne.

Selve skiftet kom overraskende, men grundene er simple: Det er ikke dybtliggende politiske overvejelser, men derimod et simpelt personligt ønske om magt, der førte til afhopningen – og det indrømmende Specter da også selv på pressemødet, om end i noget pænere vendninger.

Han sagde at det simpelthen drejede sig om at blive valgt.

Og det ville han næppe blive i Pennsylvania ved næste senatsvalg – som republikaner.

Den hårde kerne
Mange moderate republikanere forlod partiet i 2008 for at kunne stemme i demokraternes primærvalg under kampen mellem Obama og Hillary Clinton. Derfor er kun den hardcore højrefløj tilbage.

I det kommende republikanske primærvalg vil de støtte Pat Toomey, som let ville have vundet over Specter.

I 2004 var Toomey kun 1,4 procentpoint fra at slå Specter, og en nylig meningsmåling viste, at Toomey ville slå Specter med 51 procent af stemmerne med 30 procent til Specter i et primærvalg.

Toomey vil sandsynligvis have fået læsterlige tæsk ved selve senatsvalget i den mere og mere demokratiske stat Pennsylvania, men det ville ikke have hjulpet Specter.

Derfor er han nu demokrat – hvad han i øvrigt også var indtil 1966.

Som demokrat burde Specter havde gode chancer, hvis ellers han slipper igennem det demokratiske primærvalg. Det burde han gøre. Han har været senator siden 1991 og kan dermed bruge hans senioritet i mange sammenhænge. Det sætter befolkningen pris på.

For Obama og Demokraterne betyder det, at de nu er meget tæt på 60 pladser i Senatet – senatsvalget i Minnesota bliver afgjort til fordel for demokraten Al Franken om få uger. Dermed har Republikanerne ingen muligheder for at blokere demokraternes lovforslag. The Democrats rule supreme.

Liberal dommer trækker sig
Den anden gode nyhed for Obama og Demokraterne kom overraskende. Højesteretsdommer David Souter vil trække sig.

Souter er ganske ung i højesteretssammenhæng – han er 69 år. Den ældste, John Paul Stevens, er derimod 89 år gammel.

Men Souter savner sin hjemstat New Hampshires marker og bakker, og han har aldrig sat pris på livet i hovedstaden. Nu vil han nyde sin pensionisttilværelse, mens han har fysikken til det.

Dermed skal Obama nominere en ny dommer.

Domstolen er delt op i to lige store blokke – en på fire liberale og en anden på fire konservative. 72-årige Anthony Kennedy er den moderate, der ofte afgør kontroversielle sager.

Souter tilhører domstolens liberale fløj. Dermed bliver der ikke ændret på styrkeforholdet umiddelbart. Men det betyder alligevel meget at sætte sit mærke på retten og indsætte en 20 år yngre kandidat, som kan styrke den liberale fløj i fremtiden.

Meget taler for, at Barack Obama vil udpege en kvinde for at cementere demokraternes styrke blandt denne vælgergruppe. Den amerikanske højesteret har i dag et kvindeligt medlem, 76-årige Ruth Bader Ginsburg, som i øjeblikket kæmper mod en formentlig dødelig kræftsygdom.

Med det styrkede flertal i Senatet burde Obamas nominering til ny dommer gå glat igennem Senatet. Alt i alt har det været en rigtig god uge for Det Hvide Hus.

25.4.09

Republikanerne får endnu et kæbestød

Nu skulle det hele vende. Det troede Republikanerne. De håbede det. Og mange bad sikkert om det.

For tre uger siden var der valg i New Yorks 20. kongresdistrikt. Vælgerne skulle finde en afløse for Kirsten Gillibrand, som guvernør Paterson udnævnte til senator.

Demokraterne stillede med en ukendt forretningsmand, Scott Murphy.

Republikanerne stillede med Jim Tedisco. Han er leder af Republikanerne i delstatens forsamling, han har været aktiv i politik i over 30 år og er kendt af så godt som alle i distriktet.

Samtidig er der 70.000 flere registrerede republikanere i distriktet end demokrater.

Nederlag
Alligevel tabte Tedisco – med 399 stemmer. Resultatet kom på plads efter flere omtællinger.

Resultatet er et slag i hovedet på Republikanerne og vil demoralisere partiet yderligere.

Valget skulle vise, at amerikanerne vendte sig fra det, Republikanerne kalder Obamas socialistiske politik med massiv statsudvidelse.

Men det tætte nederlag i det ellers republikanske distrikt viser, at Republikanerne stadig har en stenet og snoet vej foran dem. Partiets strateger skal gå endnu mere i tænkeboks, end de allerede er.

Usikker fremtid
Fremtiden ser ikke meget bedre ud. Præsident Obama spytter det ene politiske forslag ud efter det andet. Nu gælder det sundhedsreform.

Obama og Demokraterne vil så godt som indføre skatteyderbetalt sundhedspleje. Republikanerne vil kæmpe for at bevare markedet i systemet.

Men strategien ligger allerede i ruiner. Flere Republikanerne i Kongressen forhandler med Obama om reformen, mens andre blankt afviser enhver handel. Ikke just en forenet front.

Men måske er der en fremtid for Jim Tedisco. Han fremstår i hvert fald ikke som en sur taber, efter han i dag erkendte sit valgnederlag. Måske kan han vippe Murphy af pinden i 2010 – hvis ellers Republikanerne stiger i amerikanernes agtelse.

Læs artikel i avisen Times Union om valget her.

18.4.09

Det sidste senatsvalg er – næsten – afgjort

Langt om længe har Minnesotas valgkommission bestemt, at demokraten Al Franken vandt senatsvalget i november over den siddende republikaner Norm Coleman.

Men der er ikke slut endnu. Coleman vil anke valgkommissionens afgørelse til højesteret i delstaten – og senere måske til den amerikanske højesteret.

Han kan hurtigt komme til at ligne en sur taber, og det kan skade ham senere.

Guvernørdrømme
Rygter vil nemlig vide, at Coleman overvejer at stille op til guvernørvalget i Minnesota i 2010.

Coleman har tidligere forsøgt at blive guvernør i delstaten. Ved valget i 1998 måtte både han og den demokratiske kandidat dog se sig slået af en uafhængig kandidat – showrestleren Jesse ”The Body” Ventura.

Den demokratiske kandidat ved det valg var i øvrigt den tidligere vicepræsident Hubert Humphreys søn, Hubert Humphrey III.

Men vælgerne kan let blive skræmt væk af en mavesur Coleman, der hele tiden appellerer. Så hvorfor gør han dette?

En del af forklaringen kan være loyalitet over for de på landsplan kriseramte republikanere.

Franken sidder ikke i Senatet, så længe retssagerne varer, og derfor har Demokraterne kun 58 pladser mod de 59, de eller ville have.

Og med 59 pladser kan Demokraterne let gennemtrumfe love, da de kun behøver en republikansk senator til at skifte side for at forhindre eventuelle ”filibustre.”

Her kan Demokraterne går efter både Olympia Snowe, Susan Collins og Arlen Specter, der flere gange har hjulpet det demokratiske flertal i Senatet.

Loyalitetsspørgsmål
Spørgsmålet for Coleman i de kommende uger bliver, hvem han er mest loyal over for.

Er det ham selv, opgiver han retssagerne og går efter guvernørposten.

Er det partiet, fortsætter retssagerne i lang tid endnu.

11.4.09

David Patersons timeglas rinder ud

Staten New Yorks guvernør, David Paterson, kom ikke just til magten på en problemfri måde.

Hans forgænger, Elliot Spitzer, måtte træde tilbage, da de viste sig, at han havde brugt sin fritid på at besøge escortpiger i det helt dyre lag.

Således blev David Paterson guvernør over den folkerige delstat, og i øvrigt den kun anden blinde guvernør nogensinde.

Heller ikke administrationen af magten har været problemfri, og alt tyder på, at Paterson kun kommer til at nyde guvernørboligen indtil valget i 2010.

Kun 28 procent af new yorkerne synes, at han gør et godt arbejde. Og kun 22 procent synes, han fortjener endnu en periode. Det viser en undersøgelse af Quinnipiac University.
Over halvdelen af vælgerne mener, han bør sige med det samme, at han ikke genopstiller. 60 procent mener, han gør et dårligt arbejde - den højesteprocentsats nogensinde for en New York-guvernør.
Både nedskæringer og skattestigninger
Patersons problemer begyndte, da han dagen efter sin tiltræden afslørede, at såvel han som hans kone har haft affærer. Det gav ridser i lakken,omend affære-problematikken ikke er helt så stor en sag i New York som den ville være i Mississippi.

Værre blev det, da finanskrisen slog bunden ud på delstatens budget. Pengene til arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale tiltag udgør et bundløst hold.

Paterson har derfor været nødt til at skære over en milliard dollars af budgettet til skoler.

Den ene milliard rækker dog ikke til meget, for politikerne skulle finde 4,6 milliarder dollars.

Det endte med en række voldsomme skattestigninger - i alt 137 af slagsen, blandt andet skat på frisørbesøg og pay-per-view film.

Forslagene koster en gennemsnitlig New York-familie op imod 4000 dollars om året.

Med sociale nedskæringer lagde Paterson sig ud med Demokraterne.

Med skattestigninger lagde han sig ud med Republikanerne.

Et ægte lose-lose scenario - nødvendige prioriteringer eller ej.

Udpegningen af en ny senator efter Hillary CLinton gik også ganske galt. Paterson lagde sig ud med Kennedy-familien og dens politiske støtter - og udpegede i stedet den højreorienterede demokrat Kirsten Gillibrand. Det huede ikke det stærke demokratiske etablissement i selve millionbyen.
Gammel kending på banen
Andrew Cuomo vil måske udfordre Paterson i det demokratiske primærvalg. Cuomo er et navn, der klinger godt i new yorkernes ører. Hans far, Mario Cuomo, var guvernør i staten fra 1983 til 1994 og ganske populær.

Ifølge mange var Mario Cuomo præsidentmateriale, og han var da også favorit til nomineringen i både 1988 og 1992.

Ingen af gangene stillede han dog op - i 1992 blandt andet, fordi George Bush senior havde stor opbakning efter Golfkrigen.

Han viste sig dog ikke usårlig, og derfor rykkede opkomlingen Bill Clinton forbi den politiske veteran fra New York og tog Det Hvide Hus.

Søn Andrew Cuomo er justitsminister i New York, og ville ifølge meningsmålinger slå Paterson i et primærvalg med 53 procent mod 32 til Paterson.

Cuomo, eller Paterson hvis han kommer fra baghjul, skal måske op imod en gammel kending, tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.

Den tidligere omtalte meningsmåling viser dog, at Giuliani ville tabe 36-53 til Cuomo ved et valg. Flere sådanne meningsmålinger skal nok skræmme republikaneren væk fra at prøve.
Læs meningsmålingen her.
Læs mere om David Paterson her.
Patersons officielle side er her.