19.9.20

Ruth Bader Ginsburg er død - grimt slagsmål om ny dommer venter

Oktober-overraskelsen har længe været et begreb i amerikanske præsidentvalg. Her bliver alt kastet op i luften og nulstillet. FBI-chef James Comeys genåbning af email-sagen mod Hillary Clinton er det klare eksempel fra 2016, hvor en ellers sikker sejr gled Clinton af hænde. I 2000 blev George W. Bushs spirituskørsel afsløret få dage før valget.


September-overraskelse

I et vanvittigt 2020 skal der nok komme flere overraskelser før valget. Men vi har allerede fået en september-overraskelse - højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs død. 

En overraskelse er det egentlig ikke - bloggen her har mange gange skrevet om hendes helbredsproblemer. 

Tilbage i 2016 afviste Senatets leder Mitch McConnell at arbejde på at bekræfte Barack Obamas ellers moderate bud på en ny Højesteretsdommer, Merrick Garland, da en ledig plads skulle besættes efter den konservative Antonin Scalia. McConnell mente, at med under et år til valget skulle vælgerne have lov til at stemme, før en ny dommer blev indsat.

Demokraterne rasede og kaldte det udemokratisk. Flere højesteretsdommere er før blevet bekræftet i en præsidents sidste embedstid, og der har aldrig været tradition for at udskyde udnævnelser på grund af valg.

McConnells strategi lykkedes. Den stærkt konservative Neil Gorsuch fik pladsen, da Donald Trump vandt valget, og Republikanerne bevarede flertallet i Senatet. Senere har Republikanerne tilføjet Brett Kavanaugh til det konservative flertal. 

Nu kan flertallet cementeres i årtier frem med en ny, ung og stærkt konservativ dommer i stedet for det venstreorienterede feministiske ikon. Mitch McConnell har i hvert fald ingen planer om at vente, selvom der kun er lidt over 40 dage til valget. 

Vil det lykkes?

Der er næppe tvivl om, at Republikanerne vil gøre forsøget. Spørgsmålet er, om det kan lykkes. Vil moderate senatorer som Mitt Romney, Lisa Murkowski og Susan Collins risikerer deres egen karriere ved at stemme for en kontroversiel dommerkandidat så tæt på et valg?

Utvivlsomt ærgrer mange demokrater sig over, Ginsburg ikke fulgte en opfordring fra Barack Obama til at trække sig tilbage engang i løbet af Obamas anden præsidentperiode - og mon ikke også Ginsburg selv ærgrede sig på valgaftenen i 2016? 

Udvide Højesteret?

Nogle demokrater håber nu, at partiet efter en præsidentvalgsejr og flertal i Senatet udvider Højesteret til 11 eller 13 dommere og således etablerer et nyt venstreorienteret flertal i domstolen med en håndfuld nyudnævnte dommere. Men ramaskriget vil være massivt, og domstolene bliver en lige så dysfunktionel og splittet del af amerikansk demokrati som Kongressen. 

Kan republikken overleve en politiseret dømmende magt?

No comments:

Post a Comment