USA gør klar til nedskæringer

UNDERSKUD: Staten fylder mere i USA end nogensinde før, men det samme gør statens underskud, der nu for tredje år i træk ser ud til at komme over 1000 milliarder dollars.

Der er derfor ved at udvikle sig bred enighed blandt amerikanske politikere om, at nedskæringer bliver nødvendige – men enigheden stopper, når der kommer konkrete forslag på bordet.

Barack Obama og Demokraterne vil arbejde for en treårig fastfrysning af alle udgifter, der ikke relaterer til forsvar eller national sikkerhed. I to år bliver offentligt ansattes løn fastfrosset. Endelig skal USA’s høje selskabsskat på 35 procent ned – men til gengæld vil Demokraterne lukke mange skattehuller, som virksomheder i dag gør brug af.

Republikanerne er også klar til besparelser, og mener de har offentlighedens støtte til det efter sejrene ved midtvejsvalget i november. Således taler en af de republikanske ledere i Repræsentanternes Hus, Eric Cantor, om, at partiet er villig til at kigge på pengene til Pentagon.

Der er tale om en betydelig åbning fra republikanerne side. Partiet har ellers altid holdt militæret fri fra nedskæringer, men erkender nu at det er nødvendigt at finde penge også her.

Skære 40 procent
De mest konservative blandt Republikanerne kræver tilmed, at alle offentlige udgifter skal tilbage på 2006-niveau. Det anslås at ville spare 2500 milliarder dollars over ti år. I dette forslag er besparelser på forsvaret dog udelukket, og derfor skal alle andre departementer skære op imod 40 procent af budgettet frem mod 2021.

Demokraterne er ikke glade for Republikanernes krav om øjeblikkelige og store besparelser. Partiet mener, at store nedskæringer nu vil afspore den begyndende økonomiske vækst og i sidste ende blive dyrere for USA.

Alligevel har politikere fra begge partier også – for stort set første gang – erklæret sig åbne for at se på besparelser i de store sociale programmer som Social Security og Medicare.

Nedskæringer javel - men præsident Barack Obama vil i de kommende år også kæmpe for at bruge flere penge på højhastighedstog, uddannelse og bioteknologi. Det var nogle af nøglepunkterne i den nylige State of the Union-tale.

Det er dog en kendt sag, at besparelser i det offentlige er populært – lige indtil det bliver offentliggjort, hvor det helt specifikt rammer. Så råber den minoritet, det går ud over, næsten per definition højere end den majoritet, der i sidste ende vil nyde godt af et budget i balance.

Græske tilstande
2011 bliver en kamp om, hvor og hvor meget der kan skæres. Der er lagt op til store ændringer, en med en delt kongres, en demokratisk præsident og en amerikansk befolkning, der måske vil protestere mod dybe nedskæringer, kan de store ændringer hurtigt ende med at blive små justeringer.

Dermed kan USA risikere stadig at stå med enorme underskud de kommende år, mens en flugt fra dollaren og græske tilstande truer længere ude i horisonten.

Californien erklærer økonomisk undtagelsestilstand

KRISE: Som omtalt flere gange på bloggen (klik blot på Californien-tagget for at få et overblik) så er Californien i store økonomiske vanskeligheder.

I år truer et underskud på over 25 milliarder dollars, og den nyvalgte guvernør, demokraten Jerry Brown, har derfor erklæret den store delstat i økonomisk undtagelsestilstand.

Læs mere her.

15 millioner jobs forsvandt sporløst

ØKONOMI: Ingen kan rigtig svare på, hvad der er sket. Hvis alt var gået, som det plejede og som alle økonomiske teorier sagde, skulle der i de fede år i 00’erne være skabt 22 millioner jobs i USA.

I stedet blev der skabt syv millioner nye arbejdspladser – og de er nu så godt som forsvundet efter finanskrisen.

Fra 1960’erne og frem blev der ellers i hvert årti skabt mellem 17 og 21 millioner nye jobs per årti.

En glimrende artikel i NationalJournal prøver at finde løsningen på mysteriet – men hverken virksomhedsledere, fagforeningsbosser eller forskere aner deres levende råd.

Bekymrende er det – for måske er det slut med jobfesten for altid, mener nogle.

Forklaringer
Der er forsøg på at banke forklaringer op. Amerikanske virksomheder havde større overskud end nogensinde før i 00’erne, og økonomien voksede – men enten røg pengene til aktionærerne eller til investeringer i udlandet. USA’s arbejdere nødt ikke godt af væksten, argumenteres der for – og artiklen påviser, at amerikanske firmaers investering i nye maskiner og folk ikke er set på et lavere niveau i over 40 år.

Artiklen argumenterer for, at den lave arbejdsløshed frem til 2008 i virkeligheden skjulte den begyndende jobkrise. Kvinders indtog på arbejdsmarkedet stoppede i sluthalvfemserne, og dermed kunne det til at begynde med ikke mærkes, at økonomien ikke skabte flere jobs.

Uddannelse er et andet muligt argument. Den generation, der snart bevæger sig ud på det amerikanske arbejdsmarked, er for første gang ikke bedre uddannet end de ældre generationer.

Samtidig forsvinder de jobs, der krævede en vis teknisk uddannelse som call-centre, bogholderi og samlebåndarbejde. Nu er der enten kun ufaglært arbejde som viceværter og kasseassistenter tilbage, mens højtuddannede ingeniører og andre universitetsuddannede er de eneste, der kan konkurrere i globaliseringen.

Således knækker det amerikanske arbejdsmarked i to – en lavprestige-del og en højprestige-del. Der er ikke noget arbejde tilbage i midten.

Sydeuropæisk arbejdsmarked
Frygten er en konstant høj arbejdsløshed, sådan som det ses i sydeuropæiske lande. Dem, der har arbejde, tør ikke skifte, og dem, der står uden for, kan ikke komme ind på grund af et mere og mere stift arbejdsmarked.

Løsninger har artiklen bud på.

Lettelser i virksomhedsskatten lyder svaret fra liberale økonomer, der påpeger, at USA har en af den vestlige verdens højeste satser for virksomhedsskat.

Krav om at amerikanske virksomheder satser på amerikanske investeringer, lyder det fra fagforeninger. De påpeger, at selv hvis Apple producerede en iPad i USA i stedet for Kina, ville der stadig være op imod 50 procent fortjeneste per styk.

Mere uddannelse og offentlig støtte til omskoling lyder buddet fra økonomiske forskere.

Men hvilken løsning, der er den bedste, er svær at afgøre, før en meget klog hjerne regner ud, hvorfor de 15 millioner jobs aldrig blev skabt i 00’erne.

Lieberman stopper karrieren

SENATET: Senator Joe Lieberman - nok bedst kendt for at have været Al Gores kandidat til vicepræsidentposten i 2000 - offentliggjorde forleden, at han ikke vil genopstille ved valget til Senatet i 2012.

Han har været senator for Connecticut siden 1989 for Demokraterne.

I 2006 gjorde venstreorienterede demokratiske aktivister dog oprør mod Lieberman, der i udenrigspolitik er kendt som en høg, der støttede krigen i Irak.

Demokraterne valgte en anden kandidat, men Lieberman stillede op som uafhængig og vandt.

Ligesom det efterhånden er svært at finde moderate republikanere i Kongressen, viser Liebermans nedtur, at også Demokraterne bevæger sig væk fra midten. Amerikansk politik bliver således mere og mere polariseret i disse år.

Læs mere om Liebermans snarlige farvel til politik her.

Republikanerne vælger formand fra den behagelige prærie

UDSKIFTNING: Republikanerne har efter et mildest talt mislykket valg af formand i 2009 nu væltet Michael Steele og i stedet valgt Reince Priebus som ny formand.

Dermed er Republikanernes første sorte formand fortid.

Michael Steele blev valgt i håbet om, at han retorisk ville kunne stå distancen mod Barack Obama, og at den sorte politiker kunne gøre Republikanerne mere tiltrækkende over for minoriteter frem for at være ”gamle, hvide mænds parti.”

Pengemangel
I stedet efterlader Steele Republikanerne med et økonomisk morads og store underskud, og de store donorer er utilfredse med samarbejdet.

Samtidig blev Steele berygtet for fortalelser, særligt da han erklærede, at krigen i Afghanistan – som ifølge Steele var Obamas krig – ikke kunne vindes. Her måtte han rykke ud med en del undskyldninger.

Han stillede op til formandsvalget i fredags, men kunne ikke samle flertal ved første afstemning, og ved fjerde afstemning trak han sit kandidatur.

På syvende afstemning vand Reince Priebus formandsposten.

Ukendt leder
Den 38-årige republikaner Priebus var indtil da formand for Republikanerne i Wisconsin, hvor han ledte partiet til store sejre ved det seneste midtvejsvalg.

Manden er dog i vid udstrækning ukendt selv i sit eget parti, og medier har moret sig noget over, at han i efterfølgende tv-interviews bar et navneskilt.

Priebus begyndte sin politiske karriere i sin hjemby med det finurlige navn ”Pleasant Prairie.” Her gik han fra lokal aktivist til kasserer i delstatens republikanske parti, inden han altså i dag er valgt som ny formand for Republikanerne.

Priebus lover at rette op på økonomien i partiet og geare det til opgøret mod Barack Obama i 2012.

Han erkender, at han ikke er den store mediedarling og vil trække i de organisatoriske og økonomiske tråde som leder i stedet for at kaste sig over tv-debatter.

Partisekretær
Det er i øvrigt et kendetegn ved partiformænd i USA, at de mere står for det organisatoriske frem for det politiske. Posten kan måske bedst sammenlignes med danske partiers partisekretærer.

Opgaven er stor for Priebus, der først og fremmest skal håndtere, at Steele har efterladt partiets hovedorganisation med en gæld på 21 millioner dollars. Den skal ud af verden, inden partiet kan opruste til præsidentvalget i 2012.

Advokater - sultens slavehær

NEDTUR: Det er ikke kun i USA, at tv-serier om advokater er berømte. Også i Danmark har seerne kunne følge smukke, travle og ikke mindst rige advokater i talrige serier.

Virkeligheden for de tusindvis af kandidater, amerikanske universiteter hvert år spytter ud, er dog meget langt fra glamour.

Den står derimod på uoverstigelig studiegæld, arbejde som tjener på den lokale kaffebar efter endt studie eller at blive stuvet ind i et celle-lignende lokale med andre advokater for til en lav løn at læse dokument efter dokument igennem for juridiske fælder.

En kandidat har sendt 15-20 ansøgninger om ugen i nær et år - men uden at komme nærmere et job. Samtidig er studiegælden uoverstigelige 250.000 dollars. Renterne er så høje, at gælden stiger mere, end det er muligt at betale af på den.

Det afslører avisen The New York Times i en lang, læsværdig og særdeles velresearchet artikel, der trods længden er den mest læste det seneste døgn. Dermed viser artiklen også de gamle mediers berettigelse - dette her får du ikke lavet hos din lokale blogger.

Fra vindmøller og letbaner til olie og motorveje

FORANDRINGER: Den nye kongres er nu på plads. Udover det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus som afgørende nyt element vil USA’s fremtid de kommende to år også lade sig ændre af, at de ledende politikere er fra helt andre egne af landet end før.



I Repræsentanternes Hus var lederne før Nancy Pelosi fra San Francisco, Charles Rangel fra Manhattan, Henry Waxman fra Los Angeles og Barney Frank fra Boston. Alle demokrater og alle fra knaldblå storbyområder.


Grøn energi står for fald

Den nye formand John Boehner er valgt i landområder uden for Cincinatti i Ohio, mens Eric Cantor, leder af det republikanske flertal, er valgt i Richmonds forstæder i Virginia. Paul Ryan, formand for budgetudvalget, er fra Wisconsin og valgt i den mindre by Janesville med 63.000 indbyggere.



Lederne i den gamle kongres repræsenterede de offentlige fagforeninger, eliteuniversiteter og den grønne energiindustri. Derfor er pengene til investering i grøn energi, grøn transport og grøn vækst da også væltet ind hos firmaer og offentlige forvaltninger de seneste to år.



De nye ledere repræsenterer områder, der stadig står for olie, kul og klassisk fremstillingsindustri. Samtidig er ingen af de nye ledere fra storbyer, og derfor vil tilskud til sporvogne, letbaner og alskens tiltag til de store byer forsvinde til fordel for investeringer i veje og motorveje – noget som deres vælgere på Texas’ prærie vil gøre brug af i modsætning til en letbane i Harlem.
De 700.000 ansatte i olie- kul- og gasbranchen kan se frem til lysere tider. Færre subsidier til grøn energi vil få en del vaklende grønne selskaber til endeligt at dreje nøglen om.

De nye republikanske ledere indledte tilværelsen i den nytiltrådte kongres med at læse forfatningen højt. Målet var at vise, at politikerne nu ville overholde den oprindelige forfatning og ikke lade staten bestemme mere og mere.

Samtidig vil miljøreguleringer ikke blive nær så strikse som ellers. Stater som West Virginia, Texas, Oklahoma, Louisiana, Kentucky og Pennsylvania er stærkt præget af olie- og kulindustrier. Her vil Republikanernes politik blive modtaget med begejstring.


Hæren i minefelt

Ikke alt er dog fryd og gammen for røde, republikanske stater. Mener Republikanerne det alvorligt med at skabe mere balance på de offentlige budgetter, bliver det før eller siden nødvendigt at røre ved udgifterne til militæret. Da George W. Bush kom til magten i 2001, var budgettet til det amerikanske militær på lige over 300 milliarder dollars. I 2011 forventes udgifterne at kravle over 700 milliarder dollars.



Stater som Virginia, Arizona, Alabama og Texas lever højt på den føderale regerings udgifter til militærindkøb, baser og ansatte i forsvaret. Her vil nedskæringer føre til voldsom modstand.



Også den amerikanske landbrugsstøtte kan stå for skud. Trods Republikanernes lovprisning af det frie marked, har partiet i årtier stået vagt om ”familiegårdene” og pumpet hundreder af milliarder dollars i urentable gårde.



Endnu har Republikanerne dog ikke vist nogen vilje til at skære i nogen af de to ovenstående ting. Derfor bliver de klareste politiske ændringer indtil videre en lysere fremtid for olie og kul, mens letbaner og vindmøller må ud og klare sig på markedets vilkår.

Skatter op, service ned - USA's delstater vakler

OVERFORBRUG: USA's delstater har brygget en giftig cocktail sammen, og flere vakler nu under et mismatch mellem udgifter og indtægter.

I de gode år frem til 2008 steg de offentlige udgifter betydeligt mere end indtægterne hos borgerne i mange stater.

Efter 2008 røg skatteindtægterne så ned, mens udgifterne steg yderligere - nu til arbejdsløshedsunderstøttelse. Stærke fagforeninger for de offentligt ansatte øger byrden, særligt i demokratiske stater - som tidligere omtalt her på bloggen.

Læs her en gennemgang af delstaternes truende fremtid, og hvordan de mørke skyer kan drives væk.

Republikanere drømmer om Det Hvide Hus

PRIMÆRVALG 2012: Det er over et år til, at indbyggerne i Iowa går ned i den lokale gymnastikhal og kaster sig over primærvalgene.



Alligevel er der allerede gang i drømmene hos de Republikanere, der gerne vil udfordre Barack Obama. Hvem er frontløberne lige nu, og hvem kan lige så godt opgive kampen?



Mitt Romney er i øjeblikket i spidsen af feltet. Han har ført valgkamp i New Hampshire og særligt Iowa stort set lige siden 2008. Han har hele virksomheds-fløjen hos Republikanerne med sig, mens mange republikanske topstrateger støtter ham. Samtidig er han rig og kan let bruge 50-100 millioner af sine egne dollars.



Imod taler, at han i sin tid som guvernør i Massachussets indførte en sundhedsreform, der ligner Obamas meget. Det bliver svært at ændre sig fra en moderat politiker i en blå stat til en klart højreorienteret republikaner, men det skal til for at vinde primærvalgene. Endelig er Romney mormon – noget der ikke falder i god jord hos den stærke kristne fløj i partiet.



Tjener kassen

Sarah Palin har – til republikanske strategers rædsel – gode chancer for at blive partiets kandidat. I det religiøse Iowa kan hun let vinde. I New Hampshire kan alle stemme til de åbne primærvalg, så her kan demokrater stemmer på Palin og dermed lette Obamas vej til sejr i november 2012. Vinder Palin herefter South Carolina, hvor en af delstatens senatorer, den magtfulde Jim DeMint, vil støtte hende fuldt ud, kan hun ikke stoppes.



Imod taler, at hun i direkte kamp mod Obama sandsynligvis vil ende som Barry Goldwater mod Lyndon Johnson i 1964 – nemlig at få en endefuld. Samtidig tjener hun i dag ti millioner dollars om året ved taler og arbejde for Fox News. Det er nok mere tiltrækkende end en udmarvende valgkamp med en lurende ydmygelse til sidst.




Mike Huckabee holdt ud i længst tid mod John McCain i 2008. Han kan splitte de kristne stemmer med Palin og dermed indirekte hjælpe Romney. Han er karismatisk og utroligt dygtig i en valgkamp. Også han har en lukrativ kontrakt med Fox News, som måske er mere tiltrækkende. I sine 10 år som guvernør i Arkansas var han midtsøgende og ville gerne samarbejde med Demokraterne. Det vil skade ham i et republikansk primærvalg.

I 2008 vandt Mike Huckabee det første republikanske primærvalg i Iowa. Vil det ske igen i 2012?

Haley Barbour er en guvernør i Mississippi, en blændende god debattør og en af USA’s dygtigste politiske strateger. Imod taler, at han er næsten lige så gammel som John McCain var i 2008 – og i stedet for krigshelt har han i mange år arbejdet for tobakslobby-industrien. Et tiltrækkende valg som vicepræsidentkandidat.



Tim Pawlenty opgav en mulig tredje periode som guvernør i Minnesota for at forsøge at blive præsidentkandidat. De to gange, han blev guvernør i delstaten, fik han henholdsvis 44 og 46 procent af stemmerne. En kandidat, der ikke engang har fået over 50 procent af stemmerne i sin hjemstat, vil næppe tage kegler – men som vicepræsidentkandidat er han en mulighed.



Kone-udskifteren

Newt Gingrich, manden bag den republikanske flodbølge i 1994, vil måske forsøge at få den præsidentpost, som han mener, han fortjener. Men han vil blive knust af den evangeliske fløj i primærvalgene. Han er netop konverteret til katolicismen. Han forlod sin første kone, da hun lå kræftsyg på hospitalet, for at gifte sig med en kvinde, han havde en affære med. Nogle år senere blev denne kone skiftet ud med en 23 år yngre model. Det vækker ingen jubelråb på kirkebænkene.



Ron Paul, den libertarianske kandidat, vil igen stille op. Han vil igen svømme i penge fra små donorer. Han vil igen få stort set ingen stemmer.



Jim DeMint vil hellere være en magtfuld senator end forsøge en usikker tilværelse som præsidentkandidat.



Bobby Jindal, guvernør i Louisiana er for ung, men vil i 2016, 2020 eller 2024 være en fænomenal kandidat.



Guvernørerne Rick Perry fra Texas og Chris Christie fra New Jersey er voldsomt populære blandt teparti-aktivister og er mulige outsidere.





Meget kan og vil ændre sig, inden det republikanske felt sandsynligvis er ved at tage form i november-december i år. Men at de ovenstående vil spille en eller anden rolle, er der næppe nogen tvivl om.