Konkurrencen halter i det amerikanske sundhedsvæsen

Dyrt: Barack Obama og Demokraterne kæmper hårdt for at få vedtaget en sundhedsreform.

Det i øjeblikket mest sandsynlige er, at en reform bliver vedtaget, som øger statens finansiering af fattige amerikaneres sundhedsbehov, og samtidig kræver at alle amerikanere skal have en sundhedsforsikring hos et forsikringsselskab.

Det sidste vil betyde store summer ned i lommen for de private forsikringsselskaber.

Monopol
På den amerikanske venstrefløj – og i Europa – er forklaringen på amerikanernes dyre sundhedsvæsen, at markedet ikke fungerer.

Ironisk nok har de ret – men ikke helt på den måde, de selv tror.

Konkurrencen mellem forsikringsselskaberne er så godt som ikke-eksisterende.

I 1945 vedtog Senatet loven ”McCarran-Ferguson Act.” Den giver de amerikanske delstater stor magt i udformningen af regler og love for forsikringsselskaber i hver enkelt delstat.

Resultatet i dag er, at der eksisterer 50 monopoler eller duopoler i de fleste stater. Indbyggerne i for eksempel Nevada må ikke tegne en forsikring hos et selskab i Florida.

Dermed kan forsikringsselskaberne skruer priserne op og udnytte monopolet – og derved vil liberalister gerne give venstrefløjen ret i, at markedet ikke fungerer.

4000 dollars dyrere
Tænketanken NCPA – National Center for Policy Analysis – har lavet en undersøgelse, som viser, at en 25-årig mand ved godt helbred kan købe en forsikring for 960 dollars om året i Kentucky.

En tilsvarende forsikring koster 5880 kroner i New Jersey.

En anden forsikring koster i Iowa 1692 dollars mod 4032 i Massachusetts.

Dermed ikke sagt at forsikringsselskaberne malker deres kunder meget mere i Massachusetts eller New Jersey. Delstatsregeringerne kan her have vedtaget love og regler, som gør forsikringerne meget dyrere end i de andre stater – for eksempel krav om, at alle forsikringstagere solidarisk skal være med til at betale for en overvægtig højrisiko-kunde med forhøjet blodtryk.

En sundhedsreform, som vil åbne for konkurrence på tværs af statsgrænserne, vil dog alt andet lige tvinge priserne ned – særligt hvis delstaterne ikke længere står så frit til at regulere og fordyre sundhedsbranchen som i dag.

Men i øjeblikket er der ingen tegn på, at en sådan interstatslig konkurrence er på vej – og sundhedsomkostningerne vil fortsætte deres himmelfart.

Læs et uddrag af NCPA's analyse her.

Manden med nøglen til en sundhedsreform

Magt: USA ser ud til at være på sikker kurs mod – en eller anden form for – sundhedsreform. Men det er hverken præsident Barack Obama eller senatsleder Harry Reid, der er nøglepersonen i de kommende ugers politiske slagsmål. Manden med nøglen er Max Baucus, demokratisk senator fra den ellers sikre republikanske bastion Montana.

67-årige Baucus blev valg til Repræsentanters Hus i 1974. I 1978 skiftede han til Senatet og er vældig populær i sin hjemstat. I 2002 vandt han valget med 63 procent af stemmerne, og i 2008 sikrede han sig 73 % af stemmerne i Montana.

Han er nummer ni på listen over længstsiddende senatorer. Anciennitet er afgørende i Senatet, og den magt og indflydelse øger kun hans popularitet i den bjergrige hjemstat.

Således sidder han sikkert i sadlen, og derfor er han svær at lægge pres på for Republikanerne - og for demokratiske græsrødder.

Det har betydning, fordi Baucus er formand for ”Senate Finance Committee” – en særdeles magtfuld komite i senatet.

Den behandler således spørgsmål om skat, handel og – sundhed.

Baucus er dermed blevet den mest centrale spiller i sundhedsreform-debatten i øjeblikket.

Derfor lyttede politikerne også grundigt, da Baucus og hans komite lancerede deres udgave af en sundhedsreform – en moppedreng af en lov på 223 sider.

Stillingskrig
Umiddelbart tyder det på, at det bliver den lov, der vil danne udgangspunkt for den juridiske stillingskrig, der vil folde sig ud i de kommende måneder.

Baucus er en moderat demokrat. Han er således tilhænger af frihandel, stemte for Bushs skattelettelser i 2001 og går ind for retten til at have våben. Derfor får det venstreorienterede USA ikke det udgangspunkt for en sundhedsdebat, som det ønsker sig.

Baucus afviste således et såkaldt ”single-payer” system. Det vil sige et sundhedssystem modelleret efter en typisk europæisk velfærdsstat. Staten kræver penge ind, og sørger herefter for at betale for borgernes sundhedsbehov – det være sig hos private eller offentlige leverandører.

Baucus’ lovforslag sætter blandt andet grænsen op for, hvor meget man må tjene, før man kan komme ind under Medicare – således må man ifølge forslaget tjener 133 % over fattigdomsgrænsen, og stadigvæk få en statslig sundhedspakke. Det er guf for den demokratiske venstrefløj.

Der er også noget for højreorienterede amerikanere i forslaget. Der er således ingen regeringsstyret forsikringsmodel. Samtidig kræver loven, at alle amerikanere skal tegne en forsikring. Det betyder voldsomt øgede indtægter for de private forsikringsselskaber.


Afhængig af medicinalindustrien?
Fra venstreorienteret hold er kritikken haglet ned over Baucus for dette punkt. Han anklages for alt for tætte forhold til medicinalindustrien og de private forsikringsselskaber. Montana er en af de stater i USA, hvor færrest har en sundhedsforsikring – og fra 2003 til 2008 har Baucus modtaget næsten fire millioner dollars i kampagnestøtte fra medicinal- og sundhedsindustrien.

Det ændrer ikke på, at han er manden med nøglen, der kan låse op for en fastlåst situation.

Men først nu begynder den virkelige kamp. I selve komiteen skal det nu afgøres, hvilke tilføjelser og ændringer medlemmerne her vil have.

Derefter kører lovforslaget videre til Senatet, hvor alle medlemmer forhandler videre.

Bliver der endelig vedtaget noget her, skal Senatet forhandle et kompromis på plads med det sundhedsreform-forslag, som Repræsentanternes Hus lancerer.

Altimens bliver kongresmedlemmerne overvåget og presset af både Det Hvide Hus og diverse interesseorganisationer – som hver trækker i deres retning.

Kommer der en sundhedsreform vil den med garanti ikke ligne Max Baucus’ forslag 100 procent – men hans forslag bliver med stor sandsynlighed det skelet, som alle dele af sundhedsreformen skal holdes oppe af.

Her er et interview på næsten 50 minutters længde, hvor Baucus bliver udfrittet om sine tanker.

Wilson bliver symbolet på "nej-partiet"

Republikanerne bliver i disse uger anklaget for hele tiden at sige nej til reformforslag og ikke komme med konstruktive forslag eller modtiltag, når Demokraterne lancerer deres idéer.

Dette blev senest symboliseret under præsident Barack Obamas sundhedsreform-tale.

Det ellers obskure medlem af Repræsentanternes Hus Joe Wilson fra South Carolina opnåede pludselig verdensomspændende berømthed, da han midt i Obamas tale rejste sig, rød i hovedet, og med en sitrende og anklagende pegefinger pegede på præsidenten:

Du lyver, råbte han.

Dermed blev han symbolet på nej-strategien - og et ikon i blogosfæren og på Twitter.

Kongresavisen "The Hill" skriver her en interessant artikel om Wilsons udbrud - og efterfølgende retræte og undskyldning.