"You're a fucking liar"

Med det citat slutter Bob Woodwards bog "Fear: Trump in The White House", som jeg slugte i juleferien. Det var nok et dårligt valg, for julehumør kom jeg ikke i af bogen.

Bob Woodward er en godfather - i positiv forstand - af amerikansk journalistik. Sammen med Carl Bernstein afslørede han Watergate-skandalen og var med til at vælte præsident Richard Nixon. Højere når en journalist nok næppe i drømmene om at vælte ministre. Det er  et par niveauer over at få skovlen under danske fødevareministre.

Indtrykket af en kaotisk Trump-administration og en præsident, der lyver per automatik og uden nogen som helt skrupler, er bogens hovedbudskab. Politikken skifter, efter hvem der sidst har talt med Trump. Loyalitet eksisterer ikke.

Og alle de "voksne" er nu ude af Trumps regering - forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson, stabschef Reince Priebus og rådgiver Gary Cohn for blot at nævne nogle. De har undervejs i deres tid som ansatte i Trumps regering bogstaveligt talt fjernet papirer fra Trumps skrivebord for at forhindre en i deres optik katastrofal politik i at blive vedtaget med præsidentens underskrift. Tankerne bag kan være gode, men etisk og demokratisk er det et kæmpeproblem: Det er reelt et administrativt kup mod en trods alt folkevalgt præsident.

"Fuck you" 
Det dysfunktionelle Hvide Hus står tydeligt frem. Skænderierne og utallige "fuck you" flyver gennem luften - især fra den særlige strategiske rådgiver Steve Bannon. Trump nægter utallige gange at læse bare én A4-side eller på anden måde sætte sig ind i sagerne. Bogen er et langt karaktermord mod præsidenten og mange af hans medarbejdere.

Ja-mænd og familie er nu de eneste, der er tilbage i Det Hvide Hus, og Trump kan i dag end ikke få besat den ellers voldsomt attraktive stilling som stabschef.

Hvis du synes, 2017 og 2018 var kaotiske, så kan det på baggrund af bogen kun siges: "You ain't seen nothing yet."

Handelsunderskud Trumps eneste tanke
Særligt den afgrunddybe ligegyldighed over for allierede er tankevækkende. For Trump tæller kun en ting: Overskud på handelsbalancen.

Et klart eksempel er fra Den Koreanske Halvø. Ved at have tropper og militærteknologi i Sydkorea for tre milliarder dollars om året, kan USA på syv sekunder opdage et atommissil på vej mod USA. Uden radarer og højteknologi i Sydkorea kan amerikanske radarer i Alaska først opdage missilet 15 minutter efter affyring, og altså når det er meget nær amerikansk fastland. Det kvarter kan gøre en verden til forskel i forhold til nordkoreanernes lyst til at forsøge sig med overraskelsesangreb.

Fuck de allierede
Men om det tager 7 sekunder eller 15 minutter at finde ud af, om et nordkoreansk atommissil er på vej mod USA, er ligegyldigt for Trump. Sydkorea skal betale for de amerikanske styrker. Og frihandelsaftaler med landet skal siges op, uanset om det lammer den sydkoreanske økonomi og underminerer alliancen. Trump vil have overskud på handelsbalancen!

Samme holdning gør sig gældende over for allierede som Japan og i særdeleshed NATO, som Trump tydeligvis anser som dybt forældet. Efter at have læst bogen er jeg meget i tvivl om, hvorvidt Trump vil lade amerikanske soldater kæmpe for Baltikum. 

Kilder ikke svære at gætte - og Bannon iblandt dem
Journalistisk er det en bog præget af den amerikanske tilgang til politiske kilder. I notehenvisninger står der ofte blot "The information in this chapter comes primarily from multiple deep background interviews with first hand sources." Det vil sige Woodward bruger den mest lukkede tilgang til sine kilder - ingen bliver nævnt.

Men når kapitler så ofte består af enten præsidentiel rådgiver og højrenationalist Steve Bannons direkte citater og tanker i enesamtaler med præsident Trump eller advokat John Dowds private telefonsamtaler med præsidenten er kilden ikke svær at gætte. Er det virkelig tilgangen, og kan kilderne være tilfredse med det?

Og så kræver det godt nok journalistisk selvtillid at citere samtaler og tanker så præcist flere måneder efter, de fandt sted og baseret på blot én kilde. Men Woodward har selvfølgelig en del troværdighed at tære på efter Watergate og utallige velanmeldte bøger.

Sproglig lidelse
Selve det sproglige er en lidelse i bogen til min store overraskelse. Woodward skifter fra at snakke om nordkoreanske atommissiler over kærlighed mellem Melania og Donald Trump til Mueller-undersøgelsen på én og samme side. Kronologisk, javel - men dybt underligt for læseoplevelsen. Har Woodward virkelig haft brug for bedre redaktører?

Hæv pensionsopsparingen
Alt i alt har vi her en af de mest læsværdige bøger om aktuel historie og politik. Den kan dog muligvis få dig til at hæve pensionsopsparingen, for hvad nytter den i en så usikker verden som den, Trump lige nu er den mest magtfulde mand i?

Notorious RBG har kræft - for tredje gang

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg er et ikon blandt feminister og venstreorienterede amerikanere. Siden hun blev højesteretsdommer i 1993 under Bill Clinton har hun været en venstreorienteret bastion i Højesteret, en fast del af de fire venstreorienterede dommere og har afsagt utallige domme, der har ændret USA i en retning, Demokraterne kan lide.

Hendes popularitet på den fløj er så stor, at der i 2018 blev lavet en film om hende med den herlige titel "The Notorious RBG."

Men hun er også 85 år og har overlevet tarmkræft og kræft i bugspytkirtlen (i øvrigt en kræftform med en overlevelsesprocent på under ti procent efter fem år - men det klarede Ginsburg).

Nu er hun så blevet opereret for lungekræft. 

Præsident Donald Trump har i et af sine venligere tweets ønsket hende god bedring.

Wishing Supreme Court Justice Ruth Bader Ginsburg a full and speedy recovery!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 22. december 2018

Men mon ikke sandheden blandt mange konservative er, de er godt tilfredse med det nuværende 5-4 flertal i Højesteret. Men prøv at tænk at få et 6-3 flertal og venstrefløjens ikon Ginsburg erstattet med en 50-årig stærkt konservativ dommer, der kan sidde i fire årtier og styre USA med højre.

Ginsburg ville nok ønske, hun havde trukket sig i 2009, da Barack Obama var nyvalgt præsident og Demokraterne havde masser af politisk kapital plus 60 stemmer i Senatet. Hun kunne selv have valgt sin efterfølger. Nu skal den aldrende og syge kvinde holde ud til 20. januar 2021 og håbe på en demokratisk sejr ved præsidentvalget i 2020. Ellers skal hun lige holde ud fire år til. Demokraterne er forståeligt nok nervøse over den udsigt. 

Kampen om sundhedsreformen blusser op

I det halve år efter præsident Donald J. Trumps indsættelse havde Republikanerne travlt med at fjerne præsident Barack Obamas stolthed: Den største sundhedsreform i årtier, ACA, der blandt andet sikrede mange dækning, selvom de allerede havde sygdomme, og forsikringsselskaber derfor før afviste dem.

Det lykkedes ikke for Trump og Republikanerne. Den nu afdøde senator John McCain reddede ACA med sin stemme i Senatet. Det lykkedes dog Republikanerne at svække loven ved at fjerne kravet om, at du skulle betale skat, hvis du ikke tegnede forsikring. Partiet fjernede også støtte til annoncering om tilmelding og så videre. 

Så døde hele sagen hen og Trumps mange skandaler og Twitter-udmeldinger overtog medierne. 

Men nu er kampen om ACA blusset op igen. Texas-dommer Reed O'Connor har kendt hele ACA ulovlig i henhold til forfatningen. Afgørelsen bunder i netop det fjernede krav om betaling af skat. Højesteret godkendte i sin tid i en snæver afgørelse, at ACA var lovlig, fordi der var krav om skat, og det må den føderale regering godt kræve. 

Republikansk jubel

Uden skattekravet må den føderale regering ikke kræve, at borgere skal tegne forsikringer, mener altså dommer O'Connor, der er kendt for at afgøre særdeles konservativt. 

Trump jubler:

As I predicted all along, Obamacare has been struck down as an UNCONSTITUTIONAL disaster! Now Congress must pass a STRONG law that provides GREAT healthcare and protects pre-existing conditions. Mitch and Nancy, get it done!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 15. december 2018

Slaget er dog langt fra forbi.

Demokratiske jurister og delstater vil appellere, om nødvendigt igen hele vejen til Højesteret. Indtil da fungerer ACA stadig, men priserne for forsikringer vil stige på grund af usikkerheden. Det underminerer hele tanken bag ACA, får folk til at forlade systemet, hvilket sender prisen yderligere op og så videre. Den udvikling begejstrer Republikanerne.

Potent politisk våben

Demokraterne får dog også et potent politisk våben. Målinger ved midtvejsvalget viste, at sundhed og adgangen til lægebehandling uden at blive ruineret lå højt på amerikanernes ønskeliste. Særligt vigtigt for dem var adgang selv med eksisterende sygdomme. Det er en næsten lige så stor ændring i amerikanernes politiske holdning som skiftet i synet på homoseksuelle over de seneste to årtier. 

Den ændring kan tydeligt ses, når lobbyisterne udtaler sig.

- Today's decision is an unfortunate step backward for our health system that is contrary to overwhelming public sentiment, sagde Barbara McAneny, præsident for American Medical Association.

Fra Charles N. "Chip" Kahn III, præsident for Federation of American Hospitals, lød det:

- This ruling would have a devastating impact on the patients we serve and the nation's health-care system as a whole.

Nu kan Demokraterne virkelig erklære sig som partiet, der vil have et sundhedssysstem med adgang for alle. Republikanerne skal finde et meget klart svar på det og kunne lancere eget bud på et sundhedssystem, med mindre det skal koste dyrt ved valgene i 2020. Om det kan lykkes er mere usikkert. USA har ventet på et republikansk bud på en sundhedsreform lige siden Barack Obamas blev vedtaget i 2010. 

Dumb as a rock

Bloggen kunne hurtigt fyldes ud med outrerede Trump-tweets, hvis det var ønsket. Alligevel er det værd at fremhæve fredagens udgydelser mod tidligere udenrigsminister Tillerson:

Mike Pompeo is doing a great job, I am very proud of him. His predecessor, Rex Tillerson, didn’t have the mental capacity needed. He was dumb as a rock and I couldn’t get rid of him fast enough. He was lazy as hell. Now it is a whole new ballgame, great spirit at State!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 7. december 2018

Præsidentielt? Nej, der er lang vej til classy dudes som Ronald Reagan, George H.W. Bush, Gerald Ford og Calvin Coolidge. Men bevares, i sprogbrug kan det da minde lidt om Lyndon B. Johnson og Richard Nixon.

Og så er det jo en interessant udtalelse fra en mand, der ifølge eget udsagn "kun hyrer de bedste folk." 

George H. W. Bush er død

The Greatest Generation - Den Største Generation. Det kalder amerikanerne den generation, der oplevede Den Store Depression, kæmpede i 2. verdenskrig, genopbyggede det ødelagte Europa og Asien, besejrede Sovjetunionen i Den Kolde Krig og grundlagde en hidtil ukendt velstand i Vesten.

En arketype for den generation er tidligere præsident George H. W. Bush, der døde i forgårs. Han var jagerpilot i Stillehavet og blev skudt ned af japanerne. En ægte krigshelt, som det sig hør og bør i den generation.

Den helt rette præsident
Som præsident var George H. W. Bush den helt rette præsident, da Den Kolde Krig blev afsluttet med Sovjetunionens kollaps. Det kommunistiske imperium døde mod manges forventning med et stille suk frem for et blodbad. Meget af den fortjeneste ligger hos Mikael Gorbatjov, men en god portion tilhører også George H. W. Bush.

Han gav Rusland mange indrømmelser og finansiel støtte, han gav opbakning til Tysklands genforening trods fransk og britisk modstand og gav Rusland garantier mod tysk aggression. Det sikrede stabiliteten i Europa og gjorde, at Moskva uden protester trak de enorme mængder russiske soldater tilbage bag de nye russiske grænser.

89 procents opbakning
Også Iraks invasion af Kuwait blev håndteret effektivt. Uden større tab for koalitionsstyrkerne blev Irak kastet ud af det lille, olierige land. Om Irak og Saddam Hussein så blev håndteret effektivt efter krigen, er en diskussionssag blandt historikerne. Uanset hvad tog præsidenten lige efter krigen rekorden i amerikanere, der var tilfredse med hans embedsførelse: 89 procent bakkede op - næsten nordkoreanske tilstande.

Derfor valgte mange demokratiske toppolitikere at holde sig uden for valgkampen i 1992, da de regnede med sikkert genvalg til Bush.

Det åbnede som bekendt døren for en ret ukendt, men karismatisk sydstatsdemokrat: Bill Clinton.

Indenrigspolitisk måtte Bush nemlig konsolidere den amerikanske økonomi efter stigende underskud. Han hævede skatterne, hvilket gjorde ham voldsomt upopulær hos Republikanerne. Og en kortvarig, men hård økonomisk nedtur lige før valget kombineret med en stærk tredjepartikandidat i form af Ross Perot gjorde Bush til en én-periodespræsident.

Republikansk gentleman 
Bush var en republikansk gentleman-politiker, der er milevidt fra dagens brutale Trump-parti. Derfor er luften også kold mellem Trump og Bush-familien, men der er ingen vej uden om, at begge familier skruet smilet på og går til begravelsen sammen. Ellers ville skandalen være for stor.