Senator vil hive eget parti i retten

I politik gælder det som bekendt normalt om at få så mange pladser i den lovgivende forsamling som muligt. Men både Demokraterne og Republikanerne har et medlem, de gerne vil af med.

Hos Republikanerne hedder problemmanden Jim Bunning. Han er senator for staten Kentucky, og er igennem de seneste år blevet kendt for stadig mere belastende udtalelser. Forleden lykkedes det ham at erklære, at højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg ville være død af kræft inden for ni måneder.

Herefter proklamerede Bunning, at han ville kæmpe med næb og kløer mod endnu en liberal dommer i Højesteret – Ginsburg tilhører rettens venstreorienterede del.

Saddam Husseins sønner
Han måtte undskylde, mens medierne svælgede i historien og også gravede historier frem fra valgkampen i 2004, hvor han beskyldte modkandidaten, Dan Mongiardo, for, at han støtter skulle have gennembanket hans kone. Samtidig skulle Mongiardo, der er af italiensk afstamning, angiveligt ”ligne en af Saddam Husseins sønner,” som Bunning formulerede det.

Bunning er også rasende over mindretalsleder Mitch McConnells forsøg på at få ham til at trække sig tilbage i 2010. McConnell ved, at Bunning er i stor fare for at tabe valget i 2010, så han ønsker en stærkere kandidat.

Det fik Bunning til at ydmyge McConnell og Republikanerne ved at true med en retssag mod NRSC, som står for at koordinere og styre Republikanernes valgkampe i Senatet. Han ville retsforfølge komiteen, hvis de støttede en modkandidat i primærvalget.

Bunning truede McConnell yderligere i går ved at sige, at han måske trækker sig før 2010, hvis ikke han bliver behandlet bedre. I så fald skal Kentuckys demokratiske guvernør Steve Beshear udpege en ny senator – der selvfølgelig bliver en demokrat. Så vil Demokraterne sammen med Al Franken i Senatet nå de magiske 60 sæder, der beskytter mod filibuster-taktikken.


Hos Demokraterne er problemet Barack Obamas afløser som senator i Illinois, Roland Burris.

71-årige Burris blev udpeget af den korruptionsanklagede nu tidligere guvernør Rod Blagojevich. Allerede her var der kritiske stemmer blandt Demokraterne, men da det ville være politisk selvmord at gå imod en sort kandidat, valgte partiet at lukke Burris ind i varmen.

Løjet under ed
Nu står Burris imidlertid anklaget for at have løjet under ed. Angiveligt har Rod Blagojevichs bror bedt Burris om donationer til guvernørens valgkamp, før Blagojevich udpegede Burris.

Anklagen er en ydmygelse for Demokraterne, der længe har sat sig op på den høje moralske hest og beskyldt Republikanerne for udbredt korruption.

Den nye guvernør i Illinois, Pat Quinn, har krævet Burris’ afgang, men det nægter Roland Burris. Nu vil guvernøren måske tvinge ham væk ved at udskrive et nyvalg til senatorposten. Et sådant valg vil den upopulære Burris sandsynligvis tabe, mens det til gengæld er ret sikkert, at Demokraterne vil vinde posten, især hvis de stiller med en sort kandidat. Det er den udvikling, Demokraterne håber på lige nu.


Begge partier har altså rigeligt at holde styr på med to løsgående kanoner i Senatet.

Republikanerne går efter ”hip-hop segmentet”

The Grand Old Party har i nogen tid været partiet for aldrende hvide i Sydstaterne. Det vil den nye formand, Michael Steele, nu gøre op med. Ifølge et interview i Washington Post skal Republikanerne går efter ”hip-hop segmentet.”

USA-perspektiv skrev om de mulige veje frem for Michael Steele 1. februar. Indtil videre tyder meget på, at det ikke er det politiske indhold, men derimod indpakningen, der skal ændres. Det er en stor udfordring for partiet.

Skattelettelser i ghettoen
Kommunikationsfolk kan i hvert fald godt begynde at få hovedbrud, hvis de skal sælge traditionelle familieværdier og skattelettelser i ghettoer i New York, Los Angeles og Chicago.

I interviewet siger Steele, at han ikke gennemtrumfer en jernnæve af disciplin i partiet. I stedet mødes han ugentligt med ledere og kongresmedlemmer, hvor de rimeligt frit kan vælge, hvad de vil slå på politisk i den kommende uge.

Ifølge Steele adskiller strategien sig fra tiden under Karl Rove og George W. Bush, som var karakteriseret af stram styring af budskaber fra Det Hvide Hus.

Steele mener, at den stramme disciplin har svækket partiet og ødelagt entusiasmen blandt medlemmerne.

Det kan der være noget om. Men der ligger en fare i den nye strategi.

Republikanerne er i øjeblikket et regionalt parti. Det betyder, at langt de fleste kongresmedlemmer er valgt i dybt konservative distrikter i Syden eller Midtvesten. Derimod er der ingen republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus fra nogen af de seks liberale stater i New England-området.

Højrefløjens dominans
Får disse stærkt konservative kongresmedlemmer kontrol over de politiske budskaber og mål, vil det rykke Republikanerne mere til højre. Det vil gøre det meget sværere at få fat i de moderate vælgere, som i stort tal foretrak Barack Obama ved valget i november.

Det faktum, at alle republikanske medlemmer af Repræsentanters Hus stemte imod Obamas redningspakke tyder på, at højrefløjen sætter dagsordenen.

Her vil Republikanerne dog replicere, at Demokraterne tromlede pakken igennem takket være deres komfortable flertal og ikke var villige til nogen form for kompromis.

Faktum er dog, at Steele får noget af en udfordring, hvis han tror, at PR og indpakning gør det alene.

Læs interviewet med Republikanernes formand Michael Steele her.

Tanken om samarbejde blev knockoutet

Bipartisanship. Det var - som vanligt – et nøgleord under efterårets valgkamp i USA. Både Barack Obama og John McCain ville samarbejde mere med oppositionspartiet end den siddende præsident – lige som alle kandidater over John Kerry, George W. Bush, Bill Clinton og Bob Dole har lovet i tidligere valgkampe.

Vingeskudt
Efter få uger med Obama som præsident ser løftet endnu engang vingeskudt ud.

Først lykkedes det ikke at få en eneste republikaner i Repræsentanters Hus til at stemme for den såkaldte ”redningspakke,” som Obama netop har fået vedtaget.

I Senatet gik det lidt bedre. De moderate republikanske senatorer Olympia Snowe, Arlen Specter og Susan Collins støttede pakken. Alligevel var det mere symbolsk end reel bipartisanship.

Republikanerne føler, der ikke er nok skattelettelser i pakken, og at Demokraterne brager igennem med en række upopulære udvidelser af statens rolle i USA. Partiet mener, at Obama har rakt hånden frem. Men de demokratiske ledere i kongressen, Harry Reid og Nancy Pelosi, har knust enhver modstand på deres vej og gennemtrumfer love ved hjælp af Demokraternes komfortable flertal.

På deres side mener Demokraterne, at Republikanerne er gået i gold oppositionstilstand, hvor de siger nej til alt. Efter flere år med skattelettelser mener Demokraterne, at Republikanerne bør være åbne over for andre tiltag. Endelig er de rasende over, at Republikanerne beskylder Demokraterne for at skabe store underskud, efter at Republikanerne gik fra overskud på statsbudgettet i starten af George W. Bushs embedsperiode til et bragende underskud, da han gik af.

Endnu et skud for boven kom, da Judd Gregg meget overraskende meddelte, at han alligevel ikke ønsker at blive handelsminister. De politiske forskelle mellem ham og Obama er simpelthen for store, meddelte han.

Økonomi afgør succes
Redningspakken blev vedtaget med så godt som udelukkende demokratiske stemmer. Er økonomien tilbage på sporet i 2010, har Demokraterne et imponerende våben mod deres republikanske modstandere ved midtvejsvalget.

Er økonomien stadigvæk kun i lavt gear, kan Republikanerne sige: Hvad sagde vi – og øge antallet af sæder i Kongressen.

Det sker meget sjældent, at præsidentens parti får flere pladser i Kongressen ved midtvejsvalgene. Det skete i 2002, men er ellers ikke sket siden 1930erne.

Uanset hvad står et i hvert fald klart: Demokraterne og Republikanerne står – igen igen – hårdt over for hinanden på en voldsomt optrukket frontlinie. Et tæt samarbejde fortaber sig i horisonten.

Obama sikrer Senatet med smart manøvre

Demokraterne har allerede et komfortabelt flertal i Senatet – 59 sæder, hvis ellers Al Franken bevarer føringen i Minnesota, hvor der stadig kæmpes i retslokalerne efter novembervalget. Men forspringet kan blive udbygget yderligere, efter Barack Obama udpegede den republikanske senator Judd Gregg til at blive ny handelsminister.

Bill Richardson, Obamas førstevalg, måtte trække sig, da han i øjeblikket bliver undersøgt for, om han har begået korruption. Angiveligt har han tildelt regeringskontrakter til politiske donorer. Han er sikker på sin uskyld, men valgte at trække sig alligevel, da han ellers mente, der ville gå for lang tid med at blive indsat.

Obama udnyttede den ellers pinlige fadæse på en imponerende måde. Han udpegede Judd Greg, der er republikansk senator fra New Hampshire, til ny handelsminister. Der er en vindersag for begge parter – men ikke for Republikanerne på lang sigt.

På kort sigt får Obama vist sig som en politiker, der gerne vil samarbejde hen over midten. Bliver Gregg indsat, har Obama nu tre republikanere i sin regering: Forsvarsminister Robert Gates, Ray LaHood som transportminister og så Judd Gregg som handelsminister.

Et næsten sikkert sæde
På lang sigt sikrer Obama sandsynligvis Demokraterne endnu et sæde i Senatet. Ganske vist er Gregg en gentleman over for sit parti: Han har krævet, at den demokratiske guvernør i New Hampshire, John Lynch, udpeger en republikaner til at afløse ham. Således gjort: Lynch udpeger Bonnie Newman. Til gengæld har Bonnie Newman lovet ikke at stille op ved valget i 2010.

New Hampshire er blevet en særdeles demokratisk stat i de sidste par år. Det var den eneste stat, John Kerry tog fra George W. Bush i 2004. Siden er den blevet endnu mere blå. Den republikanske senator John Sununu blev stemt ud af Senatet ved valget i november 2008, og Obama vandt staten med 54 procent af stemmerne.

Derfor burde Demokraterne let kunne sikre sig den åbne plads i Senatet i 2010. John Hodes, der i dag er medlem af Repræsentanternes Hus, har allerede sagt, at han vil stille op. Han er populær, og både han og Carol Shea-Porter, der også er medlem af Repræsentanternes Hus, burde vinde let over en republikansk udfordrer.

Gregg på sikker grund
Judd Gregg har også sikret sig på langt sigt. Han var i stor fare for at tabe valget i 2010 uanset hvad, netop på grund af New Hampshires mere og mere demokratiske landskab. Nu kan han i stedet sætte sig i en sikker ministerstol.

Det Republikanske Parti er den helt store taber. Partiet har en gevaldig risiko for at tabe senatsposten i 2010, og uanset hvad skal Republikanerne nu finde mange penge til at forsvare sædet. Der er ingen tvivl om, at Obama og hans rådgivere har udmanøvreret Republikanerne i New Hampshire i denne uge – på trods af det underholdende faktum, at Gregg i 1995 stemte for at nedlægge det ministerium, han nu skal lede. Læs mere om det her.

Michael Steele ny formand for Republikanerne

Demokraterne har Barack Obama, senatsleder Harry Reid og Nancy Pelosi fra Repræsentanternes Hus som synlige frontfigurer. Republikanerne har efter George W. Bushs afgang ingen.

Derfor var fredagens valg af ny formand for partiet afgørende. Formanden bliver partiets ansigt i de kommende to år og kommer samtidig til at stå med en tung udfordring: Han skal vende den tilbagegang, der har ramt partiet ved de seneste to valg, hvor Republikanerne har tabt flertallet i begge kamre i Kongressen og mistet Det Hvide Hus.

Formanden blev Michael Steele, tidligere viceguvernør i Maryland. Han slog seks andre udfordrere, heriblandt den siddende formand Mike Duncan. Michael Steele er 50 år gammel og er moderat konservativ. Samtidig signalerer han klart forandring for et parti, der ellers er domineret af midaldrende hvide fra syden: Han er nemlig sort.

Der var næppe mange på begge sider af borgerretighedskampen i 1960erne, der havde regnet med, at begge ledere af de to store partier sølle 40-50 år efter ville være sorte. Det er en stor historisk begivenhed.

Med Steele signalerer Republikanerne, at de rækker hånden ud til de minoriteter, der har forladt dem i de sidste par valg. Steele ser selv dette som en central udfordring for ham, da han udtalte sig efter sejren:

”We have an image problem. We've been misidentified as party that is insensitive, a party unconcerned about the lives of minorities. I'm saying enough's enough, that day is over.”

Det er dog lettere sagt end gjort. Den netop afgåede formand for Demokraterne, Howard Dean, lancerede sin meget succesfulde 50-stats strategi, hvor partiet kæmpede i alle stater frem for kun de sikre stater og så et par svingstater som Ohio, Pennsylvania og så videre. Strategien banede vejen for demokratiske sejre i Virginia, Nevada, North Carolina og Indiana – stater, der typisk ligger solidt i republikanernes lejr.

Steeles udfordring er større end Deans. Republikanernes strategi har i mange år været ”skattelettelser.” Det budska kan være svært at sælge i fattige kvarterer i demokratiske højborge som New York eller Los Angeles. Men den karismatiske og vittige Steele har i hvert fald en større chancer for at gøre sig gældende her, end den sidste konkurrent til posten der faldt fra, nemlig Katon Dawson – der var endnu en af de midaldrende hvide fra sydstaterne.

Republikanerne satser tilsyneladende også på ”change.” Spørgsmålet er, om det udelukkende bliver ændringer i fremtoning og image, eller også i den politiske pakke. Demokraterne har i hvert fald fået lidt at tænke over midt i sejrsrusen.