I begyndelsen af maj vedtog Repræsentanternes Hus med lille flertal den republikanske sundhedsreform AHCA, som skal afløse Barack Obamas sundhedsreform ACA. I sidste uge præsenterede Senatet så deres version af reformen. De tre udgaver af et amerikansk sundhedssystem er stillet op over for hinanden på overskuelig grafisk måde af The Washington Post her.
Lykkes det at få 50 stemmer for reformen i Senatet, skal de to huse i Kongressen mødes og vedtage et fælles lovforslag, og så skal begge kamre igen stemme om reformen. Vi er altså tættere end nogensinde før på et dødsstød for præsident Barack Obamas signaturlov, men vi er stadig rigtig langt fra.
For det første er det langt fra sikkert, at den republikanske senatsleder Mitch McConnell kan samle 50 stemmer i Senatet. Det republikanske flertal er på 52. Altså må kun tre senatorer melde fra hos Republikanerne, da vicepræsident Mike Pence har den afgørende stemme ved en 50-50 afstemning.
Både konservativ og moderat modstand
Der er allerede to ret sikre nej-stemmer: Nemlig senatorerne Lisa Murkowski fra Alaska og Susan Collins fra Maine. De to moderate kvinder kan ikke acceptere, at AHCA fjerner støtten til organisationen Planned Parenthood, som blandt andet hjælper gravide kvinder under graviditeten, men som også støtter aborter. Og McConnell kan ikke give dem noget, for tillader han støtte til Planned Parenthood, vil flere konservative senatorer sige nej.
Tre konservative senatorer- Rand Paul fra Kentucky, Ted Cruz fra Texas og Mike Lee fra Utah - har meldt sig ud som måske nej. Her skal McConnell give dem flere konservative godbidder, altså skære endnu mere ud af Obamacare.
Det gør det svært at holde fast i de moderate republikanere, hvor Nevada-senator Dean Heller i lørdags meldte sig som modstander.
Det bliver i allerhøjeste grad op ad bakke for McConnell.
I mellemtiden hamrer Demokraterne løs med argumenter om, at 22+ millioner amerikanere vil miste deres sundhedsforsikring, mens de rige får endnu flere skattelettelser. En massiv lobbyindsats er i gang fra Demokraternes side.
Skulle det lykkes for McConnell at få reformen vedtaget, er vi stadig et godt stykke fra endegyldig vedtagelse, fordi der som nævnt skal laves et kompromisforslag, som igen skal vedtages i begge kamre. Med ekstremt snævre flertal i begge kamre kan meget gå galt endnu for Republikanerne.
19.6.17
Trump trækker opmærksomhed - Republikanere ændrer USA
For et par uger siden kunne verden vantro se en bunke milliardærer og generaler rose præsident Donald Trump til skyerne ved at kabinetsmøde. Mange undrer sig over, hvorfor Republikanerne finder sig i præsident Trump, der ved kabinetsmødet opførte et show, der kunne sammenlignes med de værste diktaturstater.
En mulig forklaring har John Cassidy i New Yorker.
Han peger på, at vælgernes og mediernes opmærksomhed er rettet mod Trumps skandaler og Twitter-udgydelser. Trump er som et skinnende objekt, der fanger alles blikke. Imens kan Republikanerne i Kongressen i fred og ro vedtage love, der ændrer sundhedsystemet og dermed en sjettedel af den amerikanske økonomi, eller vedtage nye reguleringer, der igen giver banker de friheder, som nogle mener førte til finanskrisen.
Cassidy mener, at tiltrak Trump sig ikke alles øjne, ville den politiske debat om Republikanernes lovforslag tiltage voldsomt, og med skarp kritik af flere forslag ville Republikanernes politiske agenda bliver udvandet eller endog grundstøde.
For Republikanerne er præsident Trump derfor en fair tradeoff: Ja, de må leve med tosse-Trump, men hvad gør det, når deres politik kommer igennem?
En mulig forklaring har John Cassidy i New Yorker.
Han peger på, at vælgernes og mediernes opmærksomhed er rettet mod Trumps skandaler og Twitter-udgydelser. Trump er som et skinnende objekt, der fanger alles blikke. Imens kan Republikanerne i Kongressen i fred og ro vedtage love, der ændrer sundhedsystemet og dermed en sjettedel af den amerikanske økonomi, eller vedtage nye reguleringer, der igen giver banker de friheder, som nogle mener førte til finanskrisen.
Cassidy mener, at tiltrak Trump sig ikke alles øjne, ville den politiske debat om Republikanernes lovforslag tiltage voldsomt, og med skarp kritik af flere forslag ville Republikanernes politiske agenda bliver udvandet eller endog grundstøde.
For Republikanerne er præsident Trump derfor en fair tradeoff: Ja, de må leve med tosse-Trump, men hvad gør det, når deres politik kommer igennem?
11.6.17
Trump kræver godkendelser - nominerer ingen
Tidligere på ugen svovlede præsident Donald Trump på Twitter:
Trump får hverken godkendt ambassadører eller vigtige poster som viceministre og føderale anklagere. Ud af 539 nøgleposter er kun 40 blevet besat. Det er Demokraternes skyld, mener præsidenten.
Men er det nu også det?
Ja, kun 40 ud af 539 poster er besat. Men Donald Trump har også kun nomineret personer til 83 af stillingerne, hvoraf lige under halvdelen altså er godkendt. Alt andet lige er det svært at godkende kandidater, når der ikke er indstillet nogen.
Hvad er åsagerne til, der ikke er udpeget nogen?
En årsag er, at Trump vil vise sig som en sparsommelig præsident, der sender den føderale stat på slankekur. Er det forklaringen, er den dog rent symbolsk. 539 føderale topstillinger vælter ikke USA's budget.
Kaos skræmmer
En stærkere forklaring er, at Trump simpelthen ikke kan finde nogle dygtige kandidater. Mange gode embedsfolk og politikere har ikke været imponerede over de første kaotiske måneder med Trump-administrationen, hvor man i øvrigt hurtigt kan få sparket og et par dyre advokatregninger med i bagagen, hvis du ikke behager Trump.
En ting er, at de dygtige folk selv siger nej. Trump siger også nej til mange, for han kræver fuld loyalitet. Og de mange Republikanere, der i sin tid undsagde Trump, er der ikke plads til i Trumps verden. Trump har hældt kandidater ned ad brættet, hvis blot der blev fundet et par kritiske tweets fra fortiden om Trump og venner.
Dog skal det siges, at det i gennemsnit tager 41 dage at godkende en Trump-nominering. Obama kunne nøjes med lige over en måned, mens tallene for George W. Bush var 18 dage. Måske endnu et tegn på den stadigt stærkere politiske polarisering - eller et tegn på at Trumps kandidater har mere bagage? Det står ikke klart.
Klart er det dog, at den føderale topadministration er underbemandet, og dem der er ansat er overbebyrdede. Kommer der en krise eller et terrorangreb, hvor USA taber bolden på grund af manglende ansættelser, kan det koste Trump dyrt politisk - foruden de massive økonomiske og menneskelige tab, det kan medføre.
.@foxandfriends Dems are taking forever to approve my people, including Ambassadors. They are nothing but OBSTRUCTIONISTS! Want approvals.— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 5. juni 2017
Trump får hverken godkendt ambassadører eller vigtige poster som viceministre og føderale anklagere. Ud af 539 nøgleposter er kun 40 blevet besat. Det er Demokraternes skyld, mener præsidenten.
Men er det nu også det?
Ja, kun 40 ud af 539 poster er besat. Men Donald Trump har også kun nomineret personer til 83 af stillingerne, hvoraf lige under halvdelen altså er godkendt. Alt andet lige er det svært at godkende kandidater, når der ikke er indstillet nogen.
Hvad er åsagerne til, der ikke er udpeget nogen?
En årsag er, at Trump vil vise sig som en sparsommelig præsident, der sender den føderale stat på slankekur. Er det forklaringen, er den dog rent symbolsk. 539 føderale topstillinger vælter ikke USA's budget.
Kaos skræmmer
En stærkere forklaring er, at Trump simpelthen ikke kan finde nogle dygtige kandidater. Mange gode embedsfolk og politikere har ikke været imponerede over de første kaotiske måneder med Trump-administrationen, hvor man i øvrigt hurtigt kan få sparket og et par dyre advokatregninger med i bagagen, hvis du ikke behager Trump.
En ting er, at de dygtige folk selv siger nej. Trump siger også nej til mange, for han kræver fuld loyalitet. Og de mange Republikanere, der i sin tid undsagde Trump, er der ikke plads til i Trumps verden. Trump har hældt kandidater ned ad brættet, hvis blot der blev fundet et par kritiske tweets fra fortiden om Trump og venner.
Dog skal det siges, at det i gennemsnit tager 41 dage at godkende en Trump-nominering. Obama kunne nøjes med lige over en måned, mens tallene for George W. Bush var 18 dage. Måske endnu et tegn på den stadigt stærkere politiske polarisering - eller et tegn på at Trumps kandidater har mere bagage? Det står ikke klart.
Klart er det dog, at den føderale topadministration er underbemandet, og dem der er ansat er overbebyrdede. Kommer der en krise eller et terrorangreb, hvor USA taber bolden på grund af manglende ansættelser, kan det koste Trump dyrt politisk - foruden de massive økonomiske og menneskelige tab, det kan medføre.
5.6.17
Demokraternes har anden vej til valgsejre end arbejdervælgerne
Mantraet har været massivt i medierne siden Hillary Clintons nederlag og Republikanernes totale kontrol i Kongressen ved valget i november 2016: Demokraterne skal vinde arbejderstemmerne tilbage! Men der er en anden strategi, skriver Politico.
I stedet for at fange Obama-Trump-vælgerne, altså de arbejdervælgere der gik fra at stemme Obama i 2012 til Trump i 2016, skal Demokraterne gå efter Romney-Clinton-vælgerne. Det er de velhavende hvide forstadsbeboere, som stemte Mitt Romney i 2012, men Hillary Clinton i 2016. De vælgere bryder sig ikke om Trumps stil og væremåde og er utryg ved ham som præsident. På den politiske front er de moderate på sociale områder og vil have styr på økonomien, men vil gerne investere i uddannelse og sundhed. Der er et betydeligt uudnyttet potentiale i vælgergruppen for Demokraterne
Er velhavende forstadsbeboerer kombineret med det typiske demokratiske vælgerfundament i form af fattige minoriteter ikke en umage koalition af vælgere? Jo. Men den er da ikke mere umage end den koalition af evangelisk kristne og rige forretningsfolk, der i årtier har ledt Republikanerne fra sejr til sejr. Politico kan have fat i noget.
Subscribe to:
Posts (Atom)
