Valgmandskollegiet har historisk fundament

Mange, især skuffede Hillary Clinton-tilhængere, er gået til angreb på valgmandskollegiet. Det er udemokratisk at vælge Donald Trump, når nu Hillary Clinton har fået flere stemmer på landsplan, lyder det.

Men her er det afgørende at huske den historiske baggrund for valgmandskollegiet.

Da 13 delstater løsrev sig fra Storbritannien i 1776, var det ikke sikkert på forhånd, at delstaterne ville slutte sig sammen i en samlet nation. Og gjorde de ikke det, frygtede flere et "europæisk Amerika" med småstater og småkrige, der kunne udvikle sig til storkrige. Eller også ville stærke europæiske stater generobre nogle af de små delstater en efter en.

Derfor gjaldt det om at skabe en samlet føderal stat. Men hvordan? Delstaterne var stærke, og efter at have løsrevet sig fra London ønskede de ikke en ny stærk centralmagt. Og 8 ud af 13 delstater skulle ratificere den nye forfatning, før USA var en kendsgerning.

Løsningen blev meget stærke delstater, en i hvert fald dengang svag føderal stat og så ikke mindst valgmandskollegiet ved valgene, hvor hver delstat som minimum er sikret tre valgmandsstemmer: Nemlig delstatens to senatorer og så i vid udstrækning det samme antal valgmandsstemmer, som delstaten har medlemmer af Repræsentanternes Hus.

På den måde lykkedes det at få små stater som Rhode Island og Georgia til at ratificere forfatningen. De følte sig nu sikre på, at store stater som New York eller Virginia ikke kunne dominere dem.

Præsident for hele landet
I dag betyder valgmandskollegiet, at Wyoming har tre valgmandsstemmer, mens Californien har 55. Wyoming har 600.000 indbyggere, mens Californien har 39 millioner. Californien har klart flere valgmandsstemmer og dermed mere magt, men Wyoming er tilgodeset. Her skal der kun 200.000 stemmer til per valgmandsstemme. Californien kræver reelt 700.000.

Er det fair? Nej, ikke som udgangspunkt. Men det sikrer, at præsidentkandidaterne må tage hensyn til langt flere stater og dermed synspunkter i stedet for blot at føre valgkamp i befolkningstunge New York, Los Angeles, Chicago og Atlanta.

I øvrigt har Europa også denne hensyntagen til små stater. I Europa-Parlamentet er store lande som Tyskland og Frankrig reelt underrepræsenteret, mens eksempelvis Danmark og Malta har flere parlamentsmedlemmer, end befolkningsstørrelsen berettiger. Også her vil tyskerne kunne påstå, de ikke får den magt, de fortjener. Men ligesom North Dakota eller Vermont ville Danmark have svært ved at acceptere at blive marginaliseret af de store EU-lande i Europa-Parlamentet.

Skaberne af USA's forfatning og valgmandskollegiet frygtede også, at populister kunne vildlede folket, blive valgt og så etablere et diktatur. Valgmændene skulle dæmme op for det og om muligt stemme imod en kandidat. Den tanke blev dog født i tiden før politiske partier, og den funktion udfører valgmandskollegiet ikke mere i dagens stærkt polariserede partisystem, selvom nogle sikkert ville ønske det.

Meget svært at ændre
Er det muligt at afskaffe valgmandskollegiet? Ja, det er det - men det kræver en forfatningsændring, som 37 delstater skal bakke op om. Det er særdeles usandsynligt. Ligesom Rhode Island i 1776 ikke ville domineres af New York, vil Maine i dag næppe stemme for at blive domineret af Texas.

En række delstater har dog stemt for National Popular Vote Bill. Staterne forpligter sig til at give deres valgmandsstemmer til den kandidat, der vinder flest stemmer på landsplan. I dag repræsenterer de delstater 165 valgmandsstemmer. Kommer flere delstater til, så tallet når de magiske 270, har vi reelt et nyt valgssystem. Den udvikling er mere sandsynlig end en forfatningsændring, men den er stadig næsten uopnåelig. Den kræver, at en række republikanske stater går sammen med demokratiske og vice versa. Og da kun den ene gruppe stater som regel er utilfredse med et valgresultat, mens den anden gruppe er jublende, er det meget svært at nå de 270.

Derfor beholder USA valgmandssystemet. Og det er der gode historiske grunde til.