28.2.09

Senator vil hive eget parti i retten

I politik gælder det som bekendt normalt om at få så mange pladser i den lovgivende forsamling som muligt. Men både Demokraterne og Republikanerne har et medlem, de gerne vil af med.

Hos Republikanerne hedder problemmanden Jim Bunning. Han er senator for staten Kentucky, og er igennem de seneste år blevet kendt for stadig mere belastende udtalelser. Forleden lykkedes det ham at erklære, at højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg ville være død af kræft inden for ni måneder.

Herefter proklamerede Bunning, at han ville kæmpe med næb og kløer mod endnu en liberal dommer i Højesteret – Ginsburg tilhører rettens venstreorienterede del.

Saddam Husseins sønner
Han måtte undskylde, mens medierne svælgede i historien og også gravede historier frem fra valgkampen i 2004, hvor han beskyldte modkandidaten, Dan Mongiardo, for, at han støtter skulle have gennembanket hans kone. Samtidig skulle Mongiardo, der er af italiensk afstamning, angiveligt ”ligne en af Saddam Husseins sønner,” som Bunning formulerede det.

Bunning er også rasende over mindretalsleder Mitch McConnells forsøg på at få ham til at trække sig tilbage i 2010. McConnell ved, at Bunning er i stor fare for at tabe valget i 2010, så han ønsker en stærkere kandidat.

Det fik Bunning til at ydmyge McConnell og Republikanerne ved at true med en retssag mod NRSC, som står for at koordinere og styre Republikanernes valgkampe i Senatet. Han ville retsforfølge komiteen, hvis de støttede en modkandidat i primærvalget.

Bunning truede McConnell yderligere i går ved at sige, at han måske trækker sig før 2010, hvis ikke han bliver behandlet bedre. I så fald skal Kentuckys demokratiske guvernør Steve Beshear udpege en ny senator – der selvfølgelig bliver en demokrat. Så vil Demokraterne sammen med Al Franken i Senatet nå de magiske 60 sæder, der beskytter mod filibuster-taktikken.


Hos Demokraterne er problemet Barack Obamas afløser som senator i Illinois, Roland Burris.

71-årige Burris blev udpeget af den korruptionsanklagede nu tidligere guvernør Rod Blagojevich. Allerede her var der kritiske stemmer blandt Demokraterne, men da det ville være politisk selvmord at gå imod en sort kandidat, valgte partiet at lukke Burris ind i varmen.

Løjet under ed
Nu står Burris imidlertid anklaget for at have løjet under ed. Angiveligt har Rod Blagojevichs bror bedt Burris om donationer til guvernørens valgkamp, før Blagojevich udpegede Burris.

Anklagen er en ydmygelse for Demokraterne, der længe har sat sig op på den høje moralske hest og beskyldt Republikanerne for udbredt korruption.

Den nye guvernør i Illinois, Pat Quinn, har krævet Burris’ afgang, men det nægter Roland Burris. Nu vil guvernøren måske tvinge ham væk ved at udskrive et nyvalg til senatorposten. Et sådant valg vil den upopulære Burris sandsynligvis tabe, mens det til gengæld er ret sikkert, at Demokraterne vil vinde posten, især hvis de stiller med en sort kandidat. Det er den udvikling, Demokraterne håber på lige nu.


Begge partier har altså rigeligt at holde styr på med to løsgående kanoner i Senatet.

No comments:

Post a Comment