7.2.09

Obama sikrer Senatet med smart manøvre

Demokraterne har allerede et komfortabelt flertal i Senatet – 59 sæder, hvis ellers Al Franken bevarer føringen i Minnesota, hvor der stadig kæmpes i retslokalerne efter novembervalget. Men forspringet kan blive udbygget yderligere, efter Barack Obama udpegede den republikanske senator Judd Gregg til at blive ny handelsminister.

Bill Richardson, Obamas førstevalg, måtte trække sig, da han i øjeblikket bliver undersøgt for, om han har begået korruption. Angiveligt har han tildelt regeringskontrakter til politiske donorer. Han er sikker på sin uskyld, men valgte at trække sig alligevel, da han ellers mente, der ville gå for lang tid med at blive indsat.

Obama udnyttede den ellers pinlige fadæse på en imponerende måde. Han udpegede Judd Greg, der er republikansk senator fra New Hampshire, til ny handelsminister. Der er en vindersag for begge parter – men ikke for Republikanerne på lang sigt.

På kort sigt får Obama vist sig som en politiker, der gerne vil samarbejde hen over midten. Bliver Gregg indsat, har Obama nu tre republikanere i sin regering: Forsvarsminister Robert Gates, Ray LaHood som transportminister og så Judd Gregg som handelsminister.

Et næsten sikkert sæde
På lang sigt sikrer Obama sandsynligvis Demokraterne endnu et sæde i Senatet. Ganske vist er Gregg en gentleman over for sit parti: Han har krævet, at den demokratiske guvernør i New Hampshire, John Lynch, udpeger en republikaner til at afløse ham. Således gjort: Lynch udpeger Bonnie Newman. Til gengæld har Bonnie Newman lovet ikke at stille op ved valget i 2010.

New Hampshire er blevet en særdeles demokratisk stat i de sidste par år. Det var den eneste stat, John Kerry tog fra George W. Bush i 2004. Siden er den blevet endnu mere blå. Den republikanske senator John Sununu blev stemt ud af Senatet ved valget i november 2008, og Obama vandt staten med 54 procent af stemmerne.

Derfor burde Demokraterne let kunne sikre sig den åbne plads i Senatet i 2010. John Hodes, der i dag er medlem af Repræsentanternes Hus, har allerede sagt, at han vil stille op. Han er populær, og både han og Carol Shea-Porter, der også er medlem af Repræsentanternes Hus, burde vinde let over en republikansk udfordrer.

Gregg på sikker grund
Judd Gregg har også sikret sig på langt sigt. Han var i stor fare for at tabe valget i 2010 uanset hvad, netop på grund af New Hampshires mere og mere demokratiske landskab. Nu kan han i stedet sætte sig i en sikker ministerstol.

Det Republikanske Parti er den helt store taber. Partiet har en gevaldig risiko for at tabe senatsposten i 2010, og uanset hvad skal Republikanerne nu finde mange penge til at forsvare sædet. Der er ingen tvivl om, at Obama og hans rådgivere har udmanøvreret Republikanerne i New Hampshire i denne uge – på trods af det underholdende faktum, at Gregg i 1995 stemte for at nedlægge det ministerium, han nu skal lede. Læs mere om det her.

1 comment: