I 1994 var alle søgelys hos de politiske medier rettet mod en mand: Newt Gingrich.
Med sin ”kontrakt med Amerika” havde republikaneren fra Georgia givet Bill Clinton og Demokraterne en blodtud af dimensioner ved midtvejsvalget. I Repræsentanternes Hus stormede Republikanerne frem med 54 pladser.
Sejren skyldtes i stor udstrækning Gingrichs vellykkede forsøg på at fremstille Kongressen som korrupt og ved at love et opgør med de demokrater, der netop var forlist med et forsøg på at skaffe sygesikring til alle via staten.
Fald fra de politiske tinder
Senere gik det galt. Som formand for Repræsentanternes Hus var Gingrich magtfuld, men overspillede ifølge en del iagttagere sine kort, da han lammede USA’s føderale regering i 1995 i protest mod Clintons finanslovsforslag.
For det første mente en del amerikanere, at det var at gå for langt. For det andet var det en pr-mæssig katastrofe, da Gingrich sagde, at han og Bob Dole (sidstnævnte var præsidentkandidat i 1996) var blevet tvunget til at sidde langt tilbage i flyet under en tur med præsidentens Air Force One.
Som Tom DeLay – tidligere medlem af Repræsentanternes Hus fra Texas - senere udtalte, lignede det nu ikke så meget en nobel kamp mod statens overforbrug, men mere to forurettede børn, der var utilfredse med deres plads i bussen.
I 1998 ledte Gingrich an i anklagerne mod Bill Clinton for at lyve under ed. Men taktikken slog fejl – Republikanerne gik tilbage ved midtvejsvalget det år med fem pladser. Gingrich trak sig tilbage og forlod den politiske scene.
Men han fortsatte med at tænke politiske tanker. Valget i 2008 resulterede i en gedigen gennembankning af Republikanerne. Nu vender de sig mod Gingrich for at få idéer og inspiration til at komme videre.
Idévulkan
At manden er en veritabel vulkan, der sprutter idéer ud, viser dette lille uddrag af en artikel fra New York Times Magazine:
”At one point, I asked Gingrich, now a healthful-looking 65, about his sudden exit from Congress in 1998. “First of all, in the Toynbeean sense, I believe in departure and return,” he told me.
“In the what sense?” I asked.
“Arnold Toynbee,” he replied matter-of-factly, as if no one would walk into his office without having read “Lectures on the Industrial Revolution in England.” “I believe in the sense that, you know, De Gaulle had to go to Colombey-les-Deux-Églises for 11 years.”
“I’m sorry?”
“Departure and return. And someone once said to me, if you don’t leave, you can’t come back, because you’ve never left.”
I was still trying to process this nugget when the slouching Gingrich, now onto a point about steel plants closing, jolted upright. “The 1913 Girl Scouts manual!” he said, or at least that’s what it sounded like. “Which I should get a copy of.” He punched a button on his phone and dialed his assistant.”
Nu håber Republikanerne så på, at Gingrich kan finde en ny sag for et parti, der ikke alene mangler ledelse, men værst af alt også mangler mål og med, efter at sloganet om lavere skatter ikke længere ser ud til at få amerikanerne til at sætte tænderne i det republikanske valgflæsk.
Læs en glimrende magasinartikel om Gingrich som Republikanernes genopståede stjerne her. Artiklen spekulerer også i 65-årige Newt Gingrichs overvejelser om at stille op mod Barack Obama i 2012.
Med sin ”kontrakt med Amerika” havde republikaneren fra Georgia givet Bill Clinton og Demokraterne en blodtud af dimensioner ved midtvejsvalget. I Repræsentanternes Hus stormede Republikanerne frem med 54 pladser.
Sejren skyldtes i stor udstrækning Gingrichs vellykkede forsøg på at fremstille Kongressen som korrupt og ved at love et opgør med de demokrater, der netop var forlist med et forsøg på at skaffe sygesikring til alle via staten.
Fald fra de politiske tinder
Senere gik det galt. Som formand for Repræsentanternes Hus var Gingrich magtfuld, men overspillede ifølge en del iagttagere sine kort, da han lammede USA’s føderale regering i 1995 i protest mod Clintons finanslovsforslag.
For det første mente en del amerikanere, at det var at gå for langt. For det andet var det en pr-mæssig katastrofe, da Gingrich sagde, at han og Bob Dole (sidstnævnte var præsidentkandidat i 1996) var blevet tvunget til at sidde langt tilbage i flyet under en tur med præsidentens Air Force One.
Som Tom DeLay – tidligere medlem af Repræsentanternes Hus fra Texas - senere udtalte, lignede det nu ikke så meget en nobel kamp mod statens overforbrug, men mere to forurettede børn, der var utilfredse med deres plads i bussen.
I 1998 ledte Gingrich an i anklagerne mod Bill Clinton for at lyve under ed. Men taktikken slog fejl – Republikanerne gik tilbage ved midtvejsvalget det år med fem pladser. Gingrich trak sig tilbage og forlod den politiske scene.
Men han fortsatte med at tænke politiske tanker. Valget i 2008 resulterede i en gedigen gennembankning af Republikanerne. Nu vender de sig mod Gingrich for at få idéer og inspiration til at komme videre.
Idévulkan
At manden er en veritabel vulkan, der sprutter idéer ud, viser dette lille uddrag af en artikel fra New York Times Magazine:
”At one point, I asked Gingrich, now a healthful-looking 65, about his sudden exit from Congress in 1998. “First of all, in the Toynbeean sense, I believe in departure and return,” he told me.
“In the what sense?” I asked.
“Arnold Toynbee,” he replied matter-of-factly, as if no one would walk into his office without having read “Lectures on the Industrial Revolution in England.” “I believe in the sense that, you know, De Gaulle had to go to Colombey-les-Deux-Églises for 11 years.”
“I’m sorry?”
“Departure and return. And someone once said to me, if you don’t leave, you can’t come back, because you’ve never left.”
I was still trying to process this nugget when the slouching Gingrich, now onto a point about steel plants closing, jolted upright. “The 1913 Girl Scouts manual!” he said, or at least that’s what it sounded like. “Which I should get a copy of.” He punched a button on his phone and dialed his assistant.”
Nu håber Republikanerne så på, at Gingrich kan finde en ny sag for et parti, der ikke alene mangler ledelse, men værst af alt også mangler mål og med, efter at sloganet om lavere skatter ikke længere ser ud til at få amerikanerne til at sætte tænderne i det republikanske valgflæsk.
Læs en glimrende magasinartikel om Gingrich som Republikanernes genopståede stjerne her. Artiklen spekulerer også i 65-årige Newt Gingrichs overvejelser om at stille op mod Barack Obama i 2012.
No comments:
Post a Comment