27.2.12

Romney skal vinde i morgen

PRIMÆRVALG 2012: Mitt Romney er stadig favoritten til at sikre sig Republikanernes nominering til præsidentposten, og i morgen bliver der sat vigtige krydser. Vælgerne i Michigan og Arizona finder deres favorit.

De flestes øjne retter sig mod Michigan, hvor Mitt Romney og Rick Santorum kæmper for stemmerne.

For få uger siden så Romney Michigan som en sikker sejr. Han er født i staten, faderen var en meget vellidt guvernør her, og delstatens vælgere er mere fokuserede på økonomi end religion.

Alligevel stormede Santorum frem efter fire sejre på stribe.

De nyeste meningsmålinger spår en føring på to procentpoint til Romney over Santorum - 38 procent mod 36 procent. Ron Paul og Newt Gingrich ligger på cirka ti procent.

Kan Romney ikke vinde Michigan, vil det øge tvivlen om, hvorvidt han virkelig er den bedste kandidat mod Obama til november.

Onsdagens tv-debat klarede Romney glimrende, og det kan måske give ham det afgørende boost. Han erklærede sig i sin tid uenig i at give en hjælpepakke til bilindustrien i Michigan, men ville gerne sørge for en "ordnet konkurs" for General Motors. Det var lige nøjagtig, hvad der skete for selskabet et halvt år efter Romneys udtalelse.

Det slog han på under debatten og satte således en tyk streg under sin forretningssans. Dermed fik han fortalt, at han kan få USA's økonomi tilbage på sporet.

Arizona fører Romney i med cirka 10 procentpoint ned til Santorum. Skulle det gå helt galt for Romney i Michigan, kan han derfor leve videre. Føringen skyldes især en stor mormonsk befolkningsgruppe i Arizona.

Vinder Romney begge valg, er han godt på sporet frem mod supertirsdagen den 6. marts, hvor ti stater skal stemme. Her kan Romney med en række valgsejre endelig slippe ud af det opslidende ræs, erklære sig for vinder af den republikanske nominering og koncentrere sig om at slå Obama.

No comments:

Post a Comment