2.5.10

Sauna, toiletbesøg og en 24 timer lang tale

FILIBUSTER: Strom Thurmond havde spist sin bøf. De mange kalorier skulle række langt.

I lommen lå hostetabletter og mælketabletter for at holde stemmebåndet blødt og i form.

Endelig havde han siddet i saunaen så længe, at toiletbesøg havde lange udsigter.

Det var nødvendigt. Året var 1957, præsident Dwight D. Eisenhower og Senatet ville vedtage en borgerrettighedsreform, men senator Thurmond fra South Carolina ville gøre alt for at stoppe den. Metoden blev en filibuster - den længste i amerikansk historie.

Thurmond, der på det tidspunkt var overbevist om goderne ved raceadskillelse, indtog talerstolen i Senatet klokken 20.54 den 28. august 1957.

De næste 24 timer og 18 minutter talte Thurmond og udsatte dermed afstemningen om borgerretighedsreformen. Han reciterede alle delstatsforfatninger, Bill of Rights, forfatningen og præsident Washingtons afskedstale - samt sin bedstemors opskrift på kiks.

Nogle gange talte han så lavt som muligt for at spare stemmebåndet. Andre gange bragede stemmen ud i Senatet.

Af og til blev han hjulpet af sine kolleger, der stillede spørgsmål. Det gav Thurmond mulighed for at sidde ned og endda tage lidt at drikke.

Lige lidt hjalp det.

21.12 den 29. august måtte en udmattet Strom Thurmond forlade talerstolen, og reformen blev vedtaget.

Sydstatssenatorerne bakkede ikke Thurmond op. Reformen var udvandet, og derfor var de godt tilfredse og frygtede, at nordstatssenatorer ville gennemtvinge en meget stærkere reform, hvis forslaget faldt.

I 1964 skiftede Thurmond fra Demokraterne til Republikanerne og var dermed del i den bølge, der gjorde de solidt demokratiske sydstater til en republikansk bastion - kampen om sortes rettigheder havde meget at sige i dette paradigmeskifte.

Thurmond moderede senere sin holdning til raceadskillelse, men fortrød aldrig sine holdninger fra 1950'erne. I datidens kontekst var de rigtige, mente han, og i øvrigt havde delstaterne ret til at gøre, som de ville.

Thurmond var senator helt frem til 2003, hvor den da 100-årige republikaner og krigshelt fra 2. verdenskrig blev afløst af Lindsey Graham.

Her er et billede fra 29. august 1957, da Thurmond forlader talerstolen.

Rekorden vil måske holde for altid. Demokraterne overvejer nemlig at henrette filibusteren.

No comments:

Post a Comment