16.5.10

Partihopper er i problemer

MIDTVEJSVALG: Først var han demokrat. Så blev han republikaner. Og nu er han altså demokrat igen.

80-årige Arlen Specter har været vidt omkring, men nu spænder vælgerne måske snart ben for hans politiske karriere.

28. april sidste år skiftede Specter til Demokraterne efter at have været senator for Republikanerne i fem perioder for staten Pennsylvania siden 1980.

Hans begrundelse: Republikanerne havde bevæget sig langt mod højre, og Specter kunne ikke længere følge partiet.

Bagud
En anden begrundelse, som dog ikke blev nævnt højt, var , at Specter var langt bagud i meningsmålingerne i et primærvalg mod republikaneren Pat Toomey, som angreb ham far højre flanke.

Specter skiftede altså side mod løfter fra Obama og andre ledende demokrater om, at de ville føre valgkamp for ham.

Imidlertid blev Specter også udfordret hos Demokraterne. Admiral Joe Sestak har udfordret ham i primærvalget og angriber Specter for kun at være demokrat af navn.

Specter har ellers stemt 100 procent med Demokraterne i Senatet netop for at bevise sin nyfundne politiske overbevisning.

Men vælgerne lader sig åbenbart ikke narre. Trods massiv opbakning fra demokratiske ledere viser de nyeste meningsmålinger, at Specter er bagud med 43,8 procent til Sestak og 41,4 procent til Specter.

Håber han taber
Selvom højtplacerede demokrater altså fører valgkamp for Specter, håber mange, at han taber. Specter var i mange år en torn i øjet på republikanske ledere, da han tit gik imod partiet. Demokrater frygter, han vil gøre det samme hos dem, så snart han har sikret sig endnu en valgperiode.

Er Specters troværdighed efter de næsten Naser Khader'ske partihop så lav, at Pennsylvanias vælgere dømmer ham ude? Svaret får vi til november.

No comments:

Post a Comment