28.2.10

Dick Cheney kæmper for de homoseksuelle

HOMOSEKSUALITET: Tidligere vicepræsident Dick Cheney har ganske givet lagt sig ud med den gamle garde i det republikanske parti, da han tidligere på måneden erklærede sin støtte til, at homoseksuelle åbent kan gøre tjeneste i det amerikanske militær.

USA’s væbnede styrker har siden Bill Clintons tid som præsident håndteret homoseksuelle med politikken ”don’t ask, don’t tell.” Politikken forbyder homoseksuelle at fortælle om deres seksualitet, men forbyder samtidig overordnede at udspørge dem om den. At der er homoseksuelle i USA’s hær, flåde og luftvåben – og i øvrigt ganske sikkert altid har været det – er der næppe tvivl om. Men tale om det kan man altså ikke.

Der var voldsom debat om politikken, da Dick Cheney var forsvarsminister under præsident George H. W. Bush. Dengang støttede Cheney da også loven.

Cheney har aldrig været nogen stor tilhænger af det republikanske partis sociale standpunkter omkring abort, homoseksuelle og religionens betydning – og har i øvrigt selv en lesbisk datter.

Derfor kan det næppe overraske stort, at han til ABC News udtalte følgende:

- When the Chiefs come forward and say, ‘We think we can do it,' then that strikes me that it's time to reconsider the policy. Twenty years ago the military was a strong advocate of Don't Ask Don't Tell when I was the Secretary of Defense. I think things have changed significantly since then.

Unge er ligeglade
Støtten til at ophæve “don’t ask, don’t tell” er steget betydeligt i den amerikanske befolkning siden starten af 1990erne, og her rammer Cheney målskiven præcist, da han forklarer, hvorfor det er sket:

- It's partly a generational question, sagde han til ABC News.

De unge vælgere i USA har ingen større interesse i de gamle kulturkampe om abort, homoseksuelle og ægteskab, som Republikanerne levede højt på i slutningen af det sidste årtusinde. Viser de endelig interesse for spørgsmålene, er det store flertals holdninger ikke længere konservative. Her er det den gamle, hvide garde, der stadig holder kulturkampens fane højt.

Gennembrud i år?
Måske kommer der allerede lovændringer i løbet af 2010. I sin tale til nationen lovede Barack Obama, at Kongressen ville afskaffe loven. Det vil enten ske i løbet af i år, eller måske sammen med vedtagelsen af militærets budgetter for 2011. Spørgsmålet er så, om de gamle kulturkrigere på højrefløjen har magten til at vinde opgøret endnu engang - endsige magten til at overhovedet at tage opgøret igen.

Læs Wikipedias artikel om "don’t ask, don’t tell" her.

No comments:

Post a Comment