10.1.10

Midtvejsvalget bliver højdepunktet i 2010

Stemmeboks: Heldigvis er der aldrig langt mellem valgene i USA, og i år står Barack H. Obama foran folkets domstol efter to år ved magten. Der er valg til 33 af de 100 pladser i Senatet og alle 435 pladser i Repræsentanternes Hus.

Republikanerne vil gå frem. Men spørgsmålet er, om fremgangen bliver så betydelig, at Obama får en reel blodtud.

En fremgang på to-tre pladser i Senatet og fem-ti pladser i Repræsentanternes Hus for Republikanerne er der ikke mange, der vil løfte øjenbrynene over.

For det første sker så godt som altid det, at en nyvalgt præsidents parti går tilbage ved det efterfølgende midtvejsvalg.

For det andet blev mange republikanere hjemme i almindelig desillusionering over de dårlige udsigter og manglende begejstring for John McCain i 2008.

Nu er den hårde kerne blevet mobiliseret ved de såkaldte ”te-selskaber,” og de vil med garanti vælte ud og sætte kryds i november.

Endelig er en række venstreorienterede demokrater skuffede over Obama. Krigene i Irak og Afghanistan fortsætter, og Guantanamo er en hård nød at knække. De vælgere kan meget vel ende med at blive i sofaen og se Oprah på valgdagen.

Spørgsmålet er så, om tilbagegangen for Demokraterne bliver meget stor eller bare som forventet – men uanset hvad vil Demokraterne længes tilbage til den tid i 2009 og 2010, hvor de havde 60 pladser i Senatet og kunne skyde enhver filibuster ned.

Endelig kan en af verdens mest magtfulde mænd miste sit embede. Senatsformand Harry Reid er upopulær i hjemstaten Nevada, og Republikanerne sætter alt ind på at erobre hans plads og tage et prestigefyldt trofæ hjem i pokalskabet. Læs mere om det her.

Krigene
Demokraternes skæbne kommer til at hænge på to andre for USA og Obama afgørende udviklinger i 2010.

I Afghanistan sender Obama titusinder fleresoldater til landet. Bliver det en succes a la George W. Bushs ”surge” i Irak, eller fortsætter den stigende tabskurve i de støvede afghanske bjerge?

Endelig skal den sundhedsreform, som nu er vedtaget i både Repræsentanternes Hus og Senatet, udfærdiges til en endelig lov.

Politikere fra begge kamre mødes snart for at færdiggøre en samlet lov. Det bliver en udfordring, da hvert kammers lov indeholder vidt forskellige opskrifter på en sundhedsreform.

Sundhedsreformen er blevet en art ”vi må tage, hvad vi kan få” for Barack Obama, men uanset resultatet vil han kunne bryste sig af den første større sundhedsreform siden Lyndon B. Johnson i 1960erne. Det kan give et tiltrængt rygstød i stemmeboksene til november.

Endelig er der naturligvis alle de skandaler, økonomiske kriser og terrorangreb, der måske kan sende 2010 i en helt anden retning end ventet. Kedeligt bliver året ikke.

No comments:

Post a Comment