Faglig kamp: USA har aldrig været et fort for fagforeninger, men United Auto Workers – UAW – opnåede i midten af sidste århundrede en særdeles stærk magtposition, særligt i delstaten Michigan.
Her kunne UAW næsten give bilfabrikanterne hjertestop, hvis de bare nævnte ordet strejke –så stærk var fagforeningen, der i 1979 havde 1,5 millioner medlemmer. Medlemmerne nød godt af tårnhøje lønninger, næsten garanteret jobsikkerhed, en gylden sundhedsforsikring og godt med sedler i pensionskassen.
Nu er der 430.000 tilbage i fagforeningerne, der ikke længere kæmper for flere goder til medlemmerne, men er i skyttegravene for at bevare dem, der er tilbage.
Ford, General Motors og Chrysler, USA’s tre største bilfabrikanter, har mistet op imod halvdelen af deres markedsandel med massefyringer til følge, og det har svækket den ellers så stærke fagforening.
Slunken kasse
Før i tiden var opbakning fra fagforeninger afgørende for, hvilken demokratisk kandidat der blev valgt. Nu er det ikke mange penge tilbage i den slunkne fagforeningskasse.
Tidligere medlem af UAW John Cherry stillede op til primærvalget for at afløse guvernør Jennifer Granholm i Michigan. Men efter at have været langt bagude i meningsmålingerne har han trukket sig. Grunden: Han kan ikke skaffe penge til at føre valgkamp for.
Prestige kan UAW heller ikke hjælpe politikerne med. Michigan er særdeles hårdt ramt af den økonomiske krise, og en del indbyggere placerer skylden hos ufleksible og dogmatiske fagforeninger, der har bebyrdet firmaer med tårnhøje udgifter til pension, løn og sundhed og dermed i sidste ende ført til virksomheders kollaps. I meningsmålingerne giver befolkningen halvdelen af skylden til bilfirmaernes direktion og den anden halvdel til fagforeningerne for bilindustriens krise.
Rustne fabrikker
UAW overvejer ifølge en kilde, som har udtalt sig til Washington Post, at lade være med at bakke kandidater op til midtvejsvalget i november. Fagforeningen er simpelthen bange for reelt at være et dødskys til en kandidat, fordi UAW er så upopulær.
UAW håbede på, at Barack Obama og det store demokratiske flertal i Senatet kunne give fagforeningerne et stød fremad med nye regler, der ville gøre det lettere for medarbejdere at organiserer sig. Men nye fagforeningslove er blevet begravet i sundhedsreform, Afghanistan og general Obama-krise.
I mellemtiden rykker de tilbageværende bilfabrikker til nye fabrikker i de amerikanske sydstater, hvor ”right-to-work” regler er i kraft. Det er love, der forbyder en fagforening og en virksomhedsledelse at lave eksklusivaftaler med hinanden. Fagforeningerne bliver svækket, virksomhederne mere konkurrencedygtige, og i sidste ende bliver der derfor flere jobs i Syden - Kritiske stemmer råber dog op om at jobsikkerhed i sydstaterne er lige så sjældent som en populær Wall Street-bank er det blandt menige amerikanere.
Det ændrer imidlertid ikke på faktum: I fagforeningernes amerikanske højborg ruster arbejdernes fabrikker op i uvirksomhed. Det var der næppe nogen, der havde gættet i de glade dage i 1970'erne.
Her kunne UAW næsten give bilfabrikanterne hjertestop, hvis de bare nævnte ordet strejke –så stærk var fagforeningen, der i 1979 havde 1,5 millioner medlemmer. Medlemmerne nød godt af tårnhøje lønninger, næsten garanteret jobsikkerhed, en gylden sundhedsforsikring og godt med sedler i pensionskassen.
Nu er der 430.000 tilbage i fagforeningerne, der ikke længere kæmper for flere goder til medlemmerne, men er i skyttegravene for at bevare dem, der er tilbage.
Ford, General Motors og Chrysler, USA’s tre største bilfabrikanter, har mistet op imod halvdelen af deres markedsandel med massefyringer til følge, og det har svækket den ellers så stærke fagforening.
Slunken kasse
Før i tiden var opbakning fra fagforeninger afgørende for, hvilken demokratisk kandidat der blev valgt. Nu er det ikke mange penge tilbage i den slunkne fagforeningskasse.
Tidligere medlem af UAW John Cherry stillede op til primærvalget for at afløse guvernør Jennifer Granholm i Michigan. Men efter at have været langt bagude i meningsmålingerne har han trukket sig. Grunden: Han kan ikke skaffe penge til at føre valgkamp for.
Prestige kan UAW heller ikke hjælpe politikerne med. Michigan er særdeles hårdt ramt af den økonomiske krise, og en del indbyggere placerer skylden hos ufleksible og dogmatiske fagforeninger, der har bebyrdet firmaer med tårnhøje udgifter til pension, løn og sundhed og dermed i sidste ende ført til virksomheders kollaps. I meningsmålingerne giver befolkningen halvdelen af skylden til bilfirmaernes direktion og den anden halvdel til fagforeningerne for bilindustriens krise.
Rustne fabrikker
UAW overvejer ifølge en kilde, som har udtalt sig til Washington Post, at lade være med at bakke kandidater op til midtvejsvalget i november. Fagforeningen er simpelthen bange for reelt at være et dødskys til en kandidat, fordi UAW er så upopulær.
UAW håbede på, at Barack Obama og det store demokratiske flertal i Senatet kunne give fagforeningerne et stød fremad med nye regler, der ville gøre det lettere for medarbejdere at organiserer sig. Men nye fagforeningslove er blevet begravet i sundhedsreform, Afghanistan og general Obama-krise.
I mellemtiden rykker de tilbageværende bilfabrikker til nye fabrikker i de amerikanske sydstater, hvor ”right-to-work” regler er i kraft. Det er love, der forbyder en fagforening og en virksomhedsledelse at lave eksklusivaftaler med hinanden. Fagforeningerne bliver svækket, virksomhederne mere konkurrencedygtige, og i sidste ende bliver der derfor flere jobs i Syden - Kritiske stemmer råber dog op om at jobsikkerhed i sydstaterne er lige så sjældent som en populær Wall Street-bank er det blandt menige amerikanere.
Det ændrer imidlertid ikke på faktum: I fagforeningernes amerikanske højborg ruster arbejdernes fabrikker op i uvirksomhed. Det var der næppe nogen, der havde gættet i de glade dage i 1970'erne.
No comments:
Post a Comment