22.3.09

Republikanerne vil af med Michael Steele

De første uger af Michael Steeles karriere som formand for Republikanerne kan opsummeres med to ord: Total fiasko.

Der var ellers stor optimisme i partiet, da han blev valgt som den første sorte leder af Abraham Lincolns gamle parti.

Men det første problem kom, da han røg ud i en grim boksekamp mod Rush Limbaugh. Radioværten bliver anset for at være bannerføreren for den klassiske sociale konservatisme, og han har 25 millioner loyale lyttere hver uge.

Steele kritiserede Limbaugh for ikke at være andet end en ”entertainer,” og sagde at hans holdninger piskede en stemning op.

Da Limbaugh så skød igen, kapitulerede Steele, og Demokraterne jublede. Nu kunne de vise moderate vælgere, at Limbaugh var Republikanernes sande leder.

Slum love
Steele bliver også kritiseret for ikke at have styr på organisationen. Republikanerne har endnu ingen fastansatte ledere i partihovedkvarteret for hverken PR, finansiering eller i stilligen som stabschef.

Samtidig siger Steele også ja til de fleste interviews, og det gav visse problemer, da han tilbød den ”friggin awesome” guvernør Bobby Jindal noget ”Slum love.” Hentydningen var til filmen Slumdog Millionaire, og med Jindals indiske baggrund tårnede problemerne sig op.

Kort tid efter lykkedes det Steele ved et møde at spørge efter nogle ”en-armede dværge.” Pointen var tabt for de fleste, men der var underholdning for satirikerne.

Den helt store katastrofe skete, da Steele i et interview med CQ Magazine erklærede, at abort var et valg. Den religiøse højrefløj gik besærk, og både tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee og den stærke interesseorganisation ”Christian Coalition” gik imod ham.

Som et sidste krydderi truede han tre moderate senatorer, der havde stemt for Obamas økonomiske pakke. Steele blev spurgt, om han ville støtte udfordrere i primærvalgene og erklærede: ” “Oh, yes, I’m always open to everything, baby, absolutely.”

Ifølge kilder i partiet overvejer Katon Dawson, som tabte valget om at blive formand til Steele, at stille et mistillidsvotum til Steele inden for et par uger.

I mangel af bedre
Skulle det ske, og bliver Dawson ny leder, vil Republikanerne have nye problemer: I 12 år var Dawson medlem af en privat klub kun for hvide. Det vil næppe begejstre de minoriteter, partiet så hårdt har brug for.

Republikanerne kunne også vælge at skifte Steele ud med Ken Blackwell. Han ligger væsentligt længere til højre end Steele, men er også sort. Så viser partiet minoriteterne, at det ikke er hudfarven, men holdningerne den er gal med hos Steele. Men til gengæld kan Blackwell ikke tiltrække moderate vælgere.

Republikanerne står derfor med noget af et dilemma, og udgangen kan meget vel være at holde fast i Steele – i mangel af bedre.

Læs om Steeles holdning til abort her.

No comments:

Post a Comment