30.8.20

Trump fik også sin konvent-kroning

I modsætning til Joe Biden - og i modsætning til gængs god stil og tradition i USA - benyttede præsident Donald Trump de officielle præsidentielle imposante omgivelser til at modtage nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat. Han stod foran Det Hvide Hus med over 1.000 - i øvrigt tætsiddende og umaskerede - støtter, der tiljublede ham. Ikke helt som han havde ønsket det med 30.000+ loyale fans, men lidt må række under en pandemi.

Lov og orden

Det helt store tema var lov og orden. Trump tror og håber, de nye raceuroligheder i USA ikke længere er til fordel for Demokraterne, men derimod for ham og Republikanerne, fordi folk begynder at frygte plyndringer og vilkårlig vold. Det lykkedes for Richard Nixon i 1968. Nu ser vi snart, om det også fungerer i 2020.

Biden-angreb

Derudover var der naturligvis masser af angreb på Joe Biden. Hverken anklager om ukrainsk korruption, Sleepy Joe eller demens har virket særligt godt. Nu forsøger partiet at fremstille Biden som en trojansk hest for radikale socialister. Den vej har Republikanerne gået stort set siden Franklin D. Roosevelt, så lad os se, om det fungerer i 2020.

Vaccine og covid?

Endelig var der også masser af tale om en vaccine, der nærmer sig. Selvom de 180.000 døde amerikanere dårligt blev nævnt under konventet, og det underliggende budskab var, at Trump har besejret virussen, skulle det positive vaccine-budskab frem. Lad os se, om det fungerer i 2020. Kræver i hvert fald, der kommer en vaccine. 

Nu er konventerne forbi og dermed er præsidentvalget efter fire års tilløb (!) rigtigt i gang. Allerede om 18 dage kan de første vælgere begynde at brevstemme. Uha, det bliver spændende. 

No comments:

Post a Comment