10.11.19

USA kan sende valgmandskollegiet på pension

I 2000 fik Al Gore 500.000 flere stemmer end George W. Bush, men tabte valget, da George W. Bush fik 271 valgmandsstemmer mod 266 til Gore efter de berygtede genoptællinger i Florida.

I 2016 fik Hillary Clinton næsten tre millioner flere stemmer end Donald J. Trump, men tabte med 304 valgmandsstemmer til Trump mod 226 til sig selv. Trump hentede de overraskende valgmandsstemmer i Michigan med 0,2%, Pennsylvania med 0,7% og Wisconsin med 0,7%.

Hvorfor ikke afskaffe denne udemokratiske anormalitet, spørger mange? Tja - der er mange gode årsager til eksistensen af valgmandskollegiet. 

Flest stemmer på landsplan vinder frem
Men National Popular Vote Bill vinder frem. Staterne forpligter sig til at give deres valgmandsstemmer til den kandidat, der vinder flest stemmer på landsplan. I dag repræsenterer de delstater 196 valgmandsstemmer. Kommer flere delstater til, så tallet når de magiske 270, har vi reelt et nyt valgssystem.

Ved ugens delstatsvalg i Virginia sikrede Demokraterne sig flertal i Virginias kongres sammen med guvernørposten. Delstaten vil nu måske overveje at vedtage, den støtter op om National Popular Vote Bill.

En række andre delstater er på vej med lignende lovforslag. De tæller Minnesota, North Carolina, Pennsylvania, New Hampshire og Wisconsin.

Bliver lovene vedtaget i de stater plus Virginia er vi lige med et på 268 valgmandsstemmer og mangler altså kun to. Mon ikke den i stigende grad demokratiske delstat Nevada pludselig får lyst til at støtte op?

Helt nyt - og klassisk - præsidentvalg
I så fald kan republikanske småstater som Wyoming, North Dakota og Oklahoma råbe nok så meget op om, at de bliver overset i valg fremover. Valgmandskollegiet vil de facto være afskaffet - omend ikke de jure. Vi har hermed et helt klassisk præsidentvalg i USA, hvor sejrherren blot skal have én vælgers stemme mere end modkandidaten for at vinde og kan være dybt ligeglad med at vinde små, sære småstater. At føre valgkamp i New York, Los Angeles og Atlanta rækker så rigeligt.

Det bliver kedeligt for politiske nørder ikke at gætte på sammensætning af delstater mere. Men vil det være en gevinst eller tab for amerikansk demokrati, de enkelte delstater eller vælgerne? Det er ikke til at sige endnu.

No comments:

Post a Comment