3.11.19

Betos kampagne gik fallit

I 2018 var Beto O'Rourke den demokratiske stjerne, der næsten slog senator Ted Cruz i den ellers sikkert republikanske delstat Texas.

Nu havde han et valg:

Skulle han gå efter at slå John Cornyn ved senatsvalget i 2020? Han ville få masser af opbakning og midler fra demokrater rundt om i landet, og den karismatiske unge politiker ville være kendt og værdsat efter 2018-valgkampen. Chancen for at vinde var 50/50. Præmien ville være en plads i Senatet, måske på livstid.

Alternativt kunne han række ud efter Det Hvide Hus. Med sin udstråling og ungdommelighed kunne han slå den aldrende Donald Trump. Ganske vist skulle han lige forbi et primærvalg først, men efter succesen i Texas måtte det gå godt. Chancen var nok 1:1000, men præmien var magten i Washington D.C.

Gik helt galt
Beto O'Rourke valgte sidstnævnte. Og det gik helt galt. I går trak han sig som kandidat i demokraternes primærvalg. 

"We have to clearly see at this point that we do not have means to pursue this campaign successfully. Though this is the end of this campaign, we are right in the middle of this fight. I will do everything that I can to support the eventual nominee of this party with everything that I've got, and I encourage every single one of you to do the same," erklærede han og fortsatte:

"I will still be part of all the causes that brought us here together in the first place, whether it is ending gun violence or confronting climate change before it is too late or addressing the structural racism in America or making sure this economy works for every single one of us. I will still be part of the fight."

Pengene udeblev
Noget af en nedtur for en kandidat, der i sin tid blev set som mulig favorit og samlede seks millioner dollars ind på dagen, hvor han erklærede sit kandidatur. Men det var mangel på penge, der afsporede kampagnen. De sidste par dage sendte han mails til støtter og bad om penge: Kom der ikke nok, skulle hans valgstab beskæres voldsomt for at fortsætte. Valget, da pengene udeblev, endte så med at være et stop.

Senatordrømme i 2024?  
O'Rourke afviser også at stille op i 2020 mod Cornyn.

Han håber muligvis på en omkamp mod Ted Cruz i 2024 i et mere blåt Texas og et præsidentvalgår. Men fem år er lang tid, og O'Rourkes ry som den texanske John F. Kennedy er ødelagt. Det er langt fra sikkert, O'Rourke får sin politiske karriere tilbage på prærievejen.


No comments:

Post a Comment