"You're a fucking liar"

Med det citat slutter Bob Woodwards bog "Fear: Trump in The White House", som jeg slugte i juleferien. Det var nok et dårligt valg, for julehumør kom jeg ikke i af bogen.

Bob Woodward er en godfather - i positiv forstand - af amerikansk journalistik. Sammen med Carl Bernstein afslørede han Watergate-skandalen og var med til at vælte præsident Richard Nixon. Højere når en journalist nok næppe i drømmene om at vælte ministre. Det er  et par niveauer over at få skovlen under danske fødevareministre.

Indtrykket af en kaotisk Trump-administration og en præsident, der lyver per automatik og uden nogen som helt skrupler, er bogens hovedbudskab. Politikken skifter, efter hvem der sidst har talt med Trump. Loyalitet eksisterer ikke.

Og alle de "voksne" er nu ude af Trumps regering - forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson, stabschef Reince Priebus og rådgiver Gary Cohn for blot at nævne nogle. De har undervejs i deres tid som ansatte i Trumps regering bogstaveligt talt fjernet papirer fra Trumps skrivebord for at forhindre en i deres optik katastrofal politik i at blive vedtaget med præsidentens underskrift. Tankerne bag kan være gode, men etisk og demokratisk er det et kæmpeproblem: Det er reelt et administrativt kup mod en trods alt folkevalgt præsident.

"Fuck you" 
Det dysfunktionelle Hvide Hus står tydeligt frem. Skænderierne og utallige "fuck you" flyver gennem luften - især fra den særlige strategiske rådgiver Steve Bannon. Trump nægter utallige gange at læse bare én A4-side eller på anden måde sætte sig ind i sagerne. Bogen er et langt karaktermord mod præsidenten og mange af hans medarbejdere.

Ja-mænd og familie er nu de eneste, der er tilbage i Det Hvide Hus, og Trump kan i dag end ikke få besat den ellers voldsomt attraktive stilling som stabschef.

Hvis du synes, 2017 og 2018 var kaotiske, så kan det på baggrund af bogen kun siges: "You ain't seen nothing yet."

Handelsunderskud Trumps eneste tanke
Særligt den afgrunddybe ligegyldighed over for allierede er tankevækkende. For Trump tæller kun en ting: Overskud på handelsbalancen.

Et klart eksempel er fra Den Koreanske Halvø. Ved at have tropper og militærteknologi i Sydkorea for tre milliarder dollars om året, kan USA på syv sekunder opdage et atommissil på vej mod USA. Uden radarer og højteknologi i Sydkorea kan amerikanske radarer i Alaska først opdage missilet 15 minutter efter affyring, og altså når det er meget nær amerikansk fastland. Det kvarter kan gøre en verden til forskel i forhold til nordkoreanernes lyst til at forsøge sig med overraskelsesangreb.

Fuck de allierede
Men om det tager 7 sekunder eller 15 minutter at finde ud af, om et nordkoreansk atommissil er på vej mod USA, er ligegyldigt for Trump. Sydkorea skal betale for de amerikanske styrker. Og frihandelsaftaler med landet skal siges op, uanset om det lammer den sydkoreanske økonomi og underminerer alliancen. Trump vil have overskud på handelsbalancen!

Samme holdning gør sig gældende over for allierede som Japan og i særdeleshed NATO, som Trump tydeligvis anser som dybt forældet. Efter at have læst bogen er jeg meget i tvivl om, hvorvidt Trump vil lade amerikanske soldater kæmpe for Baltikum. 

Kilder ikke svære at gætte - og Bannon iblandt dem
Journalistisk er det en bog præget af den amerikanske tilgang til politiske kilder. I notehenvisninger står der ofte blot "The information in this chapter comes primarily from multiple deep background interviews with first hand sources." Det vil sige Woodward bruger den mest lukkede tilgang til sine kilder - ingen bliver nævnt.

Men når kapitler så ofte består af enten præsidentiel rådgiver og højrenationalist Steve Bannons direkte citater og tanker i enesamtaler med præsident Trump eller advokat John Dowds private telefonsamtaler med præsidenten er kilden ikke svær at gætte. Er det virkelig tilgangen, og kan kilderne være tilfredse med det?

Og så kræver det godt nok journalistisk selvtillid at citere samtaler og tanker så præcist flere måneder efter, de fandt sted og baseret på blot én kilde. Men Woodward har selvfølgelig en del troværdighed at tære på efter Watergate og utallige velanmeldte bøger.

Sproglig lidelse
Selve det sproglige er en lidelse i bogen til min store overraskelse. Woodward skifter fra at snakke om nordkoreanske atommissiler over kærlighed mellem Melania og Donald Trump til Mueller-undersøgelsen på én og samme side. Kronologisk, javel - men dybt underligt for læseoplevelsen. Har Woodward virkelig haft brug for bedre redaktører?

Hæv pensionsopsparingen
Alt i alt har vi her en af de mest læsværdige bøger om aktuel historie og politik. Den kan dog muligvis få dig til at hæve pensionsopsparingen, for hvad nytter den i en så usikker verden som den, Trump lige nu er den mest magtfulde mand i?