2.4.17

Skattereform eller medicinpriser?

Efter nederlaget med sundhedsreformen og den efterfølgende republikanske borgerkrig om skylden for fiaskoen har præsident Donald Trump stærkt brug for en sejr.

Hvad skal sejren være?

Lige nu tyder meget på, han går efter en skattereform. Det burde være en win-win: ALLE Republikanere går ind for at sænke skatterne. Men skindet bedrager. Der er stor uenighed om, hvilke skatter der skal lettes. Og uenigheden bliver ikke mindre, når politikerne skal finde ud af, hvordan de betaler for skattelettelserne.

Her risikerer Donald Trump og Republikanerne endnu en fadæse. Men hvor finder præsidenten så sejren?

En mulighed kan være priserne på medicin. De er meget høje i USA, og parallelimport er forbudt, så af den vej er det ikke muligt at presse priserne.

Under valgkampen lovede Trump at få priserne ned. Går han efter at gennemføre valgløftet, kan han stille Demokraterne i et dilemma: Vil de fortsætte den kompromisløse kamp mod Trump, eller vil de stemme for forslaget, som de er politisk enige i?

Bredt flertal
På Republikanernes side er der ingen større begejstring for at regulere medicinalindustrien, og flertallet af partiet vil nok stemme imod. Men tilstrækkelig mange er klar til at stemme for og samtidig utvivlsomt sikre sig stemmer og donationer fra interesseorganisationen AARP, USA's svar på Ældresagen.

Alt i alt bør Trump kunne strikke et flertal sammen af nogle Demokrater og nogle Republikanere. Det vil fremstå som et bredt politisk samarbejde, medicinpriserne vil gå ned, og Trump vil have sin første, store sejr. Med Trumps ord: It will be terrific. Lad os se, om han vælger den vej.

No comments:

Post a Comment