22.4.17

Land mod by i både Frankrig og USA

I morgen går Frankrig til valg, og tendensen ved det franske valg er den samme, som i de amerikanske - og mange andre valg i den vestlige verden: Det er land mod by.

Den konservative og indvandrerkritiske Christopher Caldwell tager i en fyldig artikel livtag med en række bøger af den franske forfatter Christophe Guilluy.

Det centrale budskab er, at 16 franske byer er vinderne i globaliseringen. Her lever en kulturel og økonomisk elite - den kreative klasse, om man vil - fedt i centrum og de hippe kvarterer. I udkanten af vinderbyerne bor indvandrere, som servicerer vinderklassen i lavindkomstjob.

Ude på landet bor imens de "indfødte tabere" uden udsigt til økonomisk fremgang og med knuste drømme. De gør oprør og stemmer på Front National. I byerne står venstreorienterede kandidater stærkt, og her gælder det ikke økonomisk udligning med provinsen. Nej, kulturel lighed er målsætningen. Som det siges med et glimt i øjet: En politisk sejr for storbyernes eliter kan være udpegningen af en første kvindelig og homoseksuel parkeringsinspektør.

De to grupper har intet med hinanden at gøre og forstår ikke hinanden. Giver det ikke minder i forhold til københavnernes chok over det "pisgule Jylland" ved Folketingsvalget i 2015? Eller jydernes hævngerrige smil, da arbejdspladser blev flyttet ud af København? Eller New Yorker-pigernes måbende og tårevædede ansigter, da Donald Trump triumferede i november sidste år?

Jo, det gør det. Og nu er vi  klar til endnu en omgang land mod by ved det franske valg.

No comments:

Post a Comment