29.1.17

Melania Trump spiser diamanter

Den amerikanske arbejderklasses angivelige forkæmper, Donald Trump, har en kone, der er eks-model og sætter pris på luksuslivet. Og i den nyudgivne mexicanske udgave af magasinet Vanity Fair spiser damen bogstaveligt diamanter!




Det er en mildest talt uheldig timing, i og med Trump netop har underskrevet et dekret om at bygge en mur med Mexico, krævet at mexicanerne skal betale, truet med 20 % told på mexicanske varer og i øvrigt fået den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto til at trække sig fra et møde mellem de to statsledere. De arbejdsløshed-truede mexicanske fabriksarbejdere bliver næppe venligere stemt over for USA med billedet af førstedamen og hendes skålfuld diamanter.

Til Melanias forsvar skal det siges, at fotoshootet fandt sted i foråret 2016, og der er tale om en artikel, der har kørt tidligere i et andet magasin fra udgiveren Condé Nasts side. Men timingen siger alt om et Det Hvide Hus, der ser ud til at kontrollere og forudsige meget lidt.

Venstresving og Kina i Mexico
Værre endnu kan Mexico-fronten blive i 2018. Kollapser Mexicos økonomi, står venstre-populisten Andres Manuel Lopez Obrador klar til at vinde valget. Han kan bedst beskrives som Mexicos svar på Venezuelas afdøde mini-diktator, socialistiske Hugo Chavez.

Obrador er glad for Kina og vil fluks sælge mexicansk olie til Kina i steder for til USA. Og han har  antydet, han er klar til at acceptere kinesiske militærbaser i Mexico. Det bliver en dyr regning for muren, hvis den fører til, at kinesiske panserdivisioner står få kilometer fra den amerikanske grænse i 2019.

Indrejsekrise
Trump kan dog vælge at glæde sig over, at diamantforside-skandalen hurtigt forsvandt ud af mediernes søgelys, da Trump i går valgte at forbyde indrejse til USA fra syv muslimske lande. Indrejseforbuddet gælder også for 500.000 personer med et amerikansk Green Card og dermed juridisk ret til at rejse ind i USA.

Hverken Det Hvide Hus' juridiske afdeling eller embedsmændene i Department of Homeland Security var taget med på råd, og her er vreden angiveligt stor. Domstolene er allerede på sagen, og Højesteret kan ende med at få sagen ganske hurtigt. Men hvad hvis Trump lytter lige så lidt til Højesteret som til sine rådgivere og embedsmænd, og Kongressen nægter at fjerne Trump på den baggrund? Det tager USA's forfatning ikke højde for. Nogle iagttagere mener, den amerikanske retsstat vakler efter sølle ti dage med Trump som præsident.

No comments:

Post a Comment