6.8.12

Republikanerne vil have Rice - Romney vil have Portman

VICEPRÆSIDENT: For lidt tid siden offentliggjorde mediekoncernen Fox News en meningsmåling om, hvilken vicepræsidentkandidat de republikanske vælgere foretrækker.

Condolezza Rice topper listen med 30 procents opbakning.  Hende bliver det imidlertid ikke. Hun går ind for fri abort og er således fuldstændig uspiselig for langt størstedelen af republikanerne. Hendes store opbakning må ganske simpelt skyldes, at de ikke ved det. Desuden bidrager hun ikke med at bringe hendes hjemstat i spil, Alabama. Den går sikkert til Romney alligevel.

Favoritten
Rob Portman og Tim Pawlenty er de mest sandsynlige kandidater til posten. De får imidlertid kun opbakning fra henholdsvis tre og to procent.

Begge de herrer er gamle, hvide og ret kedelige mænd. Dermed passer de perfekt til Romney, som foretrækker ikke at ryge ind i ubehagelige overraskelser.

Favoritten er Ohios senator Rob Portman. Han er en stille, men dygtig politiker. Mest afgørende er det, at han kommer fra Ohio og kan bidrage med de to-tre procent ekstra stemmer i delstaten, der gør, at Ohio vælger Romney frem for præsident Barack Obama. Uden Ohio vinder republikanerne ikke.

 Portmans store minus er, at han ledte budgetkontoret under præsident George W. Bush. Romney har næppe lyst til at minde USA om, hvem der havde magten, da finanskrisen begyndte
 - men Portman er i Romneys øjne et så godt valg, at han er villig til at leve med det.

Pawlenty er lige så populær hos Romney, men Minnesotas tidligere guvernør er ikke nogen blændende valgkriger, og Minnesota går uanset hvad til Demokraterne.

Den risikable
Floridas teparti-senator Marco Rubio får 19 procents opbakning i meningsmålingen. Han kan måske tippe Florida og dermed være lige så afgørende som Portman. Imidlertid er han et væsentligt mere risikabelt træk.  Han kan hurtigt gøre sig upopulær blandt svingvælgere med polemiske og hårde bemærkninger om modstandere. Han er cubansk-amerikaner, og den vigtige vælgergruppe af mexicansk afstamning lader sig ikke lokke af cubanske rødder.

Den modige
Et interessant navn på listen er Susana Martinez, guvernør i New Mexico og af latino-afstamning. Det vil være et modigt træk af Romney at vælge hende, og Obama vil blive bekymret. Demokraternes stigende andel af stemmer fra den hurtigt voksende latino-vælgergruppe vil vakle, og Republikanerne kan begynde at erobre denne afgørende gruppe tilbage, som partiet sidst vandt i 2004.

Valget i 2008 spænder dog ben for Martinez. Som kvindelig republikansk guvernør vil valget af hende uvilkårligt blive sammenlignet med John McCains valg af Sarah Palin. Martinez er en langt mere professionel politiker end Palin, men Republikanerne kan ikke holde til en lignende udpegelse blot en valgkamp senere uanset hvor kvalificeret, Martinez er.




Se meningsmålingen her.

No comments:

Post a Comment