16.4.12

Demokratiske senatorer er i fare

SENATSVALG 2012: Mens mange - og særligt udenlandske mediers - øjne retter sig mod opgøret mellem Mitt Romney og Barack Obama, er der 33 vigtige pladser i Senatet på spil i år.

Demokraterne skal i år forsvare 23 pladser i Senatet, mens Republikanerne kan nøjes med at forsvare ti sæder.

Nogle af de demokratiske sæder er mere udsatte end andre. Her følger en kort gennemgang af nogle af de stater, hvor Demokraterne skal kæmpe, så blodet sprøjter for at bevare pladsen.

FLORIDA: Florida er den altafgørende svingstat i præsidentvalget, og det smitter af på valget til Senatet, hvor alt er åbent. Demokraterne stiller med den siddende senator Ben Nelson, som hverken kan beskrives som svag eller stærk. Meget afhænger derfor af det republikanske primærvalg og hvor svækket den vindende kandidat eventuelt bliver af det. Den sandsynlige republikanske kandidat er Connie Mack IV, som i dag sidder i Repræsentanternes Hus. Vælger Mitt Romney den anden Florida-senator, Marco Rubio, som vicepræsidentkandidat vil det muligvis kunne afgøre det tætte valg til republikanernes fordel.

VIRGINIA: Da Barack Obama vandt Virginia som den første demokrat i 44 år, blev delstatens status som svingstat cementeret. Den ellers dybt republikanske stat har i de seneste år oplevet en masse nye indbyggere i den nordøstlige del. Det er offentligt ansatte fra regeringskontorerne i Washington D.C., og det store flertal af dem er demokrater. Staten er nu blevet lilla. Republikanerne nominerer højst sandsynligt den tidligere guvernør og senator George Allen. Det har tvunget Demokraterne til at finde en stærk modkandidat. Tim Kaine, også tidligere guvernør og formand for Demokraterne, ser ud til at blive manden, som sammen med Allen skal udkæmpe "guvernørernes slag."

MISSOURI: Claire McCaskill vandt med nød og næppe valget i 2006. Det ser ikke ud til at blive lettere for den demokratiske kandidat denne gang, og hun er blandt de mest usikre kort for Demokraterne. Det ved Republikanerne, og to stærke modkandidater udkæmper lige nu primærvalg. Det kan paradoksalt nok blive McCaskills chance. Forbløder Republikanerne internt i et bittert primærvalg, kan McCaskill igen knibe sig et par centimeter foran på målstregen.

MONTANA: Demokraten Jon Tester vandt snævert i 2006 i denne knaldrøde, republikanske stat. Dengang var modkandidaten Conrad Burns, som blev berygtet for voldsomme udtalelser. Denne gang bliver modkandidaten den langt stærkere Denny Rehberg, som har vundet valg i staten siden 1990 og i dag er medlem af Repræsentanternes Hus. Det bliver ufatteligt svært for Tester at vinde igen.

NEBRASKA: Som stat minder Nebraska politisk meget om Montana og er dermed svært territorium for demokrater. Demokraten Ben Nelson trækker sig og efterlader et åbent sæde. Nelson var træt af at være den mest højreorienterede demokrat i Senatet, men stadig en ret upopulær venstreorienteret senator i hjemstaten. Demokraterne har overtalt den tidligere senator og præsidentkandidat i 1992 Bob Kerrey til at tage endnu en tørn. Det var nødvendigt at nominere en så stærkt kandidat for overhovedet at have en chance, men den endnu ukendte republikanske modstander er storfavorit.

NORTH DAKOTA: North Dakota slutter sig til Montana og Nebraska i at være meget fjendligt område for demokrater. Den demokratiske senator Kent Conrad har uventet trukket sig og gjort det svært for Demokraterne at beholde senatspladsen. Heidi Heitkamp bliver Demokraternes tvekæmper, mens Republikanerne sandsynligvis nominerer Rick Berg, som må anses for at være kæmpefavorit.

No comments:

Post a Comment