19.3.12

Californiens byer på vej mod bankerot

KONKURS: Den mest elendige, håbløse og trøstesløse by i USA.

Sådan beskrev Forbes Magazine byen Stockton. Byen med 300.000 indbyggere i landbrugsdalen San Joaquin Valley kan være billedet på  den generelle fremtid for flere af Californiens byer.

Stockton har kurs mod en konkurserklæring.

Byens gæld er på over 760 millioner dollars. Mordraten er en af de højeste i USA, flere kvarterer i centrum er nærmest mennesketomme, og antallet af huse på tvangsauktion stiger dag for dag.

For bare få år siden så tingene lysere ud for Stockton. Byen, som ligger cirka 100 kilometer øst for San Francisco, var en glimrende pendlerby for dem, der ikke havde råd til en ejendom i San Francisco.

Men en 20 år gammel lov var i fuld gang med at undergrave byen. Dengang vedtog byrådet en sundheds- og pensionspakke til byens ansatte.

Resultatet var, at alle medarbejdere og deres ægtefælle fik sundhedsforsikring på livstid efter en måneds ansættelse. Næsten 100 tidligere medarbejdere får i dag over 100.000 dollars i pension om året.

Imidlertid satte byrådet ingen penge af til at betale for de mange goder. Nu er tiden så kommet til at betale regningen, men kassen er gabende tom.

Byens fagforeninger for offentlige ansatte blokerer dog ethvert tilløb til reform og kræver i stedet betydelige skatteforhøjelser. Det nægter byrådet, da det næppe vil sætte gang i den hensygnende by. I stedet truer bankerotten.

Konkurserne spreder sig
Flere byer kan snart risikere samme omgang.

I San Diego går de fleste af lønudgifterne til at betale pensioner. Byrådet har nu sat en plan til afstemning, hvor flere af pensionsforpligtigelserne bliver plantet hos medarbejderne. Også her er fagforeningerne dog gået til modoffensiv og erklærer, at de kæmper for et nej i afstemningen. At skrue op for skatten er også her løsningen ifølge fagforeningerne.

På delstatsplan kæmper politikerne med de samme problemer. Den demokratiske guvernør Jerry Brown har lanceret en moderat pensionsreform, som Republikanerne i delstatens kongres støtter. Det demokratiske flertal, hvoraf mange politikere har fået store pengesummer fra fagforeningerne til deres valgkamp, siger imidlertid klart nej.

Ifølge Stanford-professor Joe Nation har pensionskasserne i delstaten kun 54 cent for hver dollar, de skylder. Det betyder, at kommunernes penge ryger til pensioner i stedet for parker, biblioteker, kriminalitetsbekæmpelse og så videre. Joe Nation giver ingen løsning, men opsummerer udfordringen på en linje:

- Fra Stockton til San Diego knuser pensionskravene kommunerne.

No comments:

Post a Comment