12.3.12

Amerikanerne er usikre på fremtiden for caucus-møderne

CAUCUS: Det republikanske primærvalg i 2012 har ødelagt renomméet for de såkaldte "caucuses," og flere overvejer nu, om den form for afstemning helt skal droppes.

Et caucus er et lokalt møde, hvor registrerede vælgere udtrykker deres tilslutning til deres partis kandidater. Begge partier holder caucuses efter regler, der varierer fra stat til stat. Det er partierne selv, som arrangerer et caucus.

Det adskiller sig fra et primærvalg, hvor den enkelte delstat har ansvaret.

Imidlertid har der i år været flere problemer i republikanernes caucuses.

Til at begynde med "mistede" otte distrikter i Iowa resultaterne. Om det skyldtes generel inkompetence, eller at en lokal republikansk formand ikke kunne lide resultatet, står hen i det uvisse.

Siden "opdagede" Republikanerne nogle uger senere, at det var Rick Santorum, som havde vundet og ikke Mitt Romney.  Var Santorum blevet kåret til sejrherren på valgaftenen, havde han fået meget mere momentum, og det politiske landskab kunne i dag se anderledes ud.

I Nevada var der caucuses både om dagen og om aftenen. Imidlertid viste det sig, at hvis man kom om aftenen, skulle vælgerne nogle steder skriver under på, at de på grund af "religiøse årsager" ikke havde haft mulighed for at komme om dagen.

Det nægtede flere tilhængere af den libertarianske kandidat Ron Paul at gøre, og således fik de ikke stemt.

I delstaten Washington tog det utallige timer at få talt stemmerne, og flere tusinde vælgere kom ikke ind at stemme på grund af logistiske problemer.

Problemerne har ført til en diskussion af, om caucuses skal afløses af primærvalg alle steder.

Ved primærvalg har delstaterne ansvaret, og valgene bliver styret af embedsmænd, hvis professionelle job det er at styre valghandlingerne. Ved at caucus ledes det hele af frivillige, som kun styrer valg hvert fjerde år og dårligt kender de komplicerede regler.

Ideologi bremser
Der er dog flere udfordringer ved at gå over til primærvalg. For det første bliver det skatteyderne, der skal betale for partiernes valg af præsidentkandidat. Ved et caucus skal det enkelte parti selv betale for valgfesten.

Samtidig har alle vælgere principielt adgang til et primærvalg, mens partierne selv må bestemme, hvem der kan stemme ved at caucus. Den, der betaler, bestemmer musikken.

Imidlertid vil både demokrater og republikanere næppe være begejstrede over, at modstanderne kan "invadere" deres primærvalg og afgøre, hvem der skal repræsentere partiet til novembervalget.

Samtidig er der den rent ideologiske vinkel, at det vil passe dårligt ind i Republikanernes verdensopfattelse at lade delstaterne overtage valghandlingerne fra private borgere. At erkende, at delstaterne muligvis gør arbejdet bedre end frivillige enkeltpersoner, passer meget dårligt ind i Republikanernes selvopfattelse.

No comments:

Post a Comment