2.5.11

Republikanerne er splittet

POLITIK: Benzinprisen er høj, arbejdsløsheden ligeså og muligheden for at vælte Barack Obama ved valget næste år burde få republikanske kandidater til at melde sig i hobetal.

Men indtil videre er kun de gamle kendinge Mitt Romney og Ron Paul – hvoraf sidstnævnte ingen chance har for at vinde primærvalget – meldt sig.

Mulige stærke kandidater som Haley Barbour, Mike Pence og John Thune har sagt nej tak. Sarah Palin har ikke sagt endelig nej, men hvorfor skulle hun opgive lukrative medieaftaler for et mere end usikkert forsøg på at erobre Det Hvide Hus? Donald Trump rumler i baggrunden, men hans familiebaggrund vil næppe begejstre religiøse republikanere ved primærvalgene.

Generationsskifte
Udfordringen for partiet er, at det står midt i et generationsskifte – af både ledere og værdier.

Mitt Romney og stærke mænd i Kongressen som John McCain og John Boehner tilhører den gamle republikanske garde, hvor hierarki og forholdsvist moderate konservative holdninger går hånd i hånd.

Det er ikke noget, der huer den nye fløj hos Republikanerne i form af teparti-aktivisterne. De vil have en langt klarere politisk profil. Men mens den gamle garde har stærke personligheder i front, er de fleste te-partiaktivister som Sarah Palin, Michelle Bachmann og Jim DeMint polariserende og har bøvlet personlig bagage med sig.

Få politikere har lyst til at kaste sig over den enorme udfordring, der ligger i at samle de to fløje. Et splittet republikansk parti får svært ved at hamle op med Obamas velsmurte valgmaskine, og det er måske det, der får flere republikanske stjernepolitikere til at sige nej tak til tjansen.

Ny generation
I 2016 vil den nye generation med de nye værdier stå med langt mere erfarne og dygtige kandidater. Til den tid vil Chris Christie, guvernør i New Jersey, Marco Rubio, senator fra Florida, og guvernør Scott Walker fra Wisconsin have solid politisk erfaring og opbakning fra teparti-fløjen. I 2012 mangler erfaringen – selvom Rubio principielt vil have lige så meget erfaring fra Senatet i 2012, som Obama havde, da han blev valgt i 2008.

Men i 2012 mangler den samlende republikanske kandidat. Det siger de republikanske vælgere selv i denne undersøgelse fra CBS. Obama må smile bredt over situationen i Washington D.C.

No comments:

Post a Comment