9.5.11

Fagforening slutter op om Obama

FODSOLDATER: USA's største fagforening National Education Association (NEA) har erklæret, at den nu vil gå i gang med at arbejde for Barack Obamas genvalg.

NEA organiserer lærere og andet pædagogisk personale i de offentlige amerikanske skoler og har i dag cirka 3,2 millioner medlemmer.

Det er ikke nogen voldsomt overraskende udvikling, at Obama får opbakning fra NEA. Fagforeningerne støtter som regel den demokratiske præsidentkandidat og er værdsatte af politikerne for at levere mange frivillige fodsoldater.

Denne gang var der dog nogen, der troede, at NEA som det mindste ville vente nogle måneder endnu med offentliggørelsen. Det skyldtes, at Obama har arbejdet for at få vedtaget en række handelsaftaler med udlandet, som fagforeningerne er imod.

Vigtig støtte
Imidlertid har NEA altså valgt tidligt at støtte den politiker, fagforeningen måske betragter som det mindste af to onder. I hvert fald var formand Dennis Van Roekel ikke begejstret for den kongres, der blev valgt i 2010, da han udtalte sig til The Hill:

- The midterm elections have shown us what can happen when education legislation and decisions are left in the hands of politicians who do not support public education — those of us in education call this a teachable moment .

Samtidig har flere republikanske guvernørers opgør med offentligt ansatte i fagforeninger utvivlsomt givet fagforeningen ekstra kamplyst.

Selvom de amerikanske fagforeninger efter europæisk standard er små og med få medlemmer, har de traditionelt været dygtige til at levere fodsoldater til demokraternes valgkampe. Går flere hundredetusinder medlemmer på gaden og stemmer dørklokker, kan det sagtens give de stemmer, der sikrer en demokratisk sejr i en omstridt stat ved præsidentvalget.

No comments:

Post a Comment