1.11.10

Republikanerne får halv sejr tirsdag

MIDTVEJSVALG 2010: Onsdag morgen vil Republikanerne feste i USA. Efter en nedtur i 2006 ramlede partiet ind i gedigen lussing i 2008.

Flere erklærede dengang, at partiet var døende.

Kun to år efter vil Republikanerne sikre sig flertallet i Repræsentanternes Hus, hvor alle 435 medlemmer er på valg hvert andet år.

I det nuværende kammer har Demokraterne 253 medlemmer, og Republikanerne 178.

Hjemmesiden Realclearpolitics udregner gennemsnittet for alle meningsmålinger, og en republikansk sejr i Repræsentanternes Hus er sikker. Demokraterne er sikre på 171 pladser, Republikanerne er sikre på 224 pladser, mens 40 pladser endnu er usikre. 218 pladser giver flertal, så her bliver Demokraternes magtbase brudt.

Nancy Pelosis imperium bliver dermed styrtet, og i stedet bliver republikaneren John Boehner leder af kammeret.

I Senatet med i alt 100 pladser er Demokraterne sikre på 49 pladser, mens Republikanerne er sikre på 45 pladser. Seks sæder er usikre.

I øjeblikket har Demokraterne 59 sæder i Senatet, så her bliver der tale om en betydelig tilbagegang. Men det skal gå meget galt, hvis Demokraterne også taber flertallet her.

Særligt spændende bliver det, om Senatets leder, demokraten Harry Reid fra Nevada, taber det tætte valg mod teparti-kandidaten og republikaneren Sharron Angle.

Det kan Republikanerne hurtigt komme til at fortryde. Reid er moderat og vil gerne have republikanerne med i lovgivning. Taber han, bliver hans post overtager af enten Chuck Schumer eller Dick Durbin. Begge er langt mere konfrontatoriske og mindre villige til kompromis.

Uanset hvad tyder meget på, at ingen af USA's problemer vil blive løst de kommende to år. I Kongressen vil republikanerne blokere for Demokraternes forslag. I Det Hvide Hus vil præsident Barack Obama blokere for den republikanske kongres' forslag.

I de kommende uger vil denne blog levere en række analyser af valgresultatet. Foreløbig ønsker jeg alle interesserede en god valgaften.

No comments:

Post a Comment