6.4.20

Dom gør nærmest præsidenten enevældig

Mens coronakrisen ligger verden ned, skete en af de måske største politiske begivenheder i USA ubemærket for en måneds tid siden.

Stævninger duer ikke
Den amerikanske appeldomstol for D.C. afgjorde, at Det Hvide Hus' advokat Don McGahn ikke behøver at adlyde en stævning fra Kongressen. Demokraterne i Repræsentanternes Hus havde stævnet ham, fordi de gerne ville have at vide, hvad han fortalte undersøgeren Robert Mueller i sin tid.

Dommen, afsagt med stemmerne 2-1, siger, at det ikke er op til den dømmende magt at afgøre en kamp mellem den udøvende og den lovgivende magt. Det vil mange nok være uenig i, men dommen er afsagt.

I dommens præmisser står, at Kongressen i stedet for at tvinge et fremmøde frem via retssystemet kan forhandle med præsidenten om at få hans medarbejdere til at udtale sig. Eller også kan Kongressen fjerne finanser fra præsidenten, forhindre udnævnelser - eller lave rigsretssager.

Nuvel - men det tyder på, de veje er svære at gå, når præsidentens parti kontrollerer Senatet og gør alt, hvad præsidenten siger.

Dommens betydning for amerikansk demokrati kan ikke overvurderes
Retssagen er nu anket til Højesteret, hvor alt arbejde i øvrigt er gået i stå i coronakrisen.

Bakker Højesteret en eller anden gang dommen op, har Kongressen reelt mistet retten til at stævne folk for altid. Dermed kan Repræsentanternes Hus aldrig mere efterforske en præsident, selv ikke når Huset tror, præsidenten har begået en handling, der kræver rigsretssag.

Det er næppe, hvad skribenterne af forfatningen regnede med. De så klart Kongressen som den vigtigste del af den amerikanske regering. Det var kun her, retten til at vedtage love, udskrive skatter, fordele penge, indføre told og forhandle traktater med fremmede lande lå. Præsidentens opgave var udelukkende at udføre Kongressens valg.

Mister Kongressen retten til at kontrollere præsidenten, vil Kongressen fremover være en skygge af sig selv. Dommens betydning for amerikansk demokrati kan ikke overvurderes. 

Præsidentens navn på corona-kommunikation
I øvrigt skal I da ikke helt slippe for en coronakrise-nyhed. Den altid PR-orienterede præsident Donald J. Trump har fundet et stort fokusområde i krisen. Er det at sikre nok respiratorer? Er det at få skabt et "Manhattan Project" for vaccineforskning?

Nej.

Det er derimod at sikre, at det bliver Trumps underskrift, der står på de hundreder af millioner af checks, der er på vej til amerikanerne som helikopterpenge under coronakrisen. 

Og da det amerikanske svar på seruminstituttet, CDC, sendte et postkort ud med gode råd, var det under overskriften "President Trump's Coronavirus Guidelines For America."


No comments:

Post a Comment