13.1.20

Mediebobler og mediefejltrin skaber Trump-kulten

Da Dansk Folkeparti i 2015 voksede til hidtil uset størrelse, tog i særlig grad Politiken-journalister på rejse til den mørke jungle med eksotiske indbyggere, nogle af os kender som Jylland. Hvordan kunne jyder dog være så sære og intolerante? Det skulle storbyjournalisterne finde ud af i de måske tre dage, de brugte i Bramming og Vejen. Derefter var de tilbage i sikkerhed øst for Valby Bakke.

Efter det amerikanske præsidentvalg i 2016 var det så elitemedier som The New York Times og The Washington Post, der sendte journalister ind i det amerikanske hjerteland. Hvor god dækningen er, når journalister, der ikke forstår livet her, interviewer indbyggere, der afskyer journalisten og det sted han kommer fra, er nok en debat værdig. I hvert fald er det svært at få gode reportager fra Trumpland, der ikke bare gør grin med bonderøvene i de røde MAGA-hatte.

Fra accept over jubel til kult
John Ziegler, en tidligere konservativ radiovært og never-Trumper, gør dog et forsøg. Takket være hans baggrund har han lettere adgang til at tale med  Trump-fans, der ikke fra første sekund afskyer ham. Det har affødt denne artikel, hvor han opdeler Trumps tilhængere i fire grupper:

Gruppe et er konservative, der egentlig ikke kan lide Trump. Men de ser ikke andre alternativer, fordi Demokraterne er så skøre. Nogle af dem bliver måske hjemme i 2020. Ellers er Joe Biden den eneste demokrat, de kunne så meget som overveje at stemme for.

Gruppe to er begejstrede følgere af Fox News. Økonomien går godt, og terrorister bliver slået ihjel. Trump gør det godt.

Gruppe tre ser ikke alene Fox News, men også One America News Network (der er Fox News x 10) og følger fansider af Trump på Facebook. Trump er ved at redde USA fra socialisterne, og muligvis spillede Jesus en rolle i, at Trump blev valgt.

Gruppe fire er den rene "Kult 45" efter USA's 45. præsident. Trump er ikke alene placeret som præsident af Gud. Han er muligvis Gud. Demokrater er forrædere mod USA. 

Boble-medierne
I juleferien talte John Ziegler med flere familiemedlemmer, han placerer i gruppe 3. De er sådan set gode og fornuftige mennesker. Men på grund af deres medievalg har de aldrig hørt at Trump havde interesser i Rusland før 2016, og at flere af hans samarbejdspartnere er dømt for forbrydelser relateret hertil. De har ikke hørt, at Mueller-rapporten reelt skriver, præsidenten har forhindret opklaring af forbrydelser, men bare ikke anbefalede retsforfølgelse, så længe har var præsident. Kort og godt: De hører aldrig negative historier om præsidenten. Og hvis de hører dem, er det fra medier, de ikke stoler på, så her lytter de ikke længe.

Storbymediernes ansvar
Men ansvaret ligger nu ikke alene hos de nye højreorienterede boble-medier og uoplyste konservative vælgere, understreger Ziegler i en vigtig pointe. Mediernes jubel over Barack Obama i særdeleshed og venstreorienterede kandidater i almindelighed samt deres foragt for anden livsstil end elitelivsstilen i storbyer har været afgørende i at underminere de klassiske mediers troværdighed. Ziegler afslutter:

"And this unpleasant reality was brought into full focus when she asked me which outlets she should have confidence in to get her news and I didn’t have a good answer for her.

Trump’s total takeover of the GOP was made possible by a combination of the traditional media throwing away what was left of their credibility with conservatives by waiving their pom-poms for Barack Obama and the conservative media becoming a house organ for the president.

Now Trump has the base safely ensconced in a protective bubble that cannot be pierced, except on the rare occasion when an oddity like me is allowed into their midst."

No comments:

Post a Comment