1.9.19

80 år siden de første skud i 2. verdenskrig

For 80 år siden åbnede det tyske slagskib Schleswig-Holstein ild mod de polske stillinger ved Westerplatte ud for Gdansk. Med "Danzig ist Deutsch" som slagord begyndte den europæiske del af den tragedie, der er 2. verdenskrig.

Det markerer polakkerne naturligvis. Men præsident Donald Trump kommer ikke. I stedet markerer vicepræsident Mike Pence den historiske dag.

Den ny aflyste rejse var i øvrigt første del af den tur, der skulle have ført den nuværende amerikanske præsident forbi København. Men det gik som bekendt ikke, da vi ikke ville sælge eks-kolonien Grønland.

Tilbage i 1939 havde amerikanerne også udenrigspolitiske kvababbelser. Landet ville ikke i krig igen efter en 1. verdenskrig, der ikke gav de resultater, landet håbede på.

Der skulle gå over to år, før amerikanerne via Japans angreb på Pearl Harbor og en ret uforståelig krigserklæring fra Tysklands og Italiens side blev en del af demokratiets kamp mod diktaturerne.

Som premierminister Winston Churchill i Storbritannien sagde om amerikanerne, mens de længtes efter deres indtræden i krigen:

"You can always count on the Americans to do the right thing after they have tried everything else.”

No comments:

Post a Comment