26.8.19

Højesteretsdommer Ginsburg helbredt for kræft - for fjerde gang

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg er et ikon blandt feminister og venstreorienterede amerikanere. Siden hun blev højesteretsdommer i 1993 under Bill Clinton har hun været en venstreorienteret bastion i Højesteret, en fast del af de fire venstreorienterede dommere og afsagt utallige domme, der ændrer USA i en retning, Demokraterne kan lide.

Hendes popularitet på den fløj er så stor, at der i 2018 blev lavet en film om hende med den herlige titel "The Notorious RBG."

Men hun er også 86 år og har overlevet tarmkræft, lungekræft og kræft i bugspytkirtlen  (en kræftform med en overlevelsesprocent på under ti procent efter fem år - men det klarede Ginsburg).

Nu er hun så blevet opereret for kræft i bugspytkirtlen for anden gang - og er ifølge lægerne i fin stand. 

McConnell politiske fiksfakserier
Demokraterne er nervøse. Falder "The Notorious RBG" skal de forestille sig, at de konservative får et 6-3 flertal i Højesteret og vil dominere domstolen i årtier. De skal se venstrefløjens ikon Ginsburg erstattet med en 50-årig stærkt konservativ dommer, der kan sidde 30 eller 40 år og styre USA mod højre.

Tilbage i 2016 afviste Senatets leder Mitch McConnell at arbejde på at bekræfte Barack Obamas ellers moderate bud på en ny Højesteretsdommer, Merrick Garland, da en ledig plads skulle besættes efter den konservative Antonin Scalia. McConnell mente, at med under et år til valget skulle vælgerne have lov til at stemme, før en ny dommer blev indsat.

Demokraterne rasede og kaldte det udemokratisk. Flere højesteretsdommere er før blevet bekræftet i en præsidents sidste embedstid, og der har aldrig været tradition for at udskyde udnævnelser på grund af valg.

Cementere konservativt flertal
McConnells strategi lykkedes. Den stærkt konservative Neil Gorsuch fik pladsen, da Donald Trump vandt valget, og Republikanerne bevarede flertallet i Senatet.

Demokraterne kan på den baggrund sige, "nå, må den stakkels gamle dame ikke trække sig og få en stærkt velfortjent pension? Så venter vi til efter valget i 2020 med at udpege en ny dommer."

Men mon McConnell finder, at situationen er den samme? Onde og nok realistiske politiske strateger vil sige nej. McConnell ville fluks cementere Højesterets konservative flertal.

Ginsburg kunne have trukket sig for ti år siden
Ginsburg ønsker sandsynligvis, hun havde trukket sig i 2009, da Barack Obama var nyvalgt præsident, og Demokraterne havde masser af politisk kapital plus 60 stemmer i Senatet. Hun kunne reelt selv have valgt sin efterfølger.

Nu skal den aldrende og syge kvinde holde ud til 20. januar 2021 og håbe på en demokratisk sejr ved præsidentvalget i 2020. Ellers skal hun holde fire år til. Demokraterne er forståeligt nok nervøse over den udsigt.

No comments:

Post a Comment