22.9.19

Kræver Trump snavs for våben i Ukraine?

Præsident Donald J. Trump Trump overlever skandale på skandale fra Pussygate over Mueller-undersøgelsen til diverse korrupte medlemmer af hans ministerhold. Alle skandaler, der ville have fuldstændigt smadret de fleste forgængere i Det Hvide Hus.


Som han selv siger: Jeg kan stå på Fifth Avenue i New York og skyde en person - og mine tilhængere vil stadig elske mig.



Medier og Demokrater har før været helt sikre på, at NU er skandalen der, som vælter Trump.


Teflon-Trump
Men Teflon-Trump overlever altid. Men kan han det med den nyeste skandale?

Her har Trump angiveligt under et telefonopkald med Ukraines nyvalgte præsident Volodymyr Zelenskij krævet, at Ukraine skal levere snavs på den demokratiske præsidentkandidat, Trump frygter mest: Joe Biden. Til gengæld ville Trump tillade salg af amerikanske våben til Ukraine, som den krigsførende stat har hårdt brug for, når russerne skal holdes stangen ved Krim og i Østukraine.

Trump mener, Ukraine kan levere godterne, da Bidens søn, Hunter Biden, tidligere har lavet forretningsaftaler i den ukrainske energibranche - en notorisk korrupt og forbryderisk del af den i forvejen ualmindeligt korrupte ukrainske økonomi.

Whistleblower-melding
Angiveligt kunne en eller flere ansatte i efterretningstjenesterne ikke leve med, at Trump således kører amerikansk udenrigspolitik efter egen personlig vinding og uden hensyntagen til hele nationens interesser. Der blev lavet en whisteblower-rapport til efterretningstjenesterne selv, og det er nu kommet medierne og politikerne for øre.

Normalt kan politikerne i Kongressens efterretningsudvalg godt få de rapporter, men denne gang nægter Trumps udpegede folk at udlevere materialet til de demokrater, der efterspørger fakta. Det øger ikke tilliden til, at der ikke er noget fejet under gulvtæppet.

Fakta skal frem
Er det her så værre for Trump end at skyde nogen på en stor gade i New York? Det er der næppe nogen, der tør siger med sikkerhed efter alle de skandaler, han overlever. Men alle venter i hvert fald spændt på, hvad medier og opposition får gravet frem, Uden flere fakta kan dommen ikke afsiges.

Kommer sandheden ikke frem tjept ad de kanaler, kan det være, de vrede efterretningsagenter selv henvender sig til medierne. De er allerede gået meget langt i den ellers hemmelighedsfulde verden ved at bruge de officielle whisteblower-kanaler. Så er der ikke meget længere til The New York Times' eller Washington Posts sider.

No comments:

Post a Comment