7.8.19

Demokraterne ser partiets fremtid i fortiden

Demokraternes partihovedkvarter, DNC, er begyndt at hyre ansatte til valgkampen 2020 i udvalgte delstater. Derfor er det muligt at få et billede af, hvor partiet regner med, slaget skal stå i 2020.

Valget er faldet på: Arizona, Florida, Ohio, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.

Partiet ser altså sin fremtid i fortiden i de industristater, der er blevet så hårdt ramt af den nye serviceøkonomi og sværindustriens død. Her hentede Donald Trump mange kryds fra tidligere demokratiske arbejderstemmer i 2016.

77.000 arbejderstemmer
Demokraterne skal kun hente 77.000 stemmer for at få valgmandsstemmerne fra staterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

Det burde kunne lade sig gøre, særligt hvis Joe Biden bliver partiets præsidentkandidat. Han er populær hos de klassiske demokratiske arbejdervælgere. DNC vurderer åbenbart, at Biden med sit store forspring i primærvalget er manden, der skal satses på.

Georgia-fadæsen
Dermed fravælger partiet at gå efter delstater som North Carolina og Georgia. Barack Obama vandt førstnævnte i 2008, mens Hillary Clinton forsøgte at gå efter Georgia i 2016.

Mange mener, at havde Clinton besøgt Michigan og Pennsylvania et par gange til frem for Georgia, sad hun i dag i Det Hvide Hus. Den fejl vil partiet ikke begå igen.

Desuden vil det nok kræve en yngre og gerne sort kandidat at gå efter de to sydstater.

Rustbæltet
Naturligvis kan partiet ændre strategi og lave nye ansættelser, hvis partiets præsidentkandidat bliver en anden end Joe Biden. Men lige nu er det industristaterne og rustbæltet, der igen bliver centrale i Demokraternes strategi.


No comments:

Post a Comment