17.9.18

Slut med Rahm i Chicago

Rahm Emanuel har været borgmester i storbyen Chicago siden 2011. Nu er det slut - han genopstiller ikke. Og det blev da heller aldrig nogen stor succes for politikeren, der især blev kendt som præsident Barack Obamas første stabschef fra 2009 til 2010.

Før det var han medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne fra 2003 til 2009. Han var Obamas rapkæftede og hidsige stabschef, men gik af før det, der blev et gigantisk midtvejsvalgs-nederlag for Demokraterne i 2010.

Så ville han være borgmester i Chicago. Det startede kaotisk, da der blev lagt sag an mod ham. Han havde ikke boet i Chicago et år før valget, og derfor måtte han ikke stille op, mente flere. Men Illinois' højesteret gav ham til sidst lov. Han vandt valget med 55 % af stemmerne.

I sin første periode lukkede han en del skole i latino- og sorte distrikter, og kritikken af de alt for mange skyderier i Chicago rettede sig tit mod borgmesteren. Men han genvandt med nød og næppe posten ved valget i 2015.

Kort efter valget nåede hans popularitet ned at røre ved de 20 procent, da han totalt fejlede i sin håndtering af en skudepisode, hvor embedsfolk forsøgte at tilbageholde video og forsinke efterforskningen af betjentes uberettigede nedskydning af Laquan McDonald.

Han måtte også håndtere en lærerstrejke, men fik dog gennemført bedre offentlige sundhedstilbud til bysbørnene.

Trods en del penge indsamlet og let stigende popularitet siger han nu nej tak til en tredje periode som borgmester.

No comments:

Post a Comment