4.5.15

Koch-brødrene rækker ud efter latino-vælgerne

MINORITETER: De ærkekonservative Koch-brødre giver årligt milliarder i støtte til republikanske politikere, og de poster lige så mange penge i reklamer vendt mod demokrater og generel underminering af partiet.

Imidlertid er det ikke kun åbne politiske slagsmål, der interesserer brødrene. Også en langsigtet, strategisk indsats vækker deres begejstring. En sådan folder sig i øjeblikket ud over for latinovælgerne.

Værdier flugter med Republikanerne
Sorte i særdeleshed og asiater i almindelighed er sikre demokratiske stemmer. Det samme gør sig ikke gældende for latinovælgere.

Ganske vist vandt Barack Obama latinovælgere i 2012 med en 44 procentpoints margin over Mitt Romney. Men vi skal blot tilbage til George W. Bushs regeringstid for at se andre tal. I 2004 vandt demokraten John Kerry kun gruppen med ti procentpoint over George W. Bush.

Kan Republikanerne få den margen tilbage, er vejen mod Det Hvide Hus langt lettere, så længe partiet bevarer sit store forspring blandt hvide vælgere.

Latinovælgeres sociale og kulturelle værdisæt flugter generelt med Republikanernes. Der er fokus på familie og religion. Den store udfordring er immigration, hvor latinovælgere som udgangspunkt er meget positive over for Demokraternes amnestier og liberale tilgang, mens Republikanernes hårde modstand mod indvandring og krav om grænsehegn ikke vækker begejstring.

Sidstnævnte udfordring består. Men Koch-brødrene har sammen med store dele af Republikanerne indset, der ikke er nogen vej uden om latino-vælgerne.

Konservativt græsrodsarbejde 
Brødrene har derfor finansieret en gruppe ved navn LIBRE. Igennem et par år har gruppen lavet græsrodsarbejde blandt latinoer. LIBRE laver ikke åbent politisk arbejde, men introducerer derimod blidt konservative værdier, mens den hjælper latinoer med dagligdagens udfordringer i lokalsamfundene. Og der er også hjælp til latinoer, der ikke nødvendigvis er indvandret lovligt til USA.

Gruppens mål er simpelthen at nå samme andel stemmer til Republikanerne blandt latinoer i 2016 som i 2004.

Arbejdet kan vise sig at være Det Hvide Hus værd. Latinoer har svært ved at bevæge sig mod stemmeboksene. Kan LIBRE identificere mulige konservative latinoer og få dem til at stemme, kan det hurtigt indsnævre margenen til Demokraterne og sikre en republikansk sejr i 2016.

No comments:

Post a Comment