Truman - den uforberedte præsident

FORBEREDELSE: I dag står demokraten Harry S. Truman på mange lister over USA's bedste præsidenter.

Den umiddelbart ukarismatiske senator fra Missouri blev vicepræsident for den aldrende og svækkede Franklin D. Roosevelt ved valget i 1944. Men selvom den største krig i menneskehedens historie rasede, Stalin gjorde klar til at sætte sig på det halve Europa, en  borgerkrig igen blussede op i Kina og med en atomalder under opsejling, var der ikke megen forberedelse for Truman, da han 12. april blev præsident. Roosevelt var død af en hjerneblødning. Som Truman selv sagde, da han fik beskeden om, at han var præsident:

- I felt as though the moon and the stars and all the planets fell on me last night when I got the news. I have the most terribly responsible job any man ever had.

Trumans eneste baggrund, der var en anelse relevant som præsident, var en periode som formand for en senatskomité, som undersøgte hjemmeforsvaret. Der gik to uger som præsident, før krigsminister Henry Stimsom trak ham til side med beskeden:

- I think it is very important that I should have a talk with you as soon as possible on a highly secret matter.

Sådan fik Truman viden om atombomben. Få måneder senere skulle Truman træffe den frygtelige beslutning, om våbenet skulle bruges mod Japan. Alternativet var en landinvasion af østaten med måske hundredetusinde tabte amerikanske liv til følge.

I juli 1945 tog Truman til Potsdam for at diskutere Europas fremtid med Sovjetunionens leder Josef Stalin og den nye engelske premierminister Clement Attlee. Truman anede meget lidt om, hvad Roosevelt havde diskuteret med Churchill og Stalin ved Jalta-konferencen i februar 1945, udogver hvad han havde læst i medierne. Han mødte kun Roosevelt otte gange før han blev præsident, og der blev ikke gået i dybden med nogle emner. Roosevelt sad på flæsket.

- I was handicapped by lack of knowledge of both foreign and domestic affairs—due principally to Mr. Roosevelt’s inability to pass on responsibility, skrev Truman i sin dagbog.

Vicepræsidenter i skole
Truman klarede sig igennem med bravur, men kun fordi han viste sig at være en ualmindelig stærk personlighed og leder. Det var der ingen, der regnede med, da han fik vicepræsidentposten. Siden har amerikanske præsidenter ofte været mere fokuserede på at inddrage deres vicepræsident, så han var klar til at tage over, hvis noget skulle ske.

Det var dog ikke Truman, som lærte af erfaringen. Han valgte i 1948 den aldrende Kentucky-senator Alben Barkley som vicepræsident. Ikke noget inspirerende valg.

Men i 1953 tog den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower over med Richard M. Nixon som vicepræsident. Selvom Eisenhower aldrig blev personligt begejstret for Nixon, lod han Nixon rejse til udlandet, vurderer ledere og komme med indspark. Det har de fleste præsidenter siden fulgt op på.

Det er dog langt fra altid, præsidenterne vælger en god kandidat til vicepræsident-posten. John McCain og Sarah Palin er det seneste eksempel på det. Nixon valgte selv den mildest talt inkompetente Spiro Agnew, som heldigvis blev afløst af Gerald Ford, kort før Nixon trak sig som præsident efter Watergate-skandalen. Også George H. W. Bush valgte en utraditionel og særdeles latterliggjort vicepræsident i Dan Quayle i 1988.

Ingen ved, om en vicepræsident bliver en succes eller ej, hvis han kastes ind i embedet. Der findes ingen "præsident-skole." Alt kommer an på, om personlighed, lederegenskaber og baggrund spiller sammen til en højere enhed. Men heldigvis bliver vicepræsidenterne i dag mere indraget, forberedt og udfordret end Truman, så de forhåbentlig med det samme kan spille med på det højeste niveau.