Senatorer med præsidentdrømme styrer Senatet

SENATET: En kliché i amerikansk politik siger, at når senatorer ser sig selv i spejlet, ser de en præsident.

Som mange andre klichéer har den meget sandhed i sig: Som eksempel forsøgte 28 senatorer i det Senat, som fandtes fra 1985-1986, at kapre præsidentposten.

Som regel er politikerne med de stærkeste præsidentdrømme også dem, som dominerer i Senatet. Det gælder nemlig om at få medieopmærksomhed og styrke positionen i partiet.

Hos Republikanerne er det lige nu let at se, hvem der leger med tanken om en præsidentpost.

Senator Marco Rubio fra Florida styrer indsatsen for en indvandringsreform og kaster sig snart ud i diskussionen om abortlovgivning.

Senator Rand Paul fra Kentucky har sat sig på dagsordenen om overvågning og retten til privatliv.

Samtidig var senator Ted Cruz  fra Texas den afgørende spiller i kampen om, hvorvidt Chuck Hagel kunne blive nomineret og valgt som præsident Barack Obamas forsvarsminister.

De tre senatorer har fokuseret skarpt på nationale dagsordener i stedet for snæver varetagelse af små målgruppers interesser i deres hjemstater. Dermed sikrer de sig en bid af den landsdækkende mediekage og profilerer sig over for de kernevælgere i partiet, som skal stemme på dem ved primærvalgene.

Succes
Senatorernes præsidentdrømme bliver bakket op af, at senatorer har været ret succesfulde ved de seneste præsidentvalg.

Tidligere var det guvernørerne og vicepræsidenterne, som sad med de bedste kort, og indtil 2008 var ingen senator gået direkte fra Senatet til Det Hvide Hus siden John F. Kennedy i 1960. Så lykkedes det for Barack Obama, i øvrigt i direkte kamp med senator John McCain i 2008.

Andre succeshistorier er nomineringen af senator Bob Dole for Republikanerne i 1996 og senator John Kerry for Demokraterne i 2004.